Aniston

[Anmeldelse]: Himlen brændte

Ib Michael på grænsen mellem virkelighed og fiktion.

4 ud af 6 stjerner
[Anmeldelse]: Himlen brændte
Jeg tror, man enten elsker eller hader Ib Michael. Jeg havde indtil for nylig ikke stiftet bekendtskab med den kendte danske forfatter, men jeg bekender mig faktisk hverken til had eller kærlighed efter at have læst Ib Michaels seneste roman "Himlen brændte".

I "Himlen brændte" lader Ib Michael historien møde fiktionen.

I nutidens Danmark møder vi den kræftsyge astrofysiker Irina, der tilbringer sin sidste tid på sit leje på hospice i Nordsjælland. Hun er af russisk afstamning og har arvet en masse materiale om hendes familie. Hun har længe villet forfatte en historie om sin familie, men hun er atomfysiker og ikke forfatter, og på hendes dødsleje indser hun, at det nu er for sent.

Hun allierer sig dog med en mandlig unavngiven sygeplejerske, der gerne forfølger sin indre forfatter. Irina fortæller derfor sin families historie til ham og overdrager alle hemmelighederne om specielt jægeren Sergej Semjonov.

Historien bringer os tilbage til 1908, hvor en af de største naturkatastrofer over tundraen i Tunguska i Serbien indtraf. Eksplosionen udløste en energi svarende til noget nær 1.000 Hiroshima-bomber, og den 18-årige Sergej var lige i nærheden, da det skete.

Efter eksplosionen mærker Sergej en underlig forandring af både hans sjæl og krop. Han føler sig anderledes og stærkere. Han forlader derfor Tunguskaen og rejser mod Moskva. Siden kommer han i kontakt med den fornemme Vasiljev-familie og forelsker sig i den smukke Nadja Vasiljev, som dog er lovet væk til en anden.

Sergej ender i militæret og herfra bliver hans liv et stort ekstraordinært eventyr, hvori både datid og nutid får indflydelse.

"Himlen brændte" er således på mange måder en historisk roman. Dog er det også en eventyrlig fortælling, en krønike og en kærlighedsroman, der aldrig kan ende lykkeligt. Det er en fortælling om tidsrejser og liv og død, og den suger en ind, så man selv bliver en del af jagten på sandheden.

Det gør den til både interessant men også til tider lidt tung læsning. Men idéen bag "Himlen brændte" er bestemt interessant og veltænkt.


"Himlen brændte" er skrevet af Ib Michael og udgivet af Gyldendal.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce