Aniston

[Anmeldelse]: Dyrenes hverdag

Storm P og hans remser fænger stadig.

[Anmeldelse]: Dyrenes hverdag
Jeg har altid syntes, at Storm P. og hans streg og ord var helt fantastiske. Men man kan godt blive i tvivl om, om en 3-årig, der mest er til LEGO, kan alle navnene på Star Wars karaktererne og drømmer om at være Batman eller Iron Man, når han bliver stor, også vil kunne lide hyggelige remser og en god gammeldags pen. 

Derfor var det også med spænding, jeg introducerede Lillemanden til Storm P. i genudgivelsen af børnebogsklassikeren "Dyrenes Hverdag", som er fyldt til randen med karakteristiske og muntre tegninger samt rim og remser af Storm P. og Harald H. Lund.

Men allerede da vi slog op på første side, var der stor interesse for de nyfarvelagte Storm P. tegninger, og der var helt ro og dyb koncentration om de små remser om Muldvarpen og mennesket, Familien Pindsvin, tandlægen Ørentvist og alle de andre, som man kan møde i "Dyrenes Hverdag".

Vi læser derfor nu et par af remserne hver aften, når vi ligger under dynen og skal sige godnat, og så afslutter vi naturligvis seancen med at synge Elefantens vuggevise, som er på bogens sidste side, og som altid har været en af mine godnatsangsfavoritter.

"Dyrenes Hverdag" holder altså endnu - og det gør Storm P. i højeste grad også.


"Dyrenes Hverdag" er skrevet af Storm P. og Harald H. Lund. De klassiske Storm P.-tegninger er nyfarvelagt af Maria Isenbecker. "Dyrenes Hverdag" bliver udgivet i dag af Forlaget Alvilda.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce