Andre folks problemer
Hvorfor læsser folk deres problemer over på mig?!
Jeg er af natur meget nysgerrig, hvilket de fleste kvinder jo er, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke skulle lægge øre til så meget.
Jeg holder meget af mine venner, og jeg gør også alt, hvad jeg kan for at hjælpe - om det så er at give dem et lods i røven eller lytte, hvis de har brug for at få talt ud. Hvad det end er, så er jeg der, hvis de har noget på hjertet. Men dette har også sin pris. Jeg har en tendens til at blive rodet ind i alt for mange ting og få lidt for meget at vide.
Somme tider er nysgerrigheden lidt for stor, og man vil gerne have lidt mere at vide, men heldigvis ved jeg godt, hvor grænsen går - altså hvornår jeg kan spørge ind til ting, eller hvornår jeg gør klogest i at holde mund.
Jeg har intet imod at blive "brugt" på den måde, men når man sidder midt imellem to parter, så er det, at det begynder at blive ubehageligt. Først får man sagen fra den ene side, derefter fra den anden side - og så burde det også være nok, for så har man sagen fra to sider og derfor nok information til at danne sit eget indtryk af sagen.
Men så nemt slipper man ikke. Man bliver tvunget til at tage parti, og derved er man selv trukket med ind i hele cirkusset. Man kan på bedste vis prøve at kommer ud af det, men det er som om, at man bliver trukket længere og længere ind i det, jo mere man kæmper "and then there is no turning back" - man har selv fået et til problem på halsen.
Når man sidder i et andet land - langt væk fra alt og alle, så føler man sig mere eller mindre magtesløs, når der er en, der skal have lettet sit hjerte. Man prøver på bedste vis at hjælpe, men når den eneste kontakt, man har til folk hjemme i Danmark, er på messenger og e-mails, er det svært. Man får kun halvt så meget at vide, som man ville, hvis man var i samme land og så dem jævnligt.
Som kvinde har man også en sjette sans eller kvindelig intuition - den ting burde afskaffes. Man har en idé om, at der er noget galt, men man kan ikke sætte fingeren på, hvad og hvor slemt det er. Men en ting er sikkert - der er afgjort noget, som ikke er, som det skal være.
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men når jeg har den følelse af, at nogen i min omgangskreds har det dårligt eller problemer, ja så bliver jeg bekymret. For hvad kan der være galt? Hvorfor opfører de sig anderledes? Hvordan kan jeg hjælpe dem?
Er jeg den eneste, der har det på denne måde?
Er jeg den eneste, der får alle folks problemet læsset over på mig?
Jeg holder meget af mine venner, og jeg gør også alt, hvad jeg kan for at hjælpe - om det så er at give dem et lods i røven eller lytte, hvis de har brug for at få talt ud. Hvad det end er, så er jeg der, hvis de har noget på hjertet. Men dette har også sin pris. Jeg har en tendens til at blive rodet ind i alt for mange ting og få lidt for meget at vide.
Somme tider er nysgerrigheden lidt for stor, og man vil gerne have lidt mere at vide, men heldigvis ved jeg godt, hvor grænsen går - altså hvornår jeg kan spørge ind til ting, eller hvornår jeg gør klogest i at holde mund.
Jeg har intet imod at blive "brugt" på den måde, men når man sidder midt imellem to parter, så er det, at det begynder at blive ubehageligt. Først får man sagen fra den ene side, derefter fra den anden side - og så burde det også være nok, for så har man sagen fra to sider og derfor nok information til at danne sit eget indtryk af sagen.
Men så nemt slipper man ikke. Man bliver tvunget til at tage parti, og derved er man selv trukket med ind i hele cirkusset. Man kan på bedste vis prøve at kommer ud af det, men det er som om, at man bliver trukket længere og længere ind i det, jo mere man kæmper "and then there is no turning back" - man har selv fået et til problem på halsen.
Når man sidder i et andet land - langt væk fra alt og alle, så føler man sig mere eller mindre magtesløs, når der er en, der skal have lettet sit hjerte. Man prøver på bedste vis at hjælpe, men når den eneste kontakt, man har til folk hjemme i Danmark, er på messenger og e-mails, er det svært. Man får kun halvt så meget at vide, som man ville, hvis man var i samme land og så dem jævnligt.
Som kvinde har man også en sjette sans eller kvindelig intuition - den ting burde afskaffes. Man har en idé om, at der er noget galt, men man kan ikke sætte fingeren på, hvad og hvor slemt det er. Men en ting er sikkert - der er afgjort noget, som ikke er, som det skal være.
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men når jeg har den følelse af, at nogen i min omgangskreds har det dårligt eller problemer, ja så bliver jeg bekymret. For hvad kan der være galt? Hvorfor opfører de sig anderledes? Hvordan kan jeg hjælpe dem?
Er jeg den eneste, der får alle folks problemet læsset over på mig?
