Aniston

Amalie

Stjernepotentiale og skæve akkorder

"En ny stjerne på den danske himmel" - sådan blev hun præsenteret, da hun var klar på Show Scenen på Womans World messen i Valby Hallen. Og Amalie har et klar stjerne-potentiale - en meget speciel stemme, som man må beundre.
Amalie
I juli udgav hun sin første single, "Wuthering Heights", og nu er hun i færd med at indspille sit første album.

Hyldest til Kate Bush

Amalie har en meget speciel stemme, som man kan opleve, hvis man lytter til hendes cover-version af "Wuthering Heights".

Valget faldt på "Wuthering Heights" som Amalies første single, fordi det er en sang, der betyder meget for hende.

Hendes mor har også altid elsket den og sanger-inden, Kate Bush, som i 1977 skrev sangen, og eftersom Amalie altid har fået at vide, at hendes stemme mindede meget om Kate Bush's, valgte hun at forsøge sig med den.

Man må sige, at det lykkedes, men det er ikke det eneste, man kan forvente sig af Amalie.

Hun beskriver selv sin musik som folk/pop/rock, hvor hun gør meget i det høje register. Det er en helt speciel stil med mange skæve akkorder hist og her, som giver musikken sjæl.

Musikken en smagssag

Amalie har imidlertid et stort register, hvilket man også vil opleve, når hendes album udkommer.

Og det skal nok blive spænende. Amalie selv ved ikke helt, hvad hun skal forvente: "Min musik er en smagssag", siger hun og henviser samtidig til det meget høje toneleje og de skæve akkorder, men hun tror på, at hun kan slå igennem.

"Det kan bare være lidt træls, hårdt og svært at være ukendt artist. Det er ikke som med dem, der er kendt fra 'Popstars' eller 'Scenen er din' fra fjernsynet". Det er dog ikke noget, Amalie overhovedet har overvejet at deltage i, da hun hellere vil tage den med ro, kæmpe sig op og kræse for sin egen stil fra starten af.

Og det gør hun i allerhøjeste grad. Mange af teksterne har hun skrevet selv eller i samarbejde med sin manager. Og hun skriver også en del af musikken selv.

"Man kan tydeligt høre, når det er mig, der har skrevet musikken. Så er der mange flere spøjse akkorder", siger hun med et skævt smil. "Men, det er sjovt at lege med musikken og synge noget, som andre ikke kan".
ANNONCE
Amalie
Loyale veninder

Det hele startede, da hun som 6-årig blev tvunget i kor af sin mor. Siden har hun helt frivilligt deltaget i adskillige kor og en lille overgang, i 8. klasse, fik hun soloundervisning, hvilket ifølge hendes eget udsagn ikke gav hende ret meget.

Hun har netop færdiggjort en HF fra Aalborg Katedralskole, ligesom hun har haft en del småjobs rundt omkring. Især gør hun meget for at møde op i kirken, hvor hun giver den som kirkesanger.

I det hele taget er hun en meget pligtopfyldende pige, som helst ikke vil svigte nogen, og når hun har rigtig travlt, kan det være lidt svært ikke at have mulighed for at ses så meget med ven-inderne.

Men, de er flinke til at møde op til hendes mange optrædener og agere personlig fanklub, og den støtte betyder enormt meget for hende.

Amalie, eller Malle, som hun kaldes af familie og venner, forsøger sig også på det internationale marked, men det er endnu sværere end på det danske: "Det hele hænger i en tynd tråd - bedst som man tror, man har en aftale, går den i vasken".

Hun har dog ikke travlt, men tager det hele som en god oplevelse. Og skulle det ikke lykkes i sidste ende, er hendes plan at læse musik på universitet eller konservatoriet.

Lyt til hendes cover-version af "Wuthering Heights" her

Læs også artiklen, "Amalie - Wuthering Heights", fra MusikGEIL.dk her
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce