Amalie Skram
Med pen og papir som eneste våben, udfordrede hun datidens kvindeundertrykkelse, dobbeltmoral og fattigdom.
Efteråret 1890, København
I en lille, lejet kvistlejlighed i hjertet af København befandt sig denne tidlige morgen en mor og hendes datter.
Den 9 årige pige sov tungt under tæpperne i sengen. Moren, Amalie, sad bøjet over sine skriverier. En gammel kommode blev brugt skrivebord.
Amalie græd håbløshedens tårer. De tunge dråber faldt på papiret og udtværede den skrift hun så pertentligt havde nedfældet. Med et suk forlod hun kommoden, og gik hen til det lille kvistvindue, for at få styr på sine tårer.
Udenfor hævede de bleggrå skyer sig over Københavns tage. Dem havde hun set mange gange før, også da hun lige var flyttet dertil.
Dengang havde hun været i stand til at klare sig, trods det hårde liv hun var tvunget ud i. Nu var hun forandret. En mærkelig, tavs skabning der sad ved sin kommode og skrev, men knapt orkede at leve.
På kommoden lå de papirer hun havde efterladt for en stund. De mørke sandheder hun fortalte her, var resultatet af et ulykkeligt liv, et samfund, hvori de selvudråbte ædleste af alle skabninger, systematisk undertrykte og mishandlede de svage.
Hun havde kæmpet mod det. Åh, hvor havde hun kæmpet. Vandret modigt ind i skammen og mødt de hånende blikke med knejsende nakke. Men dengang var hun ung og fuld af kamplyst. Det eneste hun havde tilbage nu var den stille sorg. Hun ønskede blot døden nu, uden anger eller bedrøvelse.
Men først måtte hun gøre sin bog færdig. Den bog der beskrev den fattigdom, der stadig eksisterede. Hun lukkede øjnene et øjeblik, lyttede til åndedragene fra datteren der sov. Så vendte hun sig bort fra vinduet, og gik tilbage til sine papirer. Der var endnu en kamp der skulle kæmpes. Den sidste for hendes vedkommende.
Dystre Barndomsminder
Da den lille pige kom til verden i august 1846 i Norge, blev hun døbt Berthe Amalie Alver.
Amalie var den næstældste af en børneflok på fem, og eneste pige. Hun voksede op i Bergen, en lille havneby med fisketorv, smalle gyder og små træhuse.
I en lille, lejet kvistlejlighed i hjertet af København befandt sig denne tidlige morgen en mor og hendes datter.
Den 9 årige pige sov tungt under tæpperne i sengen. Moren, Amalie, sad bøjet over sine skriverier. En gammel kommode blev brugt skrivebord.
Amalie græd håbløshedens tårer. De tunge dråber faldt på papiret og udtværede den skrift hun så pertentligt havde nedfældet. Med et suk forlod hun kommoden, og gik hen til det lille kvistvindue, for at få styr på sine tårer.
Udenfor hævede de bleggrå skyer sig over Københavns tage. Dem havde hun set mange gange før, også da hun lige var flyttet dertil.
Dengang havde hun været i stand til at klare sig, trods det hårde liv hun var tvunget ud i. Nu var hun forandret. En mærkelig, tavs skabning der sad ved sin kommode og skrev, men knapt orkede at leve.
På kommoden lå de papirer hun havde efterladt for en stund. De mørke sandheder hun fortalte her, var resultatet af et ulykkeligt liv, et samfund, hvori de selvudråbte ædleste af alle skabninger, systematisk undertrykte og mishandlede de svage.
Hun havde kæmpet mod det. Åh, hvor havde hun kæmpet. Vandret modigt ind i skammen og mødt de hånende blikke med knejsende nakke. Men dengang var hun ung og fuld af kamplyst. Det eneste hun havde tilbage nu var den stille sorg. Hun ønskede blot døden nu, uden anger eller bedrøvelse.
Men først måtte hun gøre sin bog færdig. Den bog der beskrev den fattigdom, der stadig eksisterede. Hun lukkede øjnene et øjeblik, lyttede til åndedragene fra datteren der sov. Så vendte hun sig bort fra vinduet, og gik tilbage til sine papirer. Der var endnu en kamp der skulle kæmpes. Den sidste for hendes vedkommende.
Dystre Barndomsminder
Da den lille pige kom til verden i august 1846 i Norge, blev hun døbt Berthe Amalie Alver.
Amalie var den næstældste af en børneflok på fem, og eneste pige. Hun voksede op i Bergen, en lille havneby med fisketorv, smalle gyder og små træhuse.
Hendes far drev en landhandel, der på trods af dårligt udbytte gav tilstrækkeligt til, at Amalie kunne gå på en dyr, privat pigeskole. Her lærte hun alt det, man mente, en 'rigtig' kvinde, skulle vide.
Den lille pige viste sig hurtigt at være intelligent, og allerede som 8 årig interesserede Amalie sig for fortællingernes verden. Barnepigen opmuntrede hende og sang ofte viser for hende.
Til gengæld for viserne, fortalte Amalie barnepigen historier, som hun digtede på vej til og fra skole. Men disse fortællinger var langtfra lykkelige. De handlede altid om krig og bortførelse, og endte med håbløshed og gråd.
Grunden til den lille piges dystre syn på verden var et hjem, der var præget af mangel på kærlighed og økonomisk utryghed.
Da Amalie var 14 år gik faren konkurs. Han forlod familien for altid, og rejste til Amerika. Tilbage sad Amalies fattige mor med fem børn hun ikke kunne forsørge.
Ulykkeligt fornuftsægteskab
Det blev Amalie der måtte ofre sig for familien. Den ni år ældre skibskaptajn August Møller var faldet for den kønne Amalies store, brune øjne og lange mørke hår. Amalie brød sig ikke om ham, men moren pressede hende til at gifte sig med ham, for at redde familien fra den økonomiske katastrofe. Som 17 årig blev Amalie drevet ind i dette fornuftsægteskab.
Den unge kvinde, der var fyldt med romantiske forventninger til livet som gift, anede ikke hvad hun gik ind til. Ægteskabet blev et stort chok for hende.
Amalie vidste nemlig ikke, at hun havde givet sin seksualitet i bytte mod forsørgelse. Hendes mor havde aldrig fortalt hende om sex, og først da hun var blevet gift, gik det op for hende, hvad rollen som hustru indebar: Traumatiske, ægteskabelige voldtægter, der uden videre blev accepteret af samfundet.
I ti år rejste ægteparret rundt i hele verden om bord på Møllers båd. Det var noget, som kun få kvinder oplevede: at se hele verden og at afprøve livet til søs.
Den lille pige viste sig hurtigt at være intelligent, og allerede som 8 årig interesserede Amalie sig for fortællingernes verden. Barnepigen opmuntrede hende og sang ofte viser for hende.
Til gengæld for viserne, fortalte Amalie barnepigen historier, som hun digtede på vej til og fra skole. Men disse fortællinger var langtfra lykkelige. De handlede altid om krig og bortførelse, og endte med håbløshed og gråd.
Grunden til den lille piges dystre syn på verden var et hjem, der var præget af mangel på kærlighed og økonomisk utryghed.
Da Amalie var 14 år gik faren konkurs. Han forlod familien for altid, og rejste til Amerika. Tilbage sad Amalies fattige mor med fem børn hun ikke kunne forsørge.
Ulykkeligt fornuftsægteskab
Det blev Amalie der måtte ofre sig for familien. Den ni år ældre skibskaptajn August Møller var faldet for den kønne Amalies store, brune øjne og lange mørke hår. Amalie brød sig ikke om ham, men moren pressede hende til at gifte sig med ham, for at redde familien fra den økonomiske katastrofe. Som 17 årig blev Amalie drevet ind i dette fornuftsægteskab.
Den unge kvinde, der var fyldt med romantiske forventninger til livet som gift, anede ikke hvad hun gik ind til. Ægteskabet blev et stort chok for hende.
Amalie vidste nemlig ikke, at hun havde givet sin seksualitet i bytte mod forsørgelse. Hendes mor havde aldrig fortalt hende om sex, og først da hun var blevet gift, gik det op for hende, hvad rollen som hustru indebar: Traumatiske, ægteskabelige voldtægter, der uden videre blev accepteret af samfundet.
I ti år rejste ægteparret rundt i hele verden om bord på Møllers båd. Det var noget, som kun få kvinder oplevede: at se hele verden og at afprøve livet til søs.
Amalie fødte to sønner i det ulykkelige ægteskab, og holdt tappert ud i mange år.
I 1877 gik Amalie ind i en manisk periode. Hun led af søvnløshed, nervøs hoste og var meget urolig. Da hun kom sig, mente hun, at det var det unaturlige ægteskab der var grunden til hendes depression. Derefter søgte den 29 årige Amalie skilsmisse, selvom det på den tid var uhørt.
Skilsmisse - en skandale
Da skilsmissen gik igennem, flyttede Amalie til Kristiania, (Oslo), hvor hun blev en del af det kulturradikale miljø. Uden en mand til at sørge for indtægten, overvejede hun forfatterskabet som en udvej til at tjene penge.
Befriet fra ti års smerteligt ægteskab, kastede Amalie sig med fornyet iver over mange samtidsromaner og dramaer, for at finde argumenter til den dengang så heftige debat om kønsroller, kirkens magt og de sociale forhold.
I 1882, kort efter skilsmissen, debuterede hun i Nyt Tidsskrift med novellen: "Madam Høiers Leiefolk". Amalie blev voldsomt kritiseret for den hudløst afslørende naturalisme, som ikke var i ånd med hvad forfattergruppen i Norsk Kvindesagsforening foreskrev.
Det var derfor en lettelse for alle parter, da Amalie i 1884 forlod Oslo, og flyttede til København.
Erik Skram - forelskelse og kamp
Ved et selskab i Oslo havde Amalie mødt den danske forfatter Erik Skram. I løbet af de næste 20 måneder udvekslede de to omkring 300 breve.
Amalie forelskede sig i Erik, men var i tvivl. Hun stod alene som fraskilt og mor til to, evigt angst og skadet af samlivet med sin forrige ægtemand.
Det lykkedes dog Erik at vinde Amalies tillid, selvom der gik lang tid inden hun overhovedet vovede at kalde ham ved fornavn. Til slut gav hun dog efter for hans overtalelser, og giftede sig med ham i 1884, samme år som hun flyttede til København.
I 1877 gik Amalie ind i en manisk periode. Hun led af søvnløshed, nervøs hoste og var meget urolig. Da hun kom sig, mente hun, at det var det unaturlige ægteskab der var grunden til hendes depression. Derefter søgte den 29 årige Amalie skilsmisse, selvom det på den tid var uhørt.
Skilsmisse - en skandale
Da skilsmissen gik igennem, flyttede Amalie til Kristiania, (Oslo), hvor hun blev en del af det kulturradikale miljø. Uden en mand til at sørge for indtægten, overvejede hun forfatterskabet som en udvej til at tjene penge.
Befriet fra ti års smerteligt ægteskab, kastede Amalie sig med fornyet iver over mange samtidsromaner og dramaer, for at finde argumenter til den dengang så heftige debat om kønsroller, kirkens magt og de sociale forhold.
I 1882, kort efter skilsmissen, debuterede hun i Nyt Tidsskrift med novellen: "Madam Høiers Leiefolk". Amalie blev voldsomt kritiseret for den hudløst afslørende naturalisme, som ikke var i ånd med hvad forfattergruppen i Norsk Kvindesagsforening foreskrev.
Det var derfor en lettelse for alle parter, da Amalie i 1884 forlod Oslo, og flyttede til København.
Erik Skram - forelskelse og kamp
Ved et selskab i Oslo havde Amalie mødt den danske forfatter Erik Skram. I løbet af de næste 20 måneder udvekslede de to omkring 300 breve.
Amalie forelskede sig i Erik, men var i tvivl. Hun stod alene som fraskilt og mor til to, evigt angst og skadet af samlivet med sin forrige ægtemand.
Det lykkedes dog Erik at vinde Amalies tillid, selvom der gik lang tid inden hun overhovedet vovede at kalde ham ved fornavn. Til slut gav hun dog efter for hans overtalelser, og giftede sig med ham i 1884, samme år som hun flyttede til København.
Dette ægteskab udviklede sig anderledes end hendes første. Erik opmuntrede hende til at skrive, og derfor fortsatte hun sit spirende forfatterskab.
Året efter debuterede hun med den meget selvbiografiske roman "Constance Ring", hvori hun anklagede mænd for deres seksuelle dobbeltmoral.
Debutromanen kom straks i hård modvind. Redaktøren på Gyldendals Forlag antog den ulæst, men da direktøren blev nærmere kendt med indholdet, afviste han den. Bogen var dog blevet trykt på det tidspunkt, og Amalie måtte selv betale trykregningen. Det lykkedes dog Amalie, at få bogen udgivet ved en boghandler.
Sammenbrud og selvmordsforsøg
Amalies forfatterskab havde hårde odds. Det var gennem hele hendes liv svært for hende, at få udgivet sine bøger, der blev stemplet som usædelige.
I ægteskabet med Erik, fødte hun i en forholdsvis sen alder, 43 år, en pige. På trods af, at hun elskede sin lille datter højt, var det svært for hende at få hverdagen til at hænge sammen. Den stress Amalie oplevede som følge af kampen med forfatterskabet, moderrollen og hustrupligterne, førte til at hun i perioder havde det meget svært psykisk.
En voldsom depression, uro, søvnløshed og selvmordstanker sneg sig ind på hende. Det kulminerede, da hun i 1894 forsøgte at tage sit eget liv, ved at forgifte sig med opium. Kort efter lod hun sig indlægge.
Undertrykkelse og skilsmisse
I 1894 lod hun sig indlægge på en psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital.
Det blev en frygtelig oplevelse for hende. Overlægen, Knud Pontoppidan, nægtede at udskrive hende igen, da han mente at hun var sindssyg. Amalie udviklede derfor et stort had til overlægen.
Hun blev senere overført til Sankt Hans udenfor Roskilde. Herfra blev hun langt om længe udskrevet, da overlægen dér, ikke ville holde på hende mod sin vilje.
Året efter debuterede hun med den meget selvbiografiske roman "Constance Ring", hvori hun anklagede mænd for deres seksuelle dobbeltmoral.
Debutromanen kom straks i hård modvind. Redaktøren på Gyldendals Forlag antog den ulæst, men da direktøren blev nærmere kendt med indholdet, afviste han den. Bogen var dog blevet trykt på det tidspunkt, og Amalie måtte selv betale trykregningen. Det lykkedes dog Amalie, at få bogen udgivet ved en boghandler.
Sammenbrud og selvmordsforsøg
Amalies forfatterskab havde hårde odds. Det var gennem hele hendes liv svært for hende, at få udgivet sine bøger, der blev stemplet som usædelige.
I ægteskabet med Erik, fødte hun i en forholdsvis sen alder, 43 år, en pige. På trods af, at hun elskede sin lille datter højt, var det svært for hende at få hverdagen til at hænge sammen. Den stress Amalie oplevede som følge af kampen med forfatterskabet, moderrollen og hustrupligterne, førte til at hun i perioder havde det meget svært psykisk.
En voldsom depression, uro, søvnløshed og selvmordstanker sneg sig ind på hende. Det kulminerede, da hun i 1894 forsøgte at tage sit eget liv, ved at forgifte sig med opium. Kort efter lod hun sig indlægge.
Undertrykkelse og skilsmisse
I 1894 lod hun sig indlægge på en psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital.
Det blev en frygtelig oplevelse for hende. Overlægen, Knud Pontoppidan, nægtede at udskrive hende igen, da han mente at hun var sindssyg. Amalie udviklede derfor et stort had til overlægen.
Hun blev senere overført til Sankt Hans udenfor Roskilde. Herfra blev hun langt om længe udskrevet, da overlægen dér, ikke ville holde på hende mod sin vilje.
Efter dette skrev hun sindsygeromanerne, der er stærkt selvbiografiske. Her har hun formået at fortælle om, hvad kampen mod vanviddet består i. Hun kritiserer den autoritære behandlingsform i de psykiatriske institutioner, og umyndiggørelsen af patienterne, særligt de kvindelige.
Ydermere ligger synsvinklen hos den kvindelige patient, der endnu engang føler sig holdt nede af mænd. Tvangsindlagt og behandlet af en mand, der bruger videnskaben som en undskyldning for undertrykkelsen.
Erik, som hun tidligere havde elsket højt, blev ikke den livsledsager hun havde drømt om. Hun følte, at han havde svigtet hende under hospitalsopholdet. Han havde sjældent besøgt hende. Det bundede dog i, at der var forbud mod besøg.
Amalie kunne ikke affinde sig med det, og i 1899 lod hun sig skille.
Amalies død
Amalies forfatterskab blev mere pessimistisk end de fleste andre digteres på denne tid. Hun var meget optaget af døden og selvmordstanker, og mange af hendes personer dør ved selvmord. Amalie skilte sig også ud fra de andre forfattere, da hun selv var kvinde, og derfor kunne formidle historierne med en kvindes øjne.
Efter skilsmissen fra Erik fik hun flere depressioner, og var meget optaget af selvmordstanker. I 1904 udtrykte hun et ønske om, at det ville være dejligt at lukke sine øjne og sove for evigt.
Et år efter, i marts 1905 døde hun i København, syg, ulykkelig og nedbrudt. Blot 58 år gammel. Men da vågnede samtiden, og de danske og norske aviser var fulde af de rosende ord hun havde ventet på hele sit liv.
I dag er hun en af de mest læste og værdsatte kvindelige forfattere i Danmark og Norge.
Ydermere ligger synsvinklen hos den kvindelige patient, der endnu engang føler sig holdt nede af mænd. Tvangsindlagt og behandlet af en mand, der bruger videnskaben som en undskyldning for undertrykkelsen.
Erik, som hun tidligere havde elsket højt, blev ikke den livsledsager hun havde drømt om. Hun følte, at han havde svigtet hende under hospitalsopholdet. Han havde sjældent besøgt hende. Det bundede dog i, at der var forbud mod besøg.
Amalie kunne ikke affinde sig med det, og i 1899 lod hun sig skille.
Amalies død
Amalies forfatterskab blev mere pessimistisk end de fleste andre digteres på denne tid. Hun var meget optaget af døden og selvmordstanker, og mange af hendes personer dør ved selvmord. Amalie skilte sig også ud fra de andre forfattere, da hun selv var kvinde, og derfor kunne formidle historierne med en kvindes øjne.
Efter skilsmissen fra Erik fik hun flere depressioner, og var meget optaget af selvmordstanker. I 1904 udtrykte hun et ønske om, at det ville være dejligt at lukke sine øjne og sove for evigt.
Et år efter, i marts 1905 døde hun i København, syg, ulykkelig og nedbrudt. Blot 58 år gammel. Men da vågnede samtiden, og de danske og norske aviser var fulde af de rosende ord hun havde ventet på hele sit liv.
I dag er hun en af de mest læste og værdsatte kvindelige forfattere i Danmark og Norge.
