Alkohol - hvor går grænsen?
Hvad skulle der til for at få dig til at holde op med at drikke?
Alle kan dumme sig engang imellem i en kæmpe brandert, men vi kender alle én, der bare dummer sig hver evig eneste gang. Her kommer spørgsmålet så, hvorfor stopper de ikke bare med at drikke? Men hvad skulle der egentlig til, før du stoppede med at drikke?
Jeg drikker alt for meget og dummer mig konstant. For eksempel synes dansk/afrikanerne i min by at jeg er død morsom, fordi jeg altid vader hen til den første og bedste af dem og udbryder "Du er jo sort", når jeg er fuld. De fleste synes i hvert fald jeg er sjov, det er så dem der sørger for at de andre ikke banker mig. Jeg dummer mig godt og vel to til tre gange på en aften, når jeg drikker igennem og før i tiden syntes jeg selv, det var vildt morsomt. Men nu er grænsen nået.
I går fortalte min veninde mig, at en pige, der har været i aflastning hos mine forældre, havde slået hende i hovedet tre gange. Normalt havde jeg straks givet pigen et verbalt møgfald, der sikkert var endt i en slåskamp, men i går var jeg så stangstiv, at jeg overhovedet ikke fattede et ord af hvad min veninde sagde. Så i stedet for at støtte hende, vendte jeg ryggen til hende og gik hen og pjattede hyggeligt med pigen. Forestil jer hvordan min veninde følte dér.
Dagen efter lå der en besked om, hvor ked af det jeg havde gjort hende, men jeg anede ikke, hvad jeg havde gjort. Den sten der dannede sig i min mave, da hun fortalte mig hvad jeg havde gjort, er grunden til at jeg nu sidder hjemme på en lørdag, i stedet for at være i gang med at gøre mig klar til at tage i byen.
Jeg fandt min grænse. For hvordan kan jeg drikke mig fuld, hvis det får mig til at såre min veninde? Det utallige engangsbommerter, missede aftaler dagen derpå og mavesår ikke har præsteret, ordnede hun lige med de seks magiske ord "Jeg havde bare brug for dig". Jeg kommer ikke til at drikke i lang tid nu.
Men hvorfor mangler nogle mennesker den stopklods? Uanset hvor meget de sårer dem selv og deres næreste, ender de altid nede i baren igen næste weekend. Er det frygten for at falde udenfor, ved at sige "Jeg holder mig til sodavand i aften"? Er det fordi der ikke er ordentlig plads i vores samfund, til noget så mærkeligt som at feste ædru? Hvad er det egentlig alkohol giver os?
Før i tiden løsnede alkohol godt op for mine hæmninger, jeg turde snakke med drengene og lave en masse skørt pjat. Men i dag er jeg 20 år gammel og har altså for længst smidt alle de hæmninger ganske naturligt. Hvorfor drikker jeg så stadig? Fordi jeg altid har gjort det, fordi alle jeg kender gør det og fordi det ville føles helt unaturligt at lade være. Det er så indgroet en del af mit mønster, at det ville virke fuldstændigt forkert at bestille ren cola i en bar eller drikke vand til en fest.
Hvad er det egentlig for et samfund, der bygger deres sociale samvær op omkring at alle forgifter sig lige præcis nok til, at lave en masse lort? For hvor tit bliver vi egentlig hver især et bedre bekendtskab ved at drikke os fulde? Det er nærmere omgivelserne der har lettere ved at acceptere vores svinske opførsel fordi de er ligeså fulde.
Jeg vil ikke hævde at jeg nu skal til at være helt hellig, for jeg holder bestemt kun en pause, indtil jeg kan styre det bedre igen. Men jeg vil alligevel gerne have lov til at sige, det er lidt småsygt.
Hvad er det værste du har gjort overfor et andet menneske i en brandert?
Jeg drikker alt for meget og dummer mig konstant. For eksempel synes dansk/afrikanerne i min by at jeg er død morsom, fordi jeg altid vader hen til den første og bedste af dem og udbryder "Du er jo sort", når jeg er fuld. De fleste synes i hvert fald jeg er sjov, det er så dem der sørger for at de andre ikke banker mig. Jeg dummer mig godt og vel to til tre gange på en aften, når jeg drikker igennem og før i tiden syntes jeg selv, det var vildt morsomt. Men nu er grænsen nået.
I går fortalte min veninde mig, at en pige, der har været i aflastning hos mine forældre, havde slået hende i hovedet tre gange. Normalt havde jeg straks givet pigen et verbalt møgfald, der sikkert var endt i en slåskamp, men i går var jeg så stangstiv, at jeg overhovedet ikke fattede et ord af hvad min veninde sagde. Så i stedet for at støtte hende, vendte jeg ryggen til hende og gik hen og pjattede hyggeligt med pigen. Forestil jer hvordan min veninde følte dér.
Dagen efter lå der en besked om, hvor ked af det jeg havde gjort hende, men jeg anede ikke, hvad jeg havde gjort. Den sten der dannede sig i min mave, da hun fortalte mig hvad jeg havde gjort, er grunden til at jeg nu sidder hjemme på en lørdag, i stedet for at være i gang med at gøre mig klar til at tage i byen.
Jeg fandt min grænse. For hvordan kan jeg drikke mig fuld, hvis det får mig til at såre min veninde? Det utallige engangsbommerter, missede aftaler dagen derpå og mavesår ikke har præsteret, ordnede hun lige med de seks magiske ord "Jeg havde bare brug for dig". Jeg kommer ikke til at drikke i lang tid nu.
Men hvorfor mangler nogle mennesker den stopklods? Uanset hvor meget de sårer dem selv og deres næreste, ender de altid nede i baren igen næste weekend. Er det frygten for at falde udenfor, ved at sige "Jeg holder mig til sodavand i aften"? Er det fordi der ikke er ordentlig plads i vores samfund, til noget så mærkeligt som at feste ædru? Hvad er det egentlig alkohol giver os?
Før i tiden løsnede alkohol godt op for mine hæmninger, jeg turde snakke med drengene og lave en masse skørt pjat. Men i dag er jeg 20 år gammel og har altså for længst smidt alle de hæmninger ganske naturligt. Hvorfor drikker jeg så stadig? Fordi jeg altid har gjort det, fordi alle jeg kender gør det og fordi det ville føles helt unaturligt at lade være. Det er så indgroet en del af mit mønster, at det ville virke fuldstændigt forkert at bestille ren cola i en bar eller drikke vand til en fest.
Hvad er det egentlig for et samfund, der bygger deres sociale samvær op omkring at alle forgifter sig lige præcis nok til, at lave en masse lort? For hvor tit bliver vi egentlig hver især et bedre bekendtskab ved at drikke os fulde? Det er nærmere omgivelserne der har lettere ved at acceptere vores svinske opførsel fordi de er ligeså fulde.
Jeg vil ikke hævde at jeg nu skal til at være helt hellig, for jeg holder bestemt kun en pause, indtil jeg kan styre det bedre igen. Men jeg vil alligevel gerne have lov til at sige, det er lidt småsygt.
Hvad er det værste du har gjort overfor et andet menneske i en brandert?
