Aniston

Alexander

Roman om skæbnens søn

4 ud af 6 stjerner
"Alexander - Skæbnens søn" er første del af Valerio Massimo Manfredis fire bind lange serie om Alexander Den Store, hvis imperium strakte sig fra Grækenland til Indien.
Alexander
Alexanders opvækst
Første del af serien beskriver Alexanders liv fra han bliver født af Dronningen, til han starter sit felttog ind i Asien. Læseren ledes gennem hans barndom ved hoffet, hans lærertid hos Aristoteles og hans første forsøg med kærligheden. 

Som kun 20-årig overtager Alexander tronen, fordi hans far bliver snigmyrdet. Romanen giver en god baggrund for mordet, og selvom det står på romanens bagside, at de vil ske, er man stadig nysgerrig efter hvordan og hvem der gør det.

Historiske henvisninger
Valerio Massimo Manfredi (født 1943) er professor i klassisk arkæologi, og romanen er meget historisk korrekt. Den er fuld af henvisninger til Odyséen og Illiaden (Homer) og græske guder og helte. Desuden er den fuld af fagudtryk - ting bliver kaldt det, de også hed dengang.

Det betyder, at det er lærerig læsning. Desværre kan det for en læser, der ikke interesserer sig for historie og arkæologi, men kun den gode historie, som Alexanders liv er, blive kedeligt.

På samme måde kan det være kedeligt at høre detaljerne om alle de slag, der skal planlægges, ligesom der bliver nævnt så mange folkeslag, at man til sidst bare læser hen over dem.

Hvis man er meget glad for historie, er det selvfølgelig rigtig spændende med alle disse henvisninger.Og så anbefales man virkelig at læse bogen. 

Venskab og kærlighed
Udover at handle om krig er "Alexander - Skæbnens søn" en roman om venskab og kærlighed. Alexander vokser op på paladset sammen med en flok drenge, der senere bliver hans tro hjælpere i krigene og på felttoget.

Alexander oplever kærligheden med forskellige personer, først den sky slavepige "Leptine", som han redder fra minearbejdet og senere en mere erfaren kvinde, som hans far finder til ham.

Desuden beskriver romanen hans forhold til hans far og mor. Forholdet til forældrene er meget præget af forældrenes indbyrdes forhold, der ikke er godt. Moderen er bange for, at Alexander ikke vil forblive tronarving (især da faderen gifter sig igen og får endnu en søn), og faderen er ofte væk på togt.

"Alexander - Skæbnens søn" er en roman om krig, mod og venskab. En roman om en dreng, der bliver til en mand og en myte. Endnu, i dette første bind, er Alexander kun lige blevet mand og konge. Men det fremgår tydeligt, at han har kimen til storhed i sig.

Du anbefales at læse "Alexander - Skæbnens søn", hvis du godt kan lide historiske bøger eller er fascineret af Det Gamle Grækenland.

Tak til forlaget Borgen for fremsendelse af bogen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce