Aniston

Alene i biografen

Tør du?

Det har længe været et debatemne i min omgangskreds; kan man tillade sig at gå alene i biografen? Nogle mener, det er sørgeligt, at folk ikke kan finde en ven at tage med; nogle mener til gengæld, at man da bare kan gøre det, især hvis man virkelig gerne vil se filmen! Jeg turde ikke, det gjorde jeg ikke, men så tog alle mine venner på ferie...

ANNONCE
Alene i biografen
Selvudvikling handler om ikke nødvendigvis altid om at gøre sig til et bedre menneske, nogle gange handler det udelukkende om at være utrolig egoistisk, at se indad og gøre nogle ting, som vil være godt for én selv. I nogle tilfælde skal man også overskride nogle personlige grænser for at udvikle sig selv, og det behøver ikke være ekstreme ting som at hoppe i faldskærm eller dykke med hajer, nej det kan sagtens være de små ting, som for eksempel at gå alene i biografen.

Vi er midt i sommerferien, og mine venner har åbenbart alle sammen været velsignet med ferie. Og så kan jeg jo sidde herhjemme og kukkelure. Eller også kunne jeg gå i biografen? Jeg vil jo så gerne se Sex And The City (igen), men jeg kan bare ikke komme af sted, når jeg er alene. Jeg ved godt, at der ikke er noget galt i at tage i biografen alene, men jeg har altid været bange for, at de andre derinde ville se ned på mig, måske synes jeg var sørgelig og sikkert tænke, at hende der, hun har bare ingen venner.

Men som før skrevet, så skal der ind imellem overskrides nogle grænser,
og jeg kunne jo ligeså godt begynde her.

Så jeg bestilte billetten og var glad for at se, at der ikke var synderligt mange optagede pladser og håbede, at varmen måske ville holde folk fra biografen. Men nej, så heldig var jeg ikke. Da jeg kom ned til Kennedy Arkaden, hvor biografen ligger, var den stopfyldt med mennesker. Der strømmede simpelthen med sommerklædte par og grupper, og jeg følte mig virkelig alene, da jeg stillede mig i den lange kø og følte samtidig, at folk stirrede på mig. Og da jeg endelig kom op til billetlugen, stillede der sig en fyr ved siden af mig og spillede rigtig smart overfor sine venner, som stod bag ved. Jeg forsøgte bare at ignorere ham og skyndte mig op ad trappen, inden de kunne nå at få deres billetter.

Og på det punkt var jeg egentlig glad for, at der var så mange mennesker, for så kunne jeg stille og roligt forsvinde i mængden, købe min cola og sætte mig ned og kigge rundt på alle de mennesker, som havde valgt at tage i biografen en lørdag aften - "date-night" som Charlotte kalder det. Og her slog det mig, at hovedpersonen i den film, som jeg jo netop skulle ind og se, synes at det er helt okay at gå i biografen alene - også på "date-night". Så jeg begyndte at slappe lidt af, og da jeg begyndte at gå hen mod salen, følte jeg mig ikke længere så alene - jeg var på date med byen.

Og da filmen gik i gang, var det jo total ligegyldigt, hvem min date var. Det var mørkt i salen, og menneskene blev ansigtsløse. Det her handlede jo om filmen. Og den var lige så god som første gang, jeg så den, og selvom jeg var mutters alene, så tillod jeg stadig mig selv at græde. Faktisk fra start til slut, jeg kunne bare ikke lade være.

Og da filmen var slut, gik jeg sammen med alle andre ud af døren, tårevæddet, men stadig med et stort smil på læben. Det her var en oplevelse, jeg kunne dele med mig selv, og mit humør var simpelthen fantastisk, da jeg gik hjem. Jeg havde lige overskredet en kæmpe, personlig barriere, og det gav mig simpelthen et adrenalinkick af rang! Man kan nærmest sige, at jeg var helt stolt af mig selv, da jeg gik ud af biografen - og med god grund!
ANNONCE
Alene i biografen
Så næste gang, der kommer en god film, som jeg virkelig gerne vil se, så vil jeg ikke betænke mig et sekund, hvis mine venner ikke er tilgængelige, så tager jeg bare alene derind og ser den. For i virkeligheden er der jo ikke noget sørgeligt over at tage alene ind og se en film, som man er interesseret i. I virkeligheden er det måske bedst at være alene, så der ikke er en ved siden af, som sidder og forstyrrer.
ANNONCE
Del

Seneste nyt