Afghanistan
Under en strålende sol
Selvom digtet er flere hundrede år gammel, kunne det lige så godt være skrevet i dag. Og man spørger sig selv: har vi mennesker dog intet lært?
Jeg er netop blevet færdig med bogen "Under en strålende sol" af den afghanske forfatter Kaled Hosseini, den samme forfatter som også skrev den nu filmatiserede og biografaktuelle film "Drageløberen".
Dette er dog ikke en boganmeldelse i egentlig forstand, selvom den ved gud fortjener en anmeldelse. For det er en bog, som ikke kun er fanastisk skrevet, - jeg læste den uden at stoppe, - men som mest af alt er et stykke historie som få af os kender til, og det selvom vi måske endda har en afghansk nabo.
Det er en bog, som mere end noget fik mig til at tænke på, hvor uendelig lidt vi ved om hinanden, og hvor vigtigt det er, at vi lærer hinanden at kende; ikke mindst for at man kan integrere folk i et land så fremmedartet, som vores eget er fra Afghanistan.
Godt nok har vi danske soldater dernede, og godt nok hører vi næsten dagligt om det i nyhederne. Men det, vi hører, er kun en del af virkeligheden. Det er den del, som selv de fleste afghanere gerne ville være foruden, men som vi alt for nemt gør til hele sandheden.
Vi hører om Osama, om terrorister og farlige talibanere. Men vi hører intet om de forældreløse børn, som manger det mest basale og som har mistet alt. Vi hører ikke om de mange kvinder, som under hele taliban regimet er blevet behandlet som ikke-eksisterende, og som har levet et liv værre end Kabuls herreløse hunde. Og vi hører desværre alt for lidt om alle de anstregelser folkene gør sig for at genopbygge et land i kaos, og det håb man må have for at kunne fortsætte.
"Under en strålende sol", fortæller netop om sådanne to kvinder, som ved skæbnens lune bliver kastet i favnen på hinanden. Og som må gøre fælles front, for at overleve. Man forundres over, hvad et menneske er i stand til at overleve. Hvor mange af os moderne piger, hvis største bekymring kan være, om vi nu når hjem til at kunne se "Sex in the city", kan overhovedet forestille sig, hvordan det må være at blive bortgiftet som 14-15-årig, fordi man er født uden for ægteskab eller har mistet sine forældre?
Hvordan det må være at være spærret inde dag efter dag og kun kunne forlade sit hus med et mandligt familiemedlem ved siden? Hvordan det er at miste alle sine rettigheder som menneske?
Jeg er netop blevet færdig med bogen "Under en strålende sol" af den afghanske forfatter Kaled Hosseini, den samme forfatter som også skrev den nu filmatiserede og biografaktuelle film "Drageløberen".
Dette er dog ikke en boganmeldelse i egentlig forstand, selvom den ved gud fortjener en anmeldelse. For det er en bog, som ikke kun er fanastisk skrevet, - jeg læste den uden at stoppe, - men som mest af alt er et stykke historie som få af os kender til, og det selvom vi måske endda har en afghansk nabo.
Det er en bog, som mere end noget fik mig til at tænke på, hvor uendelig lidt vi ved om hinanden, og hvor vigtigt det er, at vi lærer hinanden at kende; ikke mindst for at man kan integrere folk i et land så fremmedartet, som vores eget er fra Afghanistan.
Godt nok har vi danske soldater dernede, og godt nok hører vi næsten dagligt om det i nyhederne. Men det, vi hører, er kun en del af virkeligheden. Det er den del, som selv de fleste afghanere gerne ville være foruden, men som vi alt for nemt gør til hele sandheden.
Vi hører om Osama, om terrorister og farlige talibanere. Men vi hører intet om de forældreløse børn, som manger det mest basale og som har mistet alt. Vi hører ikke om de mange kvinder, som under hele taliban regimet er blevet behandlet som ikke-eksisterende, og som har levet et liv værre end Kabuls herreløse hunde. Og vi hører desværre alt for lidt om alle de anstregelser folkene gør sig for at genopbygge et land i kaos, og det håb man må have for at kunne fortsætte.
"Under en strålende sol", fortæller netop om sådanne to kvinder, som ved skæbnens lune bliver kastet i favnen på hinanden. Og som må gøre fælles front, for at overleve. Man forundres over, hvad et menneske er i stand til at overleve. Hvor mange af os moderne piger, hvis største bekymring kan være, om vi nu når hjem til at kunne se "Sex in the city", kan overhovedet forestille sig, hvordan det må være at blive bortgiftet som 14-15-årig, fordi man er født uden for ægteskab eller har mistet sine forældre?
Hvordan det må være at være spærret inde dag efter dag og kun kunne forlade sit hus med et mandligt familiemedlem ved siden? Hvordan det er at miste alle sine rettigheder som menneske?
Tænk hvis du ikke kunne tage til lægen eller på hospitalet længere. Tænk hvis du skulle have foretaget et kejsersnit eller en operation uden bedøvelse, fordi bedøvelse er forbeholdt mænd. Kunne du overhovedet overleve det?
Det var, hvad afghanske kvinder måtte gøre, i hele den tid, der var et Taliban styre. Og som mange kvinder stadig må tåle i andre lande.
Jeg tror ikke længere, jeg kan se en afghansk kvinde i øjnene, uden at tænke på det. Og jeg kan bestemt ikke lade være med at synes, det er mere end latterligt, når jeg her står imellem mine flyttekasser og overvejer, hvad jeg dog mere kunne smide ud, for at få plads til nye og mere spændende ting.
Og dog er ikke alt blot tragedie. Afghanistan er atter under opbygning og har måske endda en fremtid forude. Kvinderne kan igen ånde nogenlunde frit, og det bliver bedre for hver dag der går.
Under Taliban styret blev en stor del af landets kulturarv ødelagt. Man brændte bøger og forbød musik. Man bombede kæmpe buddhaerne i Bamiyan dalen, som stolt havde knejset der i hundrede af år, og man plyndrede museerne. Men folk husker og gemmer, og digtene bliver genoptrykt, og sangene kan høres igen fra hvert et gadehjørne. Og hvert nyt barn som fødes er et nyt håb.
Det var, hvad afghanske kvinder måtte gøre, i hele den tid, der var et Taliban styre. Og som mange kvinder stadig må tåle i andre lande.
Jeg tror ikke længere, jeg kan se en afghansk kvinde i øjnene, uden at tænke på det. Og jeg kan bestemt ikke lade være med at synes, det er mere end latterligt, når jeg her står imellem mine flyttekasser og overvejer, hvad jeg dog mere kunne smide ud, for at få plads til nye og mere spændende ting.
Og dog er ikke alt blot tragedie. Afghanistan er atter under opbygning og har måske endda en fremtid forude. Kvinderne kan igen ånde nogenlunde frit, og det bliver bedre for hver dag der går.
Under Taliban styret blev en stor del af landets kulturarv ødelagt. Man brændte bøger og forbød musik. Man bombede kæmpe buddhaerne i Bamiyan dalen, som stolt havde knejset der i hundrede af år, og man plyndrede museerne. Men folk husker og gemmer, og digtene bliver genoptrykt, og sangene kan høres igen fra hvert et gadehjørne. Og hvert nyt barn som fødes er et nyt håb.
