Aniston

Æresdrab - nutid, fortid og fremtid

Hvad er æresdrab egentlig? Og hvordan ser fremtiden ud?

Æresdrab stammer fra det gamle, patriarkalske samfund, hvor kvindens liv helt og aldeles var underlagt manden. Denne sædvane eksisterer stadig i nogle landsbysamfund, og har fundet vej til Norden med indvandringen. Men hvordan opfattes denne tradition i dag? Og hvad bringer fremtiden?

Æresdrab - nutid, fortid og fremtid
Æresdrab er et kulturelt betinget fænomen, og har intet med religion at gøre.

Det er dog en sejlivet og udbredt misforståelse, at æresdrab er en muslimsk tradition. Nogle muslimer tror endda selv, at det står i Koranen. Det er dog oftest uuddannede mennesker fra små samfund, der praktiserer deres egen 'landsbyudgave' af Islam. Skikken har intet at gøre med de mere oplyste muslimer.

Det er et faktum, at de fleste etniske minoriteter tager afstand fra æresdrab.

"Æresdrab er formentlig dybt foragtet af 98-99% af samtlige indvandrerfamilier. Dér hvor det sker, er ofte i ekstremt traditionelle familier, der samtidig er meget socialt belastede. De føler sig måske marginaliserede, pressede og skamfulde, og de forstår ikke hvad deres børn har rodet sig ud i."

Det fortæller Marianne Nøhr Larsen, antropolog og integrationskonsulent for Center for Integration. Hun har igennem mange år skrevet bøger om og arbejdet med unge etniske kvinder.

Landsbysamfundet som drivkraft
Det er hovedsageligt kvinder der udsættes for æresdrab, og konflikten bunder oftest i hendes seksuelle ære eller opførsel.

Har kvinden eksempelvis mistet sin mødom inden hun er blevet gift, er det vanærende for familien. For at få æresoprejsning kan familien vælge enten at udstøde hende eller som sidste udvej begå 'æresdrabet'.

"Mændene står for at skulle opretholde æren, mens kvindernes seksualmoralske opførsel enten kan bibringe familien ære eller skam. Men skammen ødelægger kun familien, hvis den bliver offentlig, og derfor er skam mere kollektivt end i for eksempel en dansk familie," siger Marianne Nøhr Larsen.

I et lille landsbysamfund er det svært at skjule, hvis et familiemedlem har handlet mod kollektivets ønsker - og dermed vanæret sin familie. Ifølge de gamle, uskrevne regler kan familien dog genvinde sin status og ære ved at dræbe den 'skyldige' Hvis familien ikke dræber det medlem der har vanæret dem, kan de fremstå som svage. Derfor ligger familien under for et kollektivt pres.

Familietragedie eller æresdrab?
Opfattelsen af kvinder som værende mandens personlige ejendom: Det er grundlaget for at dræbe et familiemedlem i ærens navn.

Men det er langtfra alle drab blandt etniske minoriteter, der handler om ære eller ejerskab over kvinden. En etnisk dansker kan slå ihjel i affekt, ligeså vel som en indfødt dansker kan.

Marianne Nøhr Larsen mener derfor, at man skal være yderst forsigtig med at karakterisere et drab blandt etniske indvandrere som 'æresdrab' uden viden om de faktiske forhold:
ANNONCE
Æresdrab - nutid, fortid og fremtid
"Hvis en dansk mand slår sin kone ihjel kalder vi det en familietragedie. Men vi kalder det æresdrab hvis det sker i en etnisk familie næsten uanset hvordan det foregår. Og det er problematisk. Mange drab blandt etniske familier handler ikke nødvendigvis om ære, men kan skyldes sociale probemer, psykiske sygdomme og så videre."

Kultursammenstødet som en prøvelse
Et eksempel på et mord der betegnes som et æresdrab, er Fadime-sagen fra 2002.

Fadime flyttede med sin familie til Sverige da hun var lille, og mødte senere sin svenske kæreste Patrick i hemmelighed. Hun deltog i offentlige møder, der fordømte den gamle, traditionelle forståelse af kvinders rolle i samfundet, og var politisk aktiv i Sveriges Socialdemokratiske Ungdomsforbund.

Da familien ville gifte Fadime bort til en fætter fra barndomslandsbyen i Tyrkiet nægtede hun, og stak af. Hun mødtes dog i hemmelighed med sin mor og søstre, og det kostede den 26-årige unge kvinde livet: Fadimes far dukkede op, og skød hende foran moren og søstrene.

Drabet vakte stor røre i Sverige og startede en heftig debat. Selv i Danmark blev Fadimes begravelse markeret ved et fakkeloptog på rådhuspladsen i København.

"Fadime blev dræbt fordi hun var kvinde, og kom fra det tyrkisk-kurdiske miljø," siger Yvonne Mørck, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitetscenter. "Der lå et pres på faren fra miljøet om, at han måtte slå hende ihjel. Men faren havde også et valg..."

Yvonne Mørck fortæller, at et af problemerne er kultursammenstødet, hvor kvindens "seksuelle medborgerskab" afgøres; Altså, retten til at bestemme over sin egen seksualitet og krop:
"Det seksuelle medborgerskab havde Fadime i Sverige, men ikke i det tyrkisk-kurdiske miljø. Her sidder kulturen og æren i kvindens mødom, og spørgsmålet er, hvem der mener de har råderet over den? I Sverige var det hende selv, i hendes miljø var det faren. Kulturerne stødte sammen."

Og ifølge Yvonne Mørck er dette kultursammenstød ofte en prøvelse for forældrene og deres børn: "Det er her kunststykket skal udføres, for der kommer et smertepunkt i indvandrerfamilierne: Forandringer de ikke havde forudset,' siger hun: 'Når de unge tager en uddannelse får børn og forældre et forskelligt syn på tingene. De fleste finder jo en måde at få det til at fungere på, men nogle gange går det galt."

Det bifaldende publikum
Det er kun de færreste forældre, der vælger at slå deres børn ihjel, fordi de ikke længere er enige om livets forhold. Når det engang imellem sker, er det ofte på grund af miljøet. Der skal nemlig være en tilstrækkelig stor gruppe der direkte og indirekte forlanger, at den 'vanærede familie' skal redde sin ære.
ANNONCE
Æresdrab - nutid, fortid og fremtid
Ifølge Yvonne Mørck kaldes denne gruppe for et "bifaldende publikum". Familien skal bakke op om drabet, og det 'bifaldende publikum' skal godkende, at familien har renset sin ære: "Der skal være nogen, der er med på at vaske æren ren, et bifaldende publikum. Dermed ikke sagt at alle i samfundet billiger det."

Det var presset fra miljøet, som Fadimes far lå under for, da han henrettede sin egen datter.

Fremtidens æresdrab
Men hvordan ser fremtiden så ud? Og hvad kan samfundet gøre, for at forhindre æresdrab? Både Integrationskonsulenten, Marianne Nøhr og lektoren ved Institut for Samfund og Globalisering, Yvonne Mørck, har givet deres bud på fremtiden.

Æresdrab er sjældne i Danmark, og Yvonne Mørck mener, at de fortsat vil høre til sjældenhederne: "Jeg er optimistisk omkring fremtiden. Tingene forandrer sig ikke af sig selv, men tiden arbejder for, at indvandrere kan uddanne sig i Vesten, samtidig med at de kan være stolte af deres hjemlands kultur. Det bliver en symbolsk etnicitet, hvor etniciteten ikke er alt, men kun én brik i deres person. Det er den vej det bevæger sig, et mix mellem kulturer," siger hun, og fortsætter: "Men der vil også være nogen, der i den forbindelse vil føle sig marginaliseret, og kan gribe til vold, eller i yderste konsekvens æresdrab."

Ifølge Yvonne Mørck er det vigtigt ikke at stigmatisere alle etniske minoriteter, men i stedet se på de specifikke sager: "Det er vigtigt, at vi kan analysere og diskutere, uden at nogen bliver stemplet som racister. For æresdrab er uacceptabelt. De indvandrere der er unge nu og selv får børn er nok opmærksomme på det problem."

Marianne Nøhr Larsen mener også, at man ikke bør skære alle over en kam. Desuden skal samfundet lære at fokusere mere på de positive forandringer:

"Jeg synes der er for meget snak om æresdrab og tvangsægteskaber. Hvorfor taler vi så lidt om drab på danske kvinder, der er ofre for familietragedier, i forhold til de få æresdrab der sker blandt danske, etniske familier?" spørger hun: "Jeg tror vi i stedet skal sætte fokus på positiv integration og ikke italesætte indvandrerne som nogen, der tænker i gamle traditioner, og at det udgør et generelt problem. For siger man til nogen, at de er et problem, så bliver de et problem. Det præger dit selvbillede og din overbevisning, så du selv ender med at tro på det."

Marianne Nøhr Larsen henviser til den norske antropolog Unni Wikan. Hendes undersøgelser viser, at et mere moderne menneskesyn er ved at nå frem til de lande, hvor æresdrab er rodfæstet i kulturen: "Vi må sætte fokus på de positive forandringer, der sker i indvandrernes hjemland, så de dybt forankrede, traditionelle familier i Danmark, der er bange for det danske samfund kan se: 'Jamen, vi er alene tilbage med vores overbevisning"."
ANNONCE
Del

Seneste nyt