Aniston

Æresdrab i Danmark og i Verden

Æresdrab finder ikke kun sted i fjerne lande. Danmark har også eksempler på æresdrab.

Ingen ved helt præcis hvor mange der bliver ofre for æresrelaterede drab i Verden, fordi en del af dem aldrig rapporteres til myndighederne. Der ligger formentlig et højt skyggetal bag de registrerede æresdrab, i de lande hvor æresdrab er en del af kulturen og traditionen.

ANNONCE
Æresdrab i Danmark og i Verden
Et af disse lande er Pakistan. På trods af udbredt fordømmelse fra menneskerettighedsgrupper, så praktiseres æresdrab stadig i høj grad.

Hundreder, hvis ikke tusinder, af kvinder bliver hvert år ofre for æresdrab. Nogle steder i Pakistan sidder kvinder endda frivilligt i fængsel for at undgå at blive slået ihjel.

Igennem otte år, fra 1996 til 2003, var der nærved 7000 registrerede kvindemord i Pakistan. I 2005 alene menes over 1000 kvinder at være blevet ofre for æresdrab.

I Pakistan er æresdrab strafbart. Men ifølge Amnesty International formår myndighederne ikke at undgå disse drab, da de undlader at efterforske og straffe morderne. Politi og anklagere ignorerer ofte disse sager. 

Der er endda eksempler på, at mænd har forklaret at det mord de har begået var æresrelateret, hvorefter de frit har kunnet gå.

Nylige æresdrab i Pakistan inkluderer fem kvinder, heraf tre teenagere, der blev levende begravet. Dette fordi de nægtede at indgå i arrangerede ægteskaber.

Istanbul: Et æresdrab hver uge
Men Pakistan er langtfra det eneste land, hvor æresdrab forekommer. I Istanbul alene, sker der et æresdrab hver uge, og ifølge UNICEF er mere end to tredjedele af alle mord i Gazastriben sandsynligvis æresdrab.

I Tyrkiet er æresdrab ikke lovligt, men det forekommer stadig. Der findes veldokumenterede sager, hvor hele familier er blevet sendt i fængsel for æresdrab.

Den nyeste domsafsigelse var den 13. januar 2009, hvor en tyrkisk domstol idømte fem familiemedlemmer livsvarigt fængsel. Familien havde myrdet den 16-årige Naile Erdas, der var blevet gravid som følge af en voldtægt. 

Ifølge Amnesty International kan mænd i 14 af verdens lande få strafnedsættelse, eller helt undgå straf, hvis de begår vold eller myrder en kvinde for at bevare æren.
ANNONCE
Æresdrab i Danmark og i Verden
Æresdrab i Danmark
Ritzau oplyste i oktober 2008, at der siden 2007 havde været 280 sager om vold eller æresdrab i Danmark.

I næsten alle disse sager er flere medlemmer af familien gerningsmænd. De fleste sager omhandler unge kvinder, som enten er blevet tvangsgift eller nægter at gifte sig.

Der er flere eksempler på deciderede æresdrab i Danmark. Blandt andet blev en 25-årig syrisk kvinde stukket ihjel for øjnene af chokerede buspassagerer på Amager i 1996. Gerningsmanden var kvindens irakiske ægtemand. Hun var flygtet fra ham, fordi han ikke ville acceptere hendes vestlige levevis.

I 1997 nægtede en 20-årig pakistansk kvinde at leve i et tvangsægteskab med sin fætter. Det blev fatalt for hende. Hendes storebror kvalte hende og skar halsen over på hende. Drabet skete i København og blev overværet af flere familiemedlemmer.

En af de mere kendte sager er fra 2002. Her blev den 14-årige Sonay slået ihjel af sin turkmenske far, angiveligt fordi hun var blevet "for dansk". Sonay fik et hårdt slag i hovedet, hvorefter den bevidstløse pige blev kastet i Præstø Havn. Senere fandt fiskere liget af den unge pige.

Endnu et æresdrab der vakte røre i Danmark skete i 2005. Her skød og dræbte en pakistansk mand sin søster Ghazala Khan på åben gade i Slagelse. Hendes 27-årige, afghanske mand blev livsfarligt såret. Grunden til drabet var, at Ghazala havde giftet sig mod familiens ønske. Det var hendes bror der affyrede de dræbende skud, men otte andre fra hendes familie endte også på anklagebænken i Østre Landsret. Alle ni blev kendt skyldige i drab.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce