3 bud på nytårsmenuen med veninderne
Find inspiration til nytårsmenuen med veninderne. Her er mine bud på 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter, at vælge imellem til den sidste aften i 2017.
Endelig er det blevet tid til at hoppe i den smukke kjole som du har ventet et helt år på at bruge igen - eller på at skulle ud at købe (for det er jo nytår, så må man godt købe ny kjole? Må man ikke?). Men hvad med maden? Nytåret er for mange noget helt specielt og derfor skal menuen også være noget særligt.
Derfor kommer der her mit sammensatte bud på 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter som du kan lave til et fantastisk nytår med dine bedste veninder! Så må du jo selv om, hvordan du sammensætter det hele - lige meget hvad, kan jeg fortælle dig, at det bliver en vidunderlig middag på vej ind i 2018!
Menu 1
Røgede lakseruller
Oksemørbrad med bagt græskar og brombærsalat
Gateau Marcel
Menu 2
Laksemousse på ristet rugbrød
Lammechops med taboleh og bagt tomatsalat
Citrontærte
Menu 3
Kold ærtesuppe med mynteskum
Nytårstorsk anno 2017
Pink champagnesorbet
3 Friske Forretter
De fleste nytårsforretter indeholder fisk, derfor vil to af retterne som jeg har fundet til din mulige nytårsmenu med veninderne netop være med fisk. Den tredje er uden - hvis nu du eller dine veninder virkelig ikke kan lide fisk.
Til den første forret, skal du absolut sikre dig at veninderne kan lide fisk - måske de endda skal være virkelig glade for for det, da sushi jo er rå fisk - her anvendes røget laks, i stedet for fersk.
Hvis du ikke har tid til at stå og forberede den helt store forret til nytårsaften, så er den anden opskrift en klar vinder. Den er nem og hurtig, og den smager fantastisk!
Den sidste opskrift jeg har fundet til jer, er en der normalt varmer i den kolde vinter, her er det dog en kold, lidt søde og frisk udgave jeg har fundet.
Røgede lakseruller med avocado
Ingredienser (2 ruller/20 stykker):
1½ dl sushiris
Lidt vand
2 tsk. ris-vineddike eller lys vineddike
ca. 2 cm wasabi (dette kan undlades)
1 moden avocado i små terninger
1 lille bdt. hakket dild
150-200 g røget laks i skiver
Skyl risene i en si, til vandet ser klart ud. Kom koldt vand over dem, og lad dem stå i 20 minutter. Kog risene i en gryde med 2 dl vand i 10 minutter (ikke det vand de har stået i).
Lad risene køle af, og rør eddike i. Skær avocadoen ud i små terninger, og dryp med citron. Hak dilden. Vend begge dele i risen, eller nøjes med dilden og læg ris og avocado vedsiden af hinanden i rullen.
Nu er du klar til at samle din lakserulle. Pak evt. bambusmåtten ind i madfilm -det letter rengøringen (så du har mere tid til at lægge make-up og skifte tøj!).
Bred halvdelen af lakseskiverne ud, så de lapper lidt over hinanden. Kom ca. halvdelen af risen på i en stribe, og tryk det sammen. Brug måtten, og rul laksen omkring, så du hele tiden presser risene godt sammen. Det er ret nemt. Løft rullen over på et bræt, og lav den næste. Dyp en skarp kniv i varmt vand, og skær rullen i skiver. Opbevar ruller koldt helt til servering.
Rør lidt majo med wasabi - og pynt rullerne så sent som muligt. Kom lidt af wasabimayoen på toppen af hvert stykke, sammen med forårsløg og rogn, og servér dem med pinde og en lille skål med dyp.
Laksemousse på ristet rugbrød
Ingredienser (6 pers):
200 g Røget laks
0.5 stk. Rødløg
200 g Flødeost
7 spsk. Creme fraiche
Krydderier
Rugbrød
Hak røget laks og rødløg fint. Rør sammen med flødeost og cremefraiche. Smag evt. til med lidt salt og peber (evt. en smule paprika). Vend karse i blandingen, og lad din laksemousse trække i køleskabet mindst 10minutter, gerne et par timer, inden servering. Når du er klar til servering, rist da tynde rugbrødsskiver sprøde i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 8 minutter.
Kold ærtesuppe med mynteskum
Ingredienser (4 pers):
300 g friskbælgede ærter (vægt uden skræller)
2 nye løg i fine terninger
1½ spsk. let olivenolie
2-3 dl hønsebouillon
2 dl mælk
2 spsk. friske mynteblade
Salt og peber
Bælg ærterne (hvis du ikke kan få fat i friske ærter, så prøv dig frem med dem fra frost). Hak løgene fint og svits dem let i olien. Kom ærterne på panden, og lad dem simre i 4 minutter. Tilsæt den varme bouillon og 1 dl af mælken. Lad det koge i ca. 5 minutter.
Tag gryden af varmen, og blend suppen helt fint. Smag suppen til med salt og lidt peber. Køl den helt af i køleskab (suppen kan godt spises varm eller lun, men det er bedst når den er kold).
Skyl og hak mynten, og hæld mælken over. Lad det trække i 1 time og si det herefter, så du fjerner myntebladene. Lige før servering varmer du mælken op til ca. 80° (den må ikke koge!). Pisk den til skum med en lille mælkeskummer eller blenderstaven (mange steder kan du købe en lille mini-skummer for ingen penge).
Servér den kolde suppe i små skåle med en skefuld skum på toppen. Pynt evt med ærter og et mynteblad på toppen.
3 Herlige Hovedretter
Da to ud af tre foreslåede forretter er med fisk, vil der blandt hovedretterne kun være en enkelt med fisk, som med fordel kan sammensættes med den lækre ærtesuppe. De to andre hovedretter er med fokus på et skønt stykke kød med grønt tilbehør, så nytårskjolen sidder fantastisk hele natten - og helt ind i 2018!
Nytårstorsk anno 2017
Ingredienser (4 pers):
800 g torskeloins
2 dl fiskefond
2 dl hvidvin
½ bundt timian
½ bundt dild
Smør til pensling
Salt og peber
Æble-selleri salat:
1 lille groftreven selleriknold
1-2 stilke fintsnittet bladselleri
1 udkernet æble i tern
Dressing:
¾ dl appelsinsaft
1 spsk honning
1-2 spsk god balsamico
75 g ristede hassel- og valnøddekerner
Torsken lægges i et smurt ildfast fad eller bradepande med hvidvin og fiskefond. Pensl torsken med lidt smeltet smør, krydder med salt og peber, timian- og dildkviste, og læg folie hen over fadet (så torsken bliver dampet). Hæld væske fra fadet over torsken jævnligt for en smagfuld fisk. Torsken dampes i ovnen ca. 10 minutter på 200 grader. Når torsken er færdig, anrettes den på et fad og overhældes med fond så den holder sig varm.
Mens torsken er i ovnen kan du stykke salaten sammen. Riv sellerien groft og læg den i en skål iskoldt vand tilsat citronsaft. Afdryp og tryk den revne selleri tør i et viskestykke, før den blandes med bladselleri og æble. Rør dressingen sammen og smag den godt til, før den vendes med salat og nødder.
Server evt. også med små kartofler, som er vendt i olie, timian, salt og peber, og bagt i ovnen på 200 grader varmluft i ca. 40 minutter. Husk at kigge til dem ind i mellem og rør rundt, så alle sider bliver sprøde og lækre.
Lækre lammechops
Ingredienser (4 pers):
8 lammechops (lammekoteletter med ben)
Solsikkeolie
Salt og peber
Tabouleh:
1 lille bundt finthakket persille
4 spsk. finthakket mynte
½ dl god olivenolie
2 fed finthakket hvidløg
Fintrevet skal af 1 økologisk citron
Bagt tomatsalat:
700 g små dadeltomater, halverede på langs
2 spsk. sukker
2 spsk. salt
110 g frisk gedeost
4 forårsløg i tynde skiver på skrå
God olivenolie
Salt og peber
Bland alle ingredienserne til taboulehen. Læg tomaterne med skærefladen opad i et ovnfast fad, drys med sukker og salt, og bag dem ved 120° i 50-60 minutter. Afkøl dem helt. Anret tomaterne på et fad, drys med forårsløg, smuldr gedeost over, og krydr med olivenolie, salt og peber.
Varm en pande op, og steg dine lammechops med fedtkanten nedad, til den er flot gylden. Hæld lidt solsikkeolie på panden, og steg dem i 2 minutter på hver side, drys med salt og peber og tabouleh. Servér den let søde tomatsalat til de stegte lammechops
Oksemørbrad med bagt græskar og brombærsalat
Ingredienser (4 pers.)
Hel oksemørbrad ca. 600g
Smør
Salt og peber
Bagt græskar:
1 hokkaido eller butternut (ca. 1 kg)
25g smør
1 dl græskarkerner
1 tsk groft salt
Brombærsalat:
250g brombær
2 spsk sukker
1 tsk æblecidereddike
100-150g hovedsalat eller crispsalat
2 pærer (i tynde både)
1 rødløg (i tynde skiver)
Halver græskaret og fjern kernerne med en ske. Lad skrællen blive på og skær græskaret i grove stykker. Kom dem i et ovnfast fad, fordel smør og græskarkerner over stykkerne og drys med groft salt. Bag dem midt i ovnen ca. 30 minutter ved 225 grader alm. ovn.
Smelt smør på en pande. Krydr din oksemørbrad med salt og peber (kom evt en rosmarinkvist på panden mens du steger den). Steg din mørbrad i ca. 2 minutter på alle sider og sæt den nederst i ovnen i ca. 15-20 minutter (alt efter hvor stor den er). Lad den trække 5-10 minutter pakket i sølvpapir så snart du tager den ud af ovnen (her bevarer den varmen og opbygger smag!).
Mens resten er i ovnen, kom brombær, sukker og eddike i en gryde og bring det i kog under omrøring. Lad det koge ved svag varme og under låg i ca. 5 min. Tag brombærrene op af gryden med en hulske og kog lagen ind ved kraftigt varme. Tag gryden af varmen og vend brombærrene i “sirupen” igen. Anret salaten på et fad, fordel pærer, rødløg og de lune brombær ovenpå.
3 Dejlige Desserter
De fleste af os kvinder, synes at desserten er højdepunktet på en virkelig god aften. Vi venter ofte i spænding for at se, hvad der er vi skal slutte middagen af med - og for det meste bliver vi glade, for vi kan jo lige så godt indrømme, at vi jo faktisk kan lide det hele…
De 3 desserter som jeg har fundet vil slutte aftenen af med et brag. Enten fyldt med smagfuld (og lidt tung!) chokolade, et koldt gys som ikke bliver mere tøset(!!), eller en let, syrlig afslutning, som gør plads til en masse lækre drinks og champagne resten af aftenen.
Gateau Marcel (chokoladebomben!)
Ingredienser (8 pers.):
200 g mørk chokolade
200 g smør
4 bægre pasteuriserede æggehvider (160 g)
200 g sukker
3½ bægre pasteuriserede æggeblommer (140 g)
+
En lille springform, 20 cm i diameter
Lidt smør til formen
Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad. Pisk æggehvider og 50g sukker stift i en anden skål (brug evt. en røremaskine). Pisk æggeblommer og 150g sukker let og luftigt i en tredje skål, og rør chokolade-smør-blandingen i. Vend forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i, så du får en jævn mousse.
Beklæd bunden af springformen med bagepapir, og smør kanterne. Fordel halvdelen af chokolademoussen i formen, og bag den i en 175° varm ovn i ca. 30 minutter. Stil resten af chokolademoussen i køleskabet.
Stil den bagte bund i fryseren et øjeblik, så den hurtigt bliver helt kold. Fordel den anden halvdel af chokolademoussen oven på bunden. Stil kagen i køleskabet i 3-4 timer eller gerne natten over.
Pynt evt. med finrevet chokoladedrys (som på billedet) eller med hindbør på toppen, for et frisk pust.
Pink champagnesorbet
Ingredienser (4 pers.)
4 dl pink champagne (undgå en alt for sød variant)
2,5 dl hvidt sukker
3,5 dl vand
0,5 dl pink grapesaft
0,5 dl citronsaft
Evt. et par dråber rød frugtfarve for en mere intens pink.
Bring champagne, sukker og vand i kog, og lad det simre indtil sukkeret er helt opløst. Tilsæt grape- og citronsaft og tilbered sorbeten i en ismaskine efter instruktioner eller hæld blandingen i en lufttæt beholder og sæt sorbeten i fryseren.
Server evt. med lidt friske bær og et mynteblad på toppen - og naturligvis resten af champagnen!
Citrontærte (lemon meringue pie)
Opskrift fra Mette Blomsterberg
Ingredienser (10-12 pers):
Mørdej:
300 g hvedemel
150 g stuetempereret smør
100 g flormelis
1 æg
Citroncreme:
½ god vaniljestang
1½ dl piskefløde
100 g sukker
2 æg
Saft og skal af tre ubehandlede citroner
½ tsk majsstivelse
Marengs:
100 g æggehvider
85 g flormelis
Desuden:
Ca. 400 g tørrede kikærter
1 aluminiumstærteform med løs bund (ca. 24 cm)
En bunsenbrænder
Mørdej: Ælt alle ingredienserne sammen med hænderne til en ensartet dej. Stil den koldt i ½ time inden udrulning. Rul dejen relativ tyndt ud i en anelse mel. Læg forsigtigt den udrullede dej ned i tærteformen. Tryk dejen forsigtigt fast til sider og bund. Tryk overskydende mørdej af kanten. Læg bagepapir over og fyld op med de tørrede kikærter. Bag bunden i ovnen ved 170 grader i ca. 15-18 minutter, til den er let gylden. Afkøl den bagte bund i køleskabet, mens den stadig er i formen. Når den er kold, fjernes kikærterne forsigtigt. Lad fortsat bunden forblive i formen.
Citroncreme: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret med kniven, så kornene skilles ad. Kom vaniljesukker og de resterende ingredienser op i en blender og blend dem til en fin flydende masse. Hæld massen op i tærtebunden og bag den i ovnen ved 110 grader i en ca. 35-40 minutter, til citroncremen har sat sig og giver efter ved et let tryk. Afkøl den bagte citrontærte helt i køleskabet i minimum 3 timer og befri den her efter forsigtigt fra formen. Placer din citrontærte på det fad, den skal serveres på.
Marengs: Pisk æggehvider og flormelis stive med en håndmikser. Fordel marengsen ovenpå den kolde citroncreme, top den gerne let op her og der. Brænd med bunsenbrænder det øverste af marengsen, til den er let gylden over det hele.
... Så er du vidst også ved at være klar til den fedeste, hyggeligste, skønneste - ja, den bedste aften i 2017!
GODT NYTÅR!