27 eller døden skaber kunstneren
Intet mindre end en vaskeægte overraskelse. Det er, hvad denne bog er. Humoristisk, velskrevet og ikke mindst forfriskende anderledes.
Foto: Gyldendal
Denne bog er intet mindre end voldsomt overraskende. Jeg indrømmer gerne, at jeg kom et stykke ind i den, før jeg ikke kun lade være med at bladre grådigt videre og bare måtte vide, hvad der så skete.
Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at hvis jeg kun havde læst de første 50 sider, ville jeg nok sige, at denne bog er dødssyg og på ingen måde tiden værd. Nu læste jeg heldigvis videre, og dette er faktisk en rigtig sjov og meget overraskende bog, der handler om at være ung og forvirret.
Bogen stiller spørgsmålet hvad Joplin, Cobain og Morrison har tilfælles. Og svaret er simpelt: De er legender, og de døde alle tre som 27-årige.
Og hvordan skal vores hovedperson Angie dog nå at få skabt sin egen legende? Hun er lige fyldt 27, læser finsk på universitetet i Prag, og hendes litterære formåen er desværre ikke noget at skrive hjem om.
Hun roder rundt - dels på kærlighedsfronten - men det er de store, uindfriede kunstneriske ambitioner, hun lider mest under. Reddet på stregen af sin finskprofessor, der har en hytte i Finland, rejser hun op til det høje nord for at blive inspireret. Og det må man sige, hun bliver, dog ikke helt, som hun havde forventet. Angie flytter ind hos en øko-/speltspisende flipperfamilie, og beskrivelsen af dem er intet mindre end urkomisk.
Morsomme tekster
De mange tekster, som Angie får i hvert fald halvt produceret om den finske familie, er yderst morsomme – mest fordi Angie kun kan se ned på de mennesker, som hun ender hos.
Det lykkes forfatteren Alexandra Salmela at fortælle en simpel historie på en tilpas kompleks måde til, den i sig selv kan gøre bogen interessant.
Nu skrev jeg godt nok, at teksterne, som Angie skriver, er det morsomme ved denne dog, men faktisk er det hele fortællerformen, der gør denne bog læseværdig.
"27 eller døden skaber kunstneren" er nemlig en temmelig spøjs roman, der fortælleteknisk er skruet noget anderledes sammen, end jeg, som læser, er vant til. Man møder de tre fortællere, der alle på deres måde fortæller Angies historie. Den overpositive tøjgris ”Hr. Øffesen”, den meget nøgterne bil ”Astra” og den kyniske og knivskarpe kat ”Kassandra”. Lyder det syret? Det er det ikke. Det er simpelthen så morsomt at læse tre forskellige vinkler på, hvad der (i virkeligheden) sker. Hvad der er tragedie for den ene, er komedie for den anden.
Der er kælet for sproget hele vejen igennem bogen, og selvom jeg ville ønske, at de første 50 sider ikke var så tunge at komme igennem, så er jeg glad for, at jeg gjorde – for min belønning var rigtig mange gode grin, og da jeg er på alder med Angie, kan jeg også sige et rigtig godt indblik i de tanker en typisk ”twenty-something” kvinde i dag har.
"27 eller døden skaber kunstneren" er skrevet af Alexandra Salmela og er udgivet på Gyldendal.
Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at hvis jeg kun havde læst de første 50 sider, ville jeg nok sige, at denne bog er dødssyg og på ingen måde tiden værd. Nu læste jeg heldigvis videre, og dette er faktisk en rigtig sjov og meget overraskende bog, der handler om at være ung og forvirret.
Bogen stiller spørgsmålet hvad Joplin, Cobain og Morrison har tilfælles. Og svaret er simpelt: De er legender, og de døde alle tre som 27-årige.
Og hvordan skal vores hovedperson Angie dog nå at få skabt sin egen legende? Hun er lige fyldt 27, læser finsk på universitetet i Prag, og hendes litterære formåen er desværre ikke noget at skrive hjem om.
Hun roder rundt - dels på kærlighedsfronten - men det er de store, uindfriede kunstneriske ambitioner, hun lider mest under. Reddet på stregen af sin finskprofessor, der har en hytte i Finland, rejser hun op til det høje nord for at blive inspireret. Og det må man sige, hun bliver, dog ikke helt, som hun havde forventet. Angie flytter ind hos en øko-/speltspisende flipperfamilie, og beskrivelsen af dem er intet mindre end urkomisk.
Morsomme tekster
De mange tekster, som Angie får i hvert fald halvt produceret om den finske familie, er yderst morsomme – mest fordi Angie kun kan se ned på de mennesker, som hun ender hos.
Det lykkes forfatteren Alexandra Salmela at fortælle en simpel historie på en tilpas kompleks måde til, den i sig selv kan gøre bogen interessant.
Nu skrev jeg godt nok, at teksterne, som Angie skriver, er det morsomme ved denne dog, men faktisk er det hele fortællerformen, der gør denne bog læseværdig.
"27 eller døden skaber kunstneren" er nemlig en temmelig spøjs roman, der fortælleteknisk er skruet noget anderledes sammen, end jeg, som læser, er vant til. Man møder de tre fortællere, der alle på deres måde fortæller Angies historie. Den overpositive tøjgris ”Hr. Øffesen”, den meget nøgterne bil ”Astra” og den kyniske og knivskarpe kat ”Kassandra”. Lyder det syret? Det er det ikke. Det er simpelthen så morsomt at læse tre forskellige vinkler på, hvad der (i virkeligheden) sker. Hvad der er tragedie for den ene, er komedie for den anden.
Der er kælet for sproget hele vejen igennem bogen, og selvom jeg ville ønske, at de første 50 sider ikke var så tunge at komme igennem, så er jeg glad for, at jeg gjorde – for min belønning var rigtig mange gode grin, og da jeg er på alder med Angie, kan jeg også sige et rigtig godt indblik i de tanker en typisk ”twenty-something” kvinde i dag har.
"27 eller døden skaber kunstneren" er skrevet af Alexandra Salmela og er udgivet på Gyldendal.
