Aniston

27 Dresses

"27 dresses" er en sød, romantisk komedie

6 ud af 6 stjerner
"Det er så yndigt at følges ad..." Det synes Katherine Heigl i hvert fald i filmen '27 Dresses'. Hun spiller Jane Nichols, der nærmest er besat af bryllupper. Lige siden hendes mor døde og hun som lille hjalp sin lillesøster, Tess, til tantens bryllup, har Jane fundet sit kald og viet sit liv til at være den evige brudepige- og bryllupsarrangør.
ANNONCE
27 Dresses
Men nu er alderen så småt begyndt at presse lidt på. Jane har i længere tid været hemmeligt forelsket i sin chef, spillet af Edward Burns. Men hun er så håbløs til sit eget kærlighedsliv, at hun ikke kan finde ud af, hvordan hun skal få ham det fortalt.

En dag kommer Janes lillesøster, Tess, pludseligt og uanmeldt hjem til New York. Hun bliver spillet af Malin Akerman, som nogle måske vil kunne huske som Ben Stillers sindssyge kone i "The Heartbreak Kid", der var i biograferne sidste år.

Tess ved ikke, at Jane er forelsket i sin chef. Der sker selvfølgelig det, at Tess møder Janes chef, George, til en fest, og de forelsker sig i hinanden.

Jane er knust. Pludseligt er den mand, hun elsker, smuttet lige igennem hendes fingrer - og så oven i købet til hendes egen lillesøster. Det hele bliver dog ikke bedre af, at George hurtigt frier til Tess, og hun selvfølgelig beder Jane om at stå for hele brylluppet. Det er her journalisten Kevin Doyle, spillet af Hairspray-hungen, James Marsden, kommer ind i billedet. Han er blevet sendt på opgave, for at lave en reportage om George og Tess' bryllup.
ANNONCE
27 Dresses
Jane har været stor fan af Kevins artikler gennem længere tid, men til at starte med ved hun ikke, hvem han er, da han skriver under et synonym. Kevin er en ambitiøs, ung journalist, der er træt af at skrive pladderromantiske stemningsartikler fra folks bryllupper, så da han møder Jane og lærer hendes historie at kende, begynder Kevin at brygge på en helt anden artikel, nemlig om Jane og hendes besættelse af bryllupper.

En artikel der kommer til at hedde "27 kjoler", fordi Jane har gemt alle sine brudepigekjoler i et skab. Problemet er bare, at Kevin så småt begynder at forelske sig i Jane, og hun i ham. Og desværre når han ikke at fortælle Jane om artiklen i tide, så forholdet går i stykker imellem dem, da Jane ser artiklen.

Og som om det ikke var slemt nok, giver Jane og Tess' far deres mors brudekjole til Tess. Det bliver dråben, der får bægret til at flyde over for Jane.
 
Det er småt med originaliteten
Der er lånt flittigt fra film som "My best friends wedding", "Wedding Planer", og "Four weddings and a funeral", men det gør ikke så meget, så længe klichéerne fungerer, og det gør de.

'27 Dresses' er en sød og charmerende, romantisk komedie. Man sidder og bliver i godt humor og småforelsket i Katherine Heigl, der bliver kønnere og kønnere, som filmen skrider frem. Og troen på, at kærligheden sejrer til sidst. '27 Dresses' er perfekt, hvis du går og savner en kæreste, i denne kolde tid, så kan den hjælpe med at gøre dig lidt varmere om hjertet, i det mindste for en stund.
 

Bryllupsklokkerne ringer fra fredag den 28. marts 2008, over hele landet.

 

Teknisk information
Engelsk titel: 27 Dresses.
USA, 2008.
Instruktør: Anne Fletcher.
Medvirkende.: Katherine Heigl, James Marsden, Judy Greer, Edward Burns og Malin Akerman.
Genre: Romantisk komedie.
Billedformat: 2.35:1
Lyd: 5.1 Dolby Digital, DTS
Længde: 107 min.
Dansk biografpremiere: 28. marts 2008.
Distributør: SF film.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce