Aniston

11. september 2001

Hvor var du på denne skæbnesvangre dag?

11. september 2001 var stilhedens dag. En stilhed som aldrig før oplevet. En dag fyldt med frygt, tårer og savn. En dag som blev skrevet ind i historiebøgerne, en dag ingen kan glemme. Vi har alle en historie at fortælle, og her er min.
11. september 2001
Jeg var netop startet som kontorelev i en større virksomhed. Mine første 14 dage foregik i husets trykkeri og postcenter. Iblandt herlige kollegaer fik jeg sorteret post og trykt sjove musemåtter. Men med ét blev alle vore radioer stille... Ud kom meldingen: 'World Trade Center er blevet ramt af et fly'.
 
Jeg må ærligt indrømme, jeg ikke tog mig særlig meget af nyheden, eftersom jeg ikke kendte mere til situationen. Lige indtil min anden kollega kom farende ind og råbte ud: 'De mener, det er terrorister der har angrebet' - og dér kom nyheden meget tættere på livet af mig: sort på hvidt og langt mere forståeligt. Det var ingen ulykke, og omfanget blev straks langt værre.
 
Jeg begyndte at spørge ind til World Trade Center og til den forfærdelige nyhed. Min kollega var lamslået og fortalte mig i bidder om situationen og om den mulige terrorisme. I huset havde vi et tv på biblioteket, og vi var begge for nysgerrige til ikke at ville se mere. Vi tog bagtrappen op, det var hurtigere end at vente på elevatoren.

På biblioteket sad allerede to andre kolleger og en meget bleg bibliotekar. De sad og så de forfærdelige gentagelser af det første flys angreb. Og dér... Mens vi stod måbende og kiggede på det brændende tårn, blev det andet tårn angrebet... Jeg husker tydeligt vores alle sammens udbrud. Som instrueret i en virkelighednær amerikansk film, gibbede det i os alle, små skrig og den larmende stilhed... Store øjne, summende tv, flammerne og dyb tavshed... Man kunne ikke høre vejrtrækning, kun se flammerne og al den grusomhed der nu stod ridset i tv-skærmen.
 
Jeg blev sendt hjem fra arbejde. Jeg var for rystet til at fortsætte pakkeriet. Men dagen skulle vise sig at blive værre endnu.
 
Hjemme gik jeg straks online. Det var dog imidlertid umuligt at besøge nyhedshjemmesider, så jeg tyede til en chat med min tætte ven i stedet. Han forsøgte ihærdigt at trøste mig, men kunne mærke på mig selv, jeg var for opkørt og chokeret. Samtalen gik meget hurtigt over på terrorisme (nyt ord i min hverdag) samt følgen deraf. Min ven var overbevist om følgerne af 11. september angrebet: en Tredje Verdenskrig - med ham som soldat - i kamp mod terrorisme. Han ville i krig mod de forsmåede mennesker, som nu havde angrebet USA og frataget utallige, uskyldige mennesker deres liv.
 
Jeg begyndte at hulke. Hulken blev til gråd, og gråden blev til en enorm stor frygt. Frygt for krig, frygt for terror, frygten for at miste min kære ven i en eventuelt kommende krig. Den ene frygtfyldte tanke tog den anden, og jeg blev nødt til at stoppe mig selv, inden jeg fik kørt mig selv helt ud i tovene. Det var svært. Samtlige tv-stationer viste genudsendelser. Private optagelser blev sendt ind og vist igen og igen. Personlige beretninger blev fortalt så hjerteskærende og pludselig kom savnet imod mig...

Online kom et nødråb: En stakkels 16-årig dansk dreng manglede at høre fra sin far i New York. Han mente, at faren var i det sydlige tårn den dag. Jeg faldt hurtigt i en lang snak med drengen. Han var ulykkelig, bange og modløs. Havde ingen støtte i sin mor, for hun var allerede brudt sammen.  Han skulle vise sig at jeg blev hans støtte igennem denne tragedie, og han blev min. På trods af min egen frygt og bange anelser, gav jeg alt mit mod, mit håb og også venskabelig kærlighed til drengen via breve. Holdt håbet i livet hos ham. Overbeviste ham om, at faren var kommet i sikkerhed i tide. At han inden længe ville høre fra ham. Og det gjorde han...
 
Mirakler kunne heldigvis også ske på sådan en tragisk dag.
 
Jeg har gemt min DVD om World Trade Center og 11. september 2001, til den rette dag med det rette humør. Og efter at have skrevet denne oplevelse ned, fik jeg lyst til at se den. Så i aften bliver den sat på, og med en god veninde og et glas rødvin i mit selskab, skal det nok blive en god aften. Vi vil mindes de mange døde, de overlevende, heltene og dem som stadig kæmper for retfærdigheden og enden på terrorismen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt