Har du “seriemorder-genet”? Her er, hvad forskningen faktisk siger

Hvad nu hvis ondskab kunne spores i dit DNA? Det lyder som plottet i endnu en true crime-serie på Netflix. Men teorien om det såkaldte “seriemorder-gen” bliver ved med at dukke op – også selvom forskningen tegner et langt mere nuanceret billede.

Seriemordere står for under én procent af alle registrerede drab, men alligevel fylder de uforholdsmæssigt meget i vores fascination af kriminalitet.

Ifølge Unilad forklarer psykolog og lektor ved Clark Atlanta University, Dr. Kanika Bell til Oxygen.com, at vores interesse for et muligt “seriemorder-gen” i høj grad handler om, at vi leder efter en enkel forklaring på noget, der virker helt ubegribeligt.

Det omtalte “warrior gene”

Genet hedder MAOA og bliver ofte kaldt “warrior gene”. Det producerer et enzym, som hjælper hjernen med at nedbryde signalstoffer som serotonin, dopamin og adrenalin – stoffer, der blandt andet påvirker humør, impulskontrol og kroppens reaktion på stress.

I sjældne tilfælde kan mutationer i genet føre til en tilstand kaldet MAOA-mangel. Den ses næsten udelukkende hos mænd og kan være forbundet med adfærdsproblemer, impulsivitet og aggressive udbrud.

Men det betyder ikke, at genet gør nogen til seriemorder.

Ét gen kan ikke forklare ekstrem vold

Selvom MAOA-genet ofte bliver nævnt i både retssager, dokumentarer og tv-serier, findes der ingen forskning, som viser, at ét enkelt gen kan forklare, hvorfor nogle mennesker begår ekstrem vold.

Tværtimod peger Dr. Bell på, at opvækst, familieforhold, traumer og sociale omgivelser har langt større betydning for, hvordan et menneske udvikler sig.

Derfor fascinerer teorien stadig

De fleste drab sker impulsivt eller i forbindelse med konflikter. Seriemordere skiller sig ud, fordi deres handlinger ofte er planlagte, og fordi de kan leve et tilsyneladende helt almindeligt liv mellem forbrydelserne.

Netop derfor bliver mange ved med at lede efter en biologisk forklaring. Men ifølge Dr. Bell er virkeligheden langt mere kompleks end idéen om et enkelt “ondt gen”.

Frygten for at give vold videre

Dr. Bell fortæller, at hun har mødt klienter, som har valgt ikke at få børn, fordi de kommer fra familier med voldelige forældre eller søskende og frygter at give de samme tendenser videre.

Men den bekymring bliver ifølge hende ikke understøttet af den forskning, vi har i dag.

Der findes ganske enkelt ikke dokumentation for, at voldelige personlighedstræk nedarves på samme direkte måde som eksempelvis øjenfarve eller hårfarve.

Konklusionen

MAOA-genet eksisterer, og det spiller en rolle i hjernens kemi. Men der er ingen forskning, som viser, at genet i sig selv kan gøre et menneske til seriemorder.

Den nuværende viden peger i stedet på, at voldelig adfærd opstår gennem et komplekst samspil mellem biologi, opvækst, relationer og livserfaringer. Gener kan være én brik i puslespillet – men de kan ikke alene forklare, hvorfor et menneske udvikler sig til en seriemorder.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.