Gode hårprodukter til, når huen (endelig) skal af



12. februar, 2017 - kl. 17:35
Forfatter:


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen


Solen har tittet frem i dag, og vinterferien kommer til at blive både solrig og lunere. Det kan kun betyde én ting: Det er snart tid til at smide huen og lufte lokkerne.

Det er en tid, som jeg personligt glæder mig meget til. Det betyder nemlig, at jeg igen kan begynde at se en pointe i at sætte håret bare nogenlunde ordentligt, inden jeg skal ud ad døren.

Det betyder også, at solen stråler igen vil få hårfarven ekstra meget frem, og at det dermed giver mening at arbejde lidt ekstra med farven.

Jeg har samlet nogle af mine favoritter til lokkerne, som for alvor skal frem på hylden igen.

Favoritter, som primært fungerer super godt til lidt kortere hår, der har brug for fylde, let hold og et løft i det hele taget (både fysisk og visuelt).

De fleste af produkterne fungerer dog også super fint til længere hår, som der bliver arbejdet lidt med i løbet af dagen.
 

Med disse hårprodukter kan du roligt smide huen


OGX Moroccan Surf Paste
Jeg knuselsker, hvad denne voks gør ved mit hår!

Ud over at OGX Moroccan Surf Paste giver let hold til håret og samling på lokkerne, så det stadig er til at arbejde med i løbet af dagen, så sørger Moroccan Surf Paste også for, at håret får et super pænt mat look, som ser utroligt lækkert ud.

Looket holder hele dagen, og det kræver ikke andet og mere end en lille klat voks, som arbejdes godt ud i hænderne og dernæst krammes ind i håret på de rette steder.

OGX Moroccan Surf Paste indeholder desuden bl.a. argan oil, og så koster den ikke mere end to kopper kaffe på den lokale café.

OGX Moroccan Sea Salt Spray
Ofte når jeg har brugt voksen ovenfor og tænker, at håret skal stives en anelse af uden, at det mister det pæne matte look, får det også lige et par sprøjt med OGX Moroccan Sea Salt Spray, som stammer fra samme serie.

Det er en af de bedste saltvandssprays, jeg har været i nærheden af, fordi den giver et mat beachlook uden at gøre håret voldsomt stift.

OGX Morocco Sea Salt Spray tilfører da også både fugt og giver glans, hvilket bare giver et rigtig fedt resultat.

Sprayen sprøjtes bare i enten tørt eller vådt hår, og så kan det rette look ellers krammes frem - også i langt hår.

Wella EIMI Shape Me 
Når jeg har travlt om morgenen, er denne hårgele mit totale favorit hårprodukt.

En lille klat gel fordeles ud i håndfladerne og arbejdes ind i håret med fingerspidserne, og så sidder håret ellers, som det skal, dagen lang. 

Wella EIMI Shape Me 48H Shape Memory Hair Gel indeholder nemlig en lille huskeingrediens, som holder det enkelte hårstrå der, hvor du satte det, i op til 48 timer.

Det er altså ret genialt, når man er meget på farten eller kommer til at rode lige vel meget i garnet.

Hvis du også tænker, at det lyder smart, så vær lige obs på, at dette ikke er et produkt, der er velegnet i huevejr. I hvert tilfælde skal man i så fald vente, til produktet er tørret i håret, inden man tager hue på. Jeg har rendt rundt med Tintin-hår en hel dag, fordi jeg lige var kæk nok med at tage huen på ... Så: I med gel, lad tørre helt og så ud ad døren ;-)

Giovanni Wicked Texture
Det var egentligt ret tilfældigt, at jeg overhovedet stiftede bekendtskab med Giovannis lækre hårvoks til at starte med.

Jeg havde helt glemt at pakke et hårprodukt, da vi skulle til USA, og så var gode råd dyre der midt i Washington DC, hvor det ikke vrimler med butikker, der fører hårprodukter.

Giovanni Wicked Texture stod dog og kaldte på mig midt i Whole Foods - og det til en pris, der er lidt en anden end den, jeg siden har betalt for den herhjemme ...

Men Giovanni Wicked Texture hårvoks er en super god voks til de dage, hvor håret skal sidde særligt tight, være særligt glansfuld, og hvor hold, der kan arbejdes med, er et must.

Desuden bruger barnet også Giovanni Wicked Texture til sine lokker, som minder utroligt meget om mine. Giovannis produkter er nemlig helt øko-flipper-agtige - og så er bøtten super nem at komme i, fordi låget bare skal flippes. 

Maria Nila Sheer Silver
Hver gang jeg går til frisøren, siger hun: "Ih, åh, du har den mest fantastiske naturlige hårfarve!" Jeg tør ikke at afsløre for hende, at det godt nok er min naturlige hårfarve, men at jeg til tider får lidt hjælp fra Maria Nila ...

Maria Nila Sheer Silver shampoo og balsam giver nemlig til sammen det lille ekstra kølige skær, som gør en almindelig dansk leverpostejsblond til en kølig, lækker manke, der åbenbart kan få selv frisører til at blive lidt bløde i knæene.

Jeg vasker bare med Maria Nila Sheer Silver og bruger den efterfølgende balsam et par gange om ugen, så har mit hår konstant et lækkert køligt skær.

Desuden vasker Maria Nila til enhver tid rent, plejer håret perfekt og dufter altid dejligt. 

Derudover gør det naturligvis slet ingenting, at Maria Nilas produkter altid ligner en million, når de står der på hylden ...

HH Simonsen Wet Brush
Oprindeligt troede jeg, at jeg ville have en Mason Pearson hårbørste, fordi de jo er udråbt til verdens bedste hårbørste. Men så så jeg prisen, blev nærig og stoppede mig selv.

Det blev istedet til en HH Simonen Wet Brush, som koster en brøkdel af den eftertragtede Mason Person børste, og som gør mig glad helt ned i storetæerne hver evig eneste morgen!

HH Simonsen Wet Brush redder ikke bare håret glat, den masserer også hårbunden let, og så kan den bruges i både vådt og tørt hår, hvor den meget nemt redder igennem selv de mest genstridige morgenknuder uden at knække håret.

Inden du bruger en kvart månedsløn på en Mason Pearson, så gør lige dig selv den tjeneste først at teste The Wet Brush. Jeg har set den flere steder til omkring 100 kr., og jeg kender adskillige frisører, der også tilbeder den.

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Følg på:

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen