Han rydder op efter døden – og nogle historier slipper aldrig

Der er bare nogle jobs, der dræber stemningen hurtigere end snak om inflation og firmapension.

“Jeg arbejder med marketing.”
Fint.

“Jeg er projektleder.”
Selvfølgelig.

“Jeg rydder op efter dødsfald, selvmord og menneskelige rester.”

… og dér bliver der meget stille omkring chips-skålen.

Ifølge Ladbible har Ben Giles har arbejdet som biohazard crime scene cleaner i 30 år. Han bliver tilkaldt, når politi og ambulancer er kørt igen, men hvor virkeligheden stadig sidder tilbage på gulve, vægge og møbler.

Og ja — det er præcis så voldsomt, som det lyder.

Hans første opgave var et hus, hvor en mand havde levet isoleret i omkring ti år. Ifølge Giles var både badekar og toilet fyldt helt op med afføring, mens gulvet nærmest “bevægede sig” af lopper. Situationen var så ekstrem, at en af hans kolleger kastede op direkte inde i sin beskyttelsesmaske.

Det var hans introduktion til branchen.

Siden har han set dødsfald i alle former. Han har ryddet op efter selvmord, fundet kropsdele som politiets teknikere havde overset, og arbejdet i hjem, hvor mennesker havde ligget døde i så lang tid, at omgivelserne nærmest var blevet en del af tragedien.

Han fortæller også, at sager med børn er dem, der rammer hårdest følelsesmæssigt. Ikke nødvendigvis fordi scenerne er mere voldsomme, men fordi de er sværere at lægge fra sig bagefter.

Men én sag sidder stadig fast efter tre årtier i jobbet.

Den handlede om et ældre ægtepar i 90’erne, som ifølge Giles havde været sammen siden teenageårene. De havde bygget et helt liv sammen. Den slags par, man forestiller sig har haft faste pladser ved morgenbordet i 60 år og sikkert stadig diskuterede, hvem der havde glemt at købe mælk.

Manden havde udviklet demens eller depression.

Mens hans kone var ude at handle, gik han ud i garagen og forsøgte at tage sit eget liv ved hjælp af en roterende rundsav.

Det er ikke blodet i historien, der gør den svær at høre.

Det er alt det omkring.

At hun bare var taget ud for at handle.
At de havde været sammen siden de var 17.
At sygdom kan forandre et menneske så meget, at et helt fælles liv ender i total desperation.

Ben Giles siger, at han efter 30 år næsten ikke tror, noget længere kan chokere ham.

Men det betyder ikke, at man bliver følelseskold.

Tværtimod virker det næsten som om, de værste historier er dem, hvor der ikke er nogen mystik eller sensation. Bare almindelige mennesker, der langsomt mister grebet om livet.

Og måske er det derfor, folk er så fascinerede af jobs som hans lige nu.

Fordi true crime normalt stopper dér, hvor rulleteksterne kommer.

Men nogen skal stadig ind bagefter og rydde op i det, der er tilbage.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.