Er jeg en curlingmor, eller må mit barn godt tisse?

Der er meget snak om de lokale butikker for tiden. Vi skal støtte dem. Vi skal handle i byen. Vi skal ikke bare sidde hjemme i joggingbukser og bestille mascara, fødselsdagsgaver og stegepander fra nettet, mens vi bilder os ind, at “det jo også er synd for handelslivet”.

Og jeg er enig.

Jeg vil gerne støtte de lokale butikker. Jeg vil gerne have en levende bymidte. Jeg vil gerne kunne købe en gave uden først at skulle læse 742 Trustpilot-anmeldelser og vente tre hverdage på en pakkeboks ved Netto.

Men så kommer hverdagen. Den der irriterende lille størrelse, der har det med at ødelægge alle de pæne principper.

Når lokal handel møder virkeligheden

Forleden var jeg i Matas i Haslev med min datter på 4 år. Jeg var ude for at finde en gave til min svigermor. Helt almindelig mission. Ikke noget dramatisk. Ikke noget “mor på sammenbruddets rand i detailhandlen”-agtigt. Endnu.

Indtil min datter pludselig skulle på toilettet.

Og alle, der har haft en 4-årig med i byen, ved, at når de siger “jeg skal tisse”, så betyder det ikke:
“Mor, kunne vi eventuelt planlægge et toiletbesøg inden for den nærmeste halve time?”

Det betyder:
“Systemet lukker ned. Handle nu.”

Jeg spurgte derfor pænt, om hun måtte låne toilettet.

Svaret var nej.

De havde ikke kundetoilet.

Curlingmor eller bare almindelig forventning?

Og nu står jeg så her med det store spørgsmål: Er jeg en curlingmor, fordi jeg synes, en butik godt må hjælpe et lille barn, der akut skal tisse? Eller er det faktisk rimeligt at forvente en smule menneskelighed dér, hvor man lægger sine penge?

For ja, jeg ved godt, at butikker har regler. Jeg ved godt, at personaletoiletter ikke er offentlige rastepladser. Jeg ved godt, at der sikkert findes hensyn til forsikring, hygiejne, arbejdsmiljø og alt muligt andet, der kan få almindelig venlighed til at ligne en juridisk risikosport.

Men helt ærligt.

Hun er fire.

Hun bad ikke om at låne butikkens pengeskab, kaffemaskine eller personalekalender. Hun skulle tisse.

Og det er dér, jeg bliver lidt træt. For vi bliver igen og igen bedt om at støtte de fysiske butikker, fordi de kan noget, nettet ikke kan. Service. Nærvær. Mennesker. Den lokale følelse. Alt det, der skulle gøre, at man vælger butikken frem for mobilen.

Men hvis den fysiske butik ikke kan møde en 4-årig med mere varme end en chatbot med dårlig dag, hvad er det så præcis, vi støtter?

Service er mere end et smil ved kassen

Jeg forventer ikke rød løber, gratis kaffe og en medarbejder, der underholder mit barn med trylleshow, mens jeg shopper. Jeg forventer ikke, at verden indretter sig efter mig, bare fordi jeg har formeret mig. Jeg ved godt, at mine børn ikke er alles ansvar. Tro mig, den lektion får man cirka 19 gange om dagen som mor.

Men jeg forventer måske, at når jeg står i en butik som kunde med et lille barn, der akut skal på toilettet, så kan der findes en løsning. Bare en lille en. En menneskelig en.

Ellers bliver det meget svært at sælge idéen om lokal handel som noget hyggeligt, nært og værd at kæmpe for.

For her er sandheden: Det er ikke altid prisen, der sender os over på nettet. Det er heller ikke altid udvalget. Nogle gange er det oplevelsen.

Den lille følelse af:
“Nå. Her var vi vist mest til besvær.”

Og den følelse er gift for butikslivet.

Den slags venlighed, man husker

Heldigvis gik vi videre til Imerco, hvor vi fik lov at låne deres personaletoilet. Ingen drama. Ingen forelæsning. Bare almindelig venlighed. Og det er sådan noget, man husker.

Ikke fordi de reddede verden. Men fordi de reddede en 4-årigs blære og en mors sidste rest af overskud.

Så nej, måske er jeg ikke en curlingmor.

Måske er jeg bare en kunde, der stadig tror på, at service ikke kun handler om at scanne en vare og sige “vil du have bonen med?”

Måske handler service også om situationsfornemmelse.

Om at kunne se forskel på en urimelig kunde og et lille barn, der skal tisse.

Og måske er det netop dér, nogle butikker skal kigge indad, før de spørger, hvorfor kunderne klikker “læg i kurv” hjemme fra sofaen.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.