Overskrift:
Jonas Vingegaard vil vinde alle tre Grand Tours – og vi hepper med fra sofaen (med chips i hånden)
Indledning:
Der er noget næsten poetisk over at jagte det umulige – og i Jonas Vingegaards tilfælde: at forsøge at vinde både Giro d’Italia og Tour de France i ét og samme år. Jep, det er en ting. Eller, det bliver en ting i 2026, hvis det står til Danmarks darling på to hjul. Og vi andre? Vi følger med, halvsvedende i sofaen, mens vi undrer os over, hvordan det nogensinde kan være menneskeligt muligt.
Men Vingegaard tænker ikke som os. Han tænker i watt, højdeprofiler – og historisk hæder. Her får du et lille indblik i, hvorfor hele cykelverdenen (og din mor) holder vejret frem mod 2026.
Hvad går det egentlig ud på?
Okay, backtrack: Jonas har allerede vundet Tour de France. Ikke bare én, men to gange (2022 og 2023). Og hvis du stadig ikke er med: Det er verdens største etapeløb, og det kræver mere end blot lækre ben og viljestyrke. Det kræver nærmest overmenneskelige egenskaber.
Men nu er ambitionerne steget. I 2026 har han planer om at stille op i både Giro d’Italia (Italiens svar på Touren – og mindst lige så hård) og Tour de France indenfor få måneder. Og hvis han lykkes med det, mangler han kun Vuelta a España (som han – surprise – allerede har vundet i 2025), og så har han en komplet Grand Tour-triologi. Altså alle tre store rondstykker. Som han selv kalder det med et glimt i øjet. Vi elsker den mand.
Hvorfor taler alle om det?
Fordi det er hamrende vildt. Lidt som hvis Beyoncé besluttede at lave et surprise-album på latin, koreografere alle numrene selv og samtidig opfinde sin egen hårserum. Det her er elite-cykling på master level.
Der er ikke mange i cykelhistorien, der har formået den klassiske Grand Tour-triologi. Og endnu færre, der har forsøgt at tage to af dem i samme sæson. Det kræver, at kroppen (og hovedet, lad os være ærlige) er vanvittigt robust. Det er et projekt, der strækker sig langt ud over almindelig sportspræstation. Det er kunst. Det er strategi. Det er blod, sved og vabelcreme.
Det overraskede mig
Oprigtigt: Jeg troede, han ville fokusere på at vinde Touren en tredje gang. Det gjorde vi nok alle sammen. Men da Vingegaard i november 2025 sagde, at han hellere ville vinde sin første Giro end at hente endnu en Tour-sejr? Der tabte jeg min croissant.
Det siger ret meget om hans mindset lige nu. At det ikke handler om at gentage, men om at erobre nyt terræn – bogstaveligt talt. Og måske også lidt om at sende et diskret nik til konkurrenten Tadej Pogacar (cykelsportens svar på en energidrik i menneskeform), som har været svær at slå på det seneste. Bonusinfo: Vingegaard selv kalder ham “næsten ubesejrlig”. Men lad os ikke glemme, hvem der slog ham i 2022 og 2023. Just saying.
Er det noget, man gider?
Altså… er cykelløb overhovedet spændende, hvis man ikke er iført cykeltøj og stramme briller? Umiddelbart nej. Men når det handler om Vingegaard og hans mission impossible, bliver det pludselig relevant. Det er lidt som at binge en Netflix-serie, hvor man hepper helhjertet på hovedpersonen og samtidig tænker: “Holy moly, han ER jo lidt gal, men på den helt rigtige måde.”
Det bedste af det hele? Man kan stadig sove længe, drikke sin kaffe i ro og mag – og alligevel føle, at man er med på rejsen. På afstand, ik’? For vi overspringer lige bjergene, faldene og de 5.000 (!) højdemetre pr. etape.
Tanker til sidst? Tjo…
Jonas Vingegaards ambitioner er noget af det mest inspirerende, vi har set længe – og måske er det netop derfor, det føles som en kollektiv folkefest, hver gang han sætter sig i sadlen. Vi hepper, vi diskuterer, vi læser live-blogs med svedige håndflader. Og måske, bare måske, er det her en påmindelse om, at det er okay at drømme større end godt er. Vi andre nøjes med at tage trappen i dag. Han tager Alperne i morgen.
En Grand Tour ad gangen. Eller to. Ingen pres, Jonas. Vi er her med snacks og kærlighed.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: