“Paradise Hotel” sæson 22: Masker, rekorder og masser af drama – er vi hooked igen?
Af alle nytårsforsætter, vi kunne have valgt i 2026, var det måske ikke “se mere reality-tv med maskerede singler i Mexico”, der stod øverst. Og alligevel sidder vi her. Paradise Hotel sæson 22 har ramt Viaplay – og den har gjort det med et brag af masker, rekordtal og selvfølgelig… det sædvanlige hjertesorger-og-hegn-slåsseri. Og selvom du måske højt og helligt har sagt til veninderne, at “jeg ser det altså ikke mere” (løgnen, vi elsker), så er der alligevel noget dragende ved at zappe ind og se, hvem der får en rose – nej vent – en partner uden at måtte se hinanden.
Hvad går det egentlig ud på?
Nyt år, nyt take. I Paradise sæson 22 har produktionen besluttet sig for at give den gas med konceptet “love is blind—but hawt”. Ni paradisoer checker ind – maskeret. Jep. Iført alt fra masker, briller, sjaler og muligvis lidt selvbedrag skal de nemlig vælge en partner uden at se hinanden. Og ja, det lyder lidt som et Tinder-match med bind for øjnene og noget stærkere lys – bare med flere drinks og færre samtykkeerklæringer.
Twistet har tydeligvis virket. Ifølge Viaplay har serien fået en rekordstart: 20 % flere seere end sidste sæson, abonnementerne er steget, og Paradise er officielt tilbage under kategorien “guilty pleasure, men ikke så guilty længere, fordi alle ser det igen”.
Hvorfor taler alle om det?
Altså, for det første: Maskerne. Reality og masker har den der spøjse “Eyes Wide Shut, men med flere Gajol-shots og pool-kampe”-stemning over sig. På TikTok flyder det allerede med klip af folk, der siger “hvorfor ligner han min eks?”, selvom de kun kan se hans hage.
Men det er dramaet, der (selvfølgelig) stjæler overskrifterne. Allerede i afsnit tre røg tårerne, da Regitze følte sig såret af Theis (ikke ham fra børnehaveklassen, en ny Theis – de hedder jo alle noget i den stil). Og da Alberte Buhl allerede kort efter afslørede, at hun både var blevet befamlet og revet i håret under én aften, sad mange af os lidt for tæt på skærmen med åben mund og spredte fingre – klar til at dække øjnene, men også lige få det hele med.
Det overraskede mig
Okay, indrømmet. Jeg gik ind til denne sæson med ret lave forventninger. Paradise har været lidt på en identitetsrejse de seneste år – går vi woke, går vi retro, går vi hele vejen til swingerklubben (som nogen sagde i kommentarsporet under traileren – fred være med dem). Men midt mellem de nye koncepter og gamle Paradise-troper overraskede det mig faktisk, hvor godt det fungerede.
Maskekonceptet gav noget ægte nerve – tænk speed-dating med blackout. Og for en gangs skyld handlede de første par afsnit mere om kemi (sådan næsten) end om shots og “kan vi stole på ham dér Max?” (spoiler: det kan vi aldrig, og det elsker vi).
Er det noget, man gider?
Paradise er ikke (og har aldrig været) nogen intellektuel øvelse. Men det er en form for kulturelt spejl – skævt og lidt beskidt, javist – men alligevel et spejl. Vi ser flirt, fejltagelser og falske venner leve i realtid. Og måske er det netop derfor, vi ikke kan lade være.
Om det her bliver sæsonen, hvor Paradise for alvor redefinerer sig selv, vides ikke. Men det er i hvert fald sæsonen, folk ser – og taler om. Og måske også lidt sæsonen, hvor man begynder at savne de gode gamle “i dag ryger der en hjem”-replikker, imens man alligevel klikker næste afsnit.
Og hey – hvis kærligheden ikke er blind i virkeligheden, så lad den da i det mindste få en flirt med en glimmermaske i Mexico.
Vi ses i Tulum (fra sofaen, forstås).
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: