Hvordan en kunstner snyder et museum – og slipper af sted med det (næsten): Jens Haanings “Take the Money and Run”
Forestil dig at du møder ind på arbejde mandag morgen, åbner en pakke fra en anerkendt kunstner, og i stedet for det bestilte værk med kolde kontanter indrammet som aftalt… finder du to tomme rammer. Og kunstneren? Han har beholdt pengene og døbt det hele ”Take the Money and Run”. Velkommen til kunstverdenen 2.0 – hvor moralske gråzoner er lige så meget kunst som malingen på lærredet.
Hvem er Jens Haaning – og hvorfor taler vi stadig om ham?
Jens Haaning er en dansk konceptkunstner, der har lavet politisk ladet kunst siden 90’erne. Han har brugt alt fra racisme-debatter og kulturkritik til arbejdsvilkår i globaliserede samfund i sine værker. Altså ikke en “mal-solnedgang-og-lad-det-være-det”-type.
Men han blev folkeeje (og tabloidstof) i 2021, da han lavede et kunstværk, der reelt set var en form for prank – eller en genial samfundskritisk kommentar, afhængigt af om du spørger inden for eller uden for museumsbanen.
Hvad gik værket ud på?
Museet Kunsten i Aalborg bestilte to gengivelser af tidligere værker, hvor fysiske pengesedler symboliserede lønniveauet for arbejdere i henholdsvis Østrig og Danmark. Museet overførte omkring 534.000 kr. i kontanter til Haaning som del af værkets ramme.
Men i stedet for det forventede modtog museet to store tomme rammer – no money, no prints, bare ren, konceptuel lommefilosofi – med titlen “Take the Money and Run”.
Museumsdirektøren blev ikke just begejstret (surprise!), men valgte alligevel at stille værket ud. Diskussionen om, hvorvidt det var genial kunst eller rendyrket kontraktbrud, blev et viralt hit – og siden en kulturbegivenhed i sig selv.
Genialt greb eller flabet fidus?
Det er her, det bliver spændende.
Nogle blev rasende: “Han har taget skatteborgernes penge og løbet – groft tyveri!” (Skønt det jo var museets penge, og museet valgte at udstille værket.)
Andre kaldte det tidens mest rammende værk: Et protestværk mod arbejdsforhold, underbetaling i kunstbranchen og en lang tradition for at kunstnere skal levere meget men få lidt.
Let’s be honest – de fleste af os kan godt relatere til følelsen af at fortjene mere end vi får. Så når nogen tør gøre noget så outreret og satirisk, bliver vi lidt glade. Som i: “Det gad jeg godt selv gøre. Men jeg tør ikke. Men HVIS jeg turde…”
Det er også derfor, det stadig diskuteres i debatter, podcast-studier og memes her små tre år senere. Et kunstværk, der lever stærkere på internettet end på væggen. Not bad.
Den ironiske helt, vi (måske) fortjener?
Jens Haaning kan sagtens fremstå som en slags antihelt i afslappet blazer og med et glimt i øjet. Han udfordrer grænserne for, hvad kunst er, og hvilken rolle den spiller i samfundet. Og dermed også, hvad vi forventer af dem, vi lønner: Kunstnere, influencere, arbejdstagere – ja, os selv.
I en tid hvor alle kæmper lidt med at få løn, liv og likeability til at gå op i en højere enhed, føles ”Take the Money and Run” som et spejl. Måske lidt skævt, måske lidt flabet – men stadig et spejl.
Hvad skete der egentlig bagefter?
Museum Kunsten krævede pengene tilbage – surprise again! – og det hele endte i retten i 2023, hvor Haaning blev dømt til at tilbagebetale en del af beløbet. Men dér havde historien allerede fået sit eget liv, og Haaning står tilbage som én af de få kunstnere, der har fået både DR, TikTok og internationale medier til at tale om kunst uden at folk gabte.
Og måske er det i virkeligheden det største kunststykke af dem alle?
…
Altså, når man igen sidder over for sin laptop med kaffe nummer tre og regner på, hvordan man skal få hele maj-budgettet til at hænge sammen, er det svært ikke at tænke lidt kærligt på ham. Den mand, der skrev sig selv ud af systemet – med tomme lærreder og en virkelig lang forklaring i retten.
Ikke at man selv ville gøre det… men man forstår ham lidt.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: