Titel: Når døden bliver til fjernsyn – og rammer lige i hjertet
Underoverskrift:
Esben Dalgaard er vært på DR’s nye program “Min sidste gave” – et rørende indblik i fire menneskers afsked med livet. En af dem er Glenn Vindfeldt, som døde 15 dage før sit afsnit blev sendt. Hvordan føles det at lave tv om det, man selv står midt i?
En vært midt i virkeligheden
Vi kender Esben Dalgaard som skuespiller med glimt i øjet og varme i stemmen – fra tv-serier som Bedrag og Herrens Veje, og fra teaterscener landet over. Men de seneste år har livet ændret sig markant for Esben. I 2021 fik han konstateret kræft og har – i stedet for at gemme sig væk – talt åbent om forløbet, håbet, sårbarheden og realiteterne.
Og nu står han som vært på programmet “Min sidste gave”, der uden filter, men med hjerte, følger fire uhelbredeligt syge mennesker, mens de planlægger deres sidste livskapitel – og den gave, de vil efterlade verden.
Altså… hvem giver én lov til at tude kl. 20.30 en lørdag aften på DR1?
Hvad går det egentlig ud på?
Programmet har – helt uironisk – døden som omdrejningspunkt. Ikke som dramatisk TV-føljeton, men som en dybdegående og menneskelig fortælling om dét, vi helst undgår at tale om.
De fire deltagere – Nick, Glenn, Michelle og Heinrich – er alle uhelbredeligt syge. De får plads og ro til at tage os med i deres tanker om livet, kærligheden, sorgen og det at sige farvel. Og de laver hver en “sidste gave” til dem, som står tilbage. En bog, et brev, en overraskelse, en tale.
Det lyder tungt. Og ja, man græder. Men man bliver også rørt, glad og helt grundforvirret over, hvordan folk, der står foran døden, kan være så levende.
Glenns sidste overraskelse
Især én historie har sat sig i mange af os, også i Esben: Glenn Vindfeldt, 30 år og kendt fra realityserien Stranded on Honeymoon Island, døde den 5. januar 2026 – før hans afsnit af Min sidste gave blev sendt.
Glenn var ung, elsket og elskende – og midt i et kræftforløb, da han sagde ja til at medvirke. Han bød os alle velkommen i sit livs sidste kapitel og planlagde en række små kærlighedserklæringer til sin forlovede Cecilie, inklusive en overraskelses-frieri (hvor vi alle tuder lidt mere end vi vil indrømme).
Han nåede aldrig selv at se programmet. Men vi gjorde. Og det sidder der endnu.
Esben ramt af dødsfaldet
At stå midt i andres afsked med livet, mens man selv kæmper med det samme uvisse – Esben har kaldt det en “smuk, men voldsom proces”. Efter Glenns død delte han på sin Instagram, at det ramte ham “voldsomt og umådeligt trist”.
Og ærligt – hvis nogen har lov til at reagere med både styrke, skrøbelighed og tårer, så er det en mand, der både er vært, medmenneske og medkræftet (er det et ord? Nu er det).
Det føles ikke konstrueret eller “fluen på væggen”-agtigt. Det føles som ægte liv. Sagt med halvtør mascara og hovedet lidt i skrå vinkel – for hvorfor er det først, når vi skal dø, at vi siger tingene, som de er?
Et tv-program, man ikke kan binge
I en tid, hvor reality ofte betyder kaosloud, beauty filters og drinks med navne som “pink explosion”, føles Min sidste gave som noget helt andet.
Det er reality uden glimmer. Uden facade. Og ironisk nok – reality, der minder os om, hvad der faktisk betyder noget.
Man kan ikke binge det. Altså… man kan godt, men det føles rigtigt at se ét afsnit, tænke lidt, mærke lidt. Eller gå en tur bagefter og sende en sms til din mor, veninde eller din eks, du stadig sender memes til kl. 01.21.
Og selv hvis man ikke er i nærheden af alvorlig sygdom selv, kan man ikke undgå at blive ramt af tanken: “Hvad ville min sidste gave være?” (Og hvorfor har jeg så lidt printet ud i mit liv?)
Det gør lidt ondt – på en god måde
Glenns historie, Esbens nærvær og programmets nøgne ærlighed rammer måske ekstra i en tid, hvor alt tit handler om præstation, perfektion og hurtige løsninger. Måske er det ikke så skidt at blive mindet om, at vi kun har hinanden til låns.
Så jo, det er sorgfuldt. Men måske er det også det mest livsbekræftende, DR har sendt længe.
Du skal bare lige minde dig selv om ikke at se det på en bagstiv søndag. Bare et lille tip.
… Og hey, nogle gange er der noget vidunderligt ved tv, der giver dig lyst til at kramme nogen uden grund. Også selvom det bare er din støvede Monstera.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: