Emil Jakobsen vender hjem til GOG efter succes i Tyskland

Livet som professionel håndboldspiller – Emil Jakobsen og kunsten at gribe (og smide) bolden … og fremtiden

Der er noget fascinerende ved folk, der kaster sig helhjertet ind i noget – bogstaveligt talt. Og i Emil Jakobsens tilfælde er det ikke bare et billede på lidenskab. Det er virkelighed. For den 26-årige håndboldspiller med det velplejede skæg og roligt sympatiske blik er én af Danmarks helt store profiler på håndboldbanen. Og det er ikke bare takket være hans mål – men også det faktum, at han nu står over for et stort skifte. Igen.

Hvis du ikke allerede kender Emil Jakobsen (hvilket, lad os være ærlige, ville være ret imponerende, hvis du har set blot et enkelt EM-minut i 2022), så lad os lige skrue tiden lidt tilbage.

Hvad er det nu, han er kendt for?

Vi begynder i Kolding, byen hvor Emil fik sin debut som professionel – og hvor han nok kunne drible sig igennem gågaden uden at blive forstyrret af paparazzifotografer, men med ærekær respekt blandt håndbold-aficionados.

Emil fik sit store gennembrud i GOG – klubbens ikoniske gulblus og faretruende energiske angrebsspil viste sig at være en perfekt scene for hans vilde spring og præcise skud. Han blev lynhurtigt én af de mest målfarlige fløje i ligaen, og som venstre fløj kunne han hurtigt gøre sit navn kendt i håndboldverdenen.

Spoiler alert: Det tog ikke lang tid, før udlandet fik øje på ham.

Hvorfor taler alle om Emil Jakobsen lige nu?

Well, hvis man følger lidt med i sport, har man nok spottet, at Flensburg-Handewitt (en af Tysklands absolut største håndboldklubber – og måske også den mest danskprægede) fik fornøjelsen af Emil tilbage i 2021.

Siden da har han bombet mål ind for klubben. Men nu – drumroll – er han på vej hjem igen. Jep, han kommer tilbage til Danmark og til sin gamle klub, GOG, fra sommeren 2025. Kommentarerne på sociale medier spænder fra “Velkommen hjem, konge!” til “Mon han kan holde sig skadesfri i Superliga-varmen?” og ja, svaret på begge er forhåbentlig ja.

Det overraskede mig (og måske også ham selv)

Udsigten til at skifte en Bundesliga-klub med Champions League-kampe ud med den hjemlige turnering har da også vakt opsigt. Men ifølge Emil selv, i interviews med blandt andet TV 2 og DR, handler det om lyst – og måske lidt om kroppen, som realistisk set sjældent takker én for at spille topniveau-håndbold hver tredje dag fra september til maj.

Som han siger med sin typisk nordjyske ro (og et underspillet glimt i øjet): “Det er ikke fordi, jeg har tabt motivationen. Jeg har bare lyst til noget andet.”

Oversat: Jeg vil stadig vinde, score mål og muligvis smadre FCK i Odense Idrætshal, men jeg vil også gerne have overskud til at lave andet end at ligge med isposer efter hver kamp.

Kan man tage hjem uden det føles som et nederlag?

Vi har måske vænnet os til, at hjemkomst betyder “downshift”. Altså det dér med, at man ikke længere vil spille med de store dominobrikker – men snarere har lyst til en omgang vendespil med sin gamle klub. Men i Emils tilfælde føles det mest som, at han har gennemført udlandsniveau, og nu bare tager sit legacy med hjem igen.

Og der er faktisk noget ret moderne ved dét. Det der med at turde tage hjem. Lidt ligesom når man skifter den store tech-gigant ud med en startup eller dropper storbyen for kolonihaven og søndagskys i striktrøje. Hvem siger, det ikke er episk?

Hvad nu, Emil?

Indtil videre spiller han stadig i Flensburg – og vi nyder hvert mål, mens vi kan. Men når han lander i GOG igen næste sommer, kan vi godt begynde at glæde os til en mere dansk-version af “The Hero Returns”. Eller i hvert fald “The Fløj Returns”.

Der er i øvrigt også lidt hygge-vibe over tanken om at se ham tilbage i Gudme… du ved, der hvor der stadig er gratis kaffe til frivillige og håndbold stadig er lidt af en landsbyreligion.

Lige nu er han stadig en af Danmarks hurtigste hænder og skarpeste skytter – og kommer man til at savne ham, skal man bare tænde Champions League på Viaplay (eller YouTube, afhængigt af ens abonnement), og nyde en ægte fløj-flight med nummer 23.

Og hvem ved – måske føles hjemkomstens come back endnu større end EM-guldet i 2022? The jury’s still out, og det er egentlig ret spændende.

Så ja… det er måske bare håndbold. Men også lidt en påmindelse om, at det faktisk godt kan være en styrke at vælge det nære til. Også når man sparker røv ude i den store verden.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.