Doggystyle: Den danske tv-serie, der ramte en generation af forvirrede unge

“Doggystyle”: Tv-serien, der (endelig) forstod, hvordan det føles at være ung, rodet og ret meget i tvivl

Af: [Skribentens navn]

Husker du dengang DR3 lavede serier, der føltes som at få stukket en mikrofon direkte ned i dit venindebord en torsdag aften? Hvis ikke, så lad mig præsentere dig for Doggystyle – den prisvindende danske TV-serie, som tog os med til provinsen, hjem til forældrene og helt ind i hjerteskæret mellem det at være voksen og barn på den samme tid. Og ja, navnet var lidt frækt – men indholdet ramte faktisk lige i feels.

Hvorfor taler vi stadig om Doggystyle?

Selvom første sæson af Doggystyle rullede over skærmen i 2018, og vi nu er flere år (og pandemier) videre, bliver serien stadig nævnt, når samtalen falder på “de bedste danske dramedy’er” – og med god grund.

Serien følger Asta (spillet af en helt igennem fantastisk Rosemarie Mosbæk), som – surprise – dropper ud af livet i København og vender hjem til barndomsbyen på Vestsjælland. Det lugter af krøllet dyne, søvnige shelltankstationer og det dér lidt akavede møde med gamle klassekammerater, der nu har vovhund, firmabil… og stadig går i Jeans med sideeffekt.

Men under den velkendte “storby-pige vender hjem”-skabelon snoede serien sig ind i noget dybere: En generationsfølelse af rastløshed, det her med ikke at vide, hvad man egentlig vil – og helt ærligt heller ikke gide finde ud af det lige nu.

Hvad gjorde Doggystyle anderledes?

For det første: Det var brutalt relaterbart. Serien havde et næsten dokumentarisk blik på livet, som det ser ud for ret mange kvinder i 20’erne – uden filter. Man kunne nærmest lugte den halvlunkne Kims-dip og fornemme den lettere søvndrukne post-fyraftensfølelse, Asta bar rundt på.

Dertil kom replikkerne. Åh, replikkerne. Man sad ikke og tænkte “nå, det var da et sjovt manus”, man sad og tænkte “det DER sagde min veninde i går – ordret!”

Og så var serien kvik nok til at turde være grim, rodet og sjov – uden at gøre det til en gimmick. Asta lignede ikke en poleret Pinterest-model, og hendes hverdag (og datingliv) var fuldstændig fri for glidende overgange og fløjsbelysning. Tinder-matches ghostede, forældrene blandede sig, og fremtidsplanerne lå og mugnede i et word-dokument, man havde glemt adgangskoden til.

Ekstra point for at serien også turde være stille

I en tid hvor alt content elsker at råbe med caps lock og konstant vise én ting per sekund, var Doggystyle langsom – og det var befriende. Følelsesmæssige beats fik lov at trække vejret. Karaktererne blev ikke “forklaret” for os. Vi fik bare lov til at være der. Som fluen på væggen til en halvpinlig fødselsdag, hvor alle har drukket lidt for meget guldbajer og ingen rigtig ved, om det er hyggeligt eller bare akavet.

Måske var det netop den slagkombination af humor, ro, alvor og lillesøsteragtig ærlighed, der gjorde serien så elsket.

Er det bare nostalgi, eller noget vi stadig mangler?

Altså, det er fristende at lægge Doggystyle i samme kurv som 90’er-bukser, MySpace-venskaber og sangene fra Anna David – men ærligt? Vi mangler stadig flere serier som denne.

For selvom streamingland er fuld af girlboss-serier med perfekt kontur og grædende øjenvipper i slowmotion, savner man stadig rum til uperfekthed. Til rodet håb. Til at være sådan lidt midt-i-mellem og ikke “på vej til noget større” – men bare “her”.

Og ja, Doggystyle har et navn, man måske ikke ville foreslå uden at rødme lidt, når man anbefaler den til sin mor (selv om hun sandsynligvis også ville kunne relatere). Men måske er det netop pointen: At vi skal turde se det lidt rå, det lidt kejtede… og det, der faktisk ligner virkeligheden.

Så hvis du – ligesom mig – står og tørrer opvask af med én hånd og doomscroller Insta med den anden, uden rigtigt at finde noget, der føles ægte, så overvej lige at tage et smut tilbage til Vestsjælland med Asta. Serien ligger stadig på DR – og det er helt okay, hvis du starter forfra med sæson 1 bare for at genopleve dét afsnit, hvor hun prøver yoga og direkte bagefter spiser pizza i bilen. Same, girl. Same.

Om vi får en sæson 3? Det vides ikke. Men måske er det fint nok. Måske er pointen netop ikke destinationen – men stopstederne undervejs. Og dem har Doggystyle i dén grad fanget.

…Nå, skal vi ikke lige tænde et nyt duftlys og lade den køre i baggrunden, mens vi prøver at rydde op i både stuen og livet?

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.