Når klimakteriet bliver cool: Hvordan Anne Louise Hassing (og andre kvinder) taler ærligt om overgangsalderen – og hvorfor det føles som et friskt pust
Lad os være ærlige: Overgangsalderen har længe været noget, vi gemte væk nederst i samtaleskuffen mellem “ting du ikke taler om ved middagsbordet” og “gener, du bare må bide i dig”. Men noget er ved at ændre sig. For nylig landede skuespiller Anne Louise Hassing på forsiden – ikke for en ny rolle, men for at tale åbent om klimakteriet. Ja, du hørte rigtigt. Den 57-årige darling fra Seaside Hotel er gået fra dramatiske Monopol-dramaer til at kaste lys over hedeture og hormonelle humørsvingninger. Og det er faktisk… ret sejt.
Hvad går det egentlig ud på?
I januar 2024 udkom Anne Louise Hassing med bogen Hver alder sin gave – en personlig og spirituel beretning om hendes egen overgangsalder og de fysiske og mentale rutsjeture den førte med sig. Hun beskriver perioden som “et opgør med gamle sandheder” og en tid, hvor kroppen – og sindet – krævede ny opmærksomhed.
Men det handler ikke kun om individuelle hedeture og tørre slimhinder (vi sagde det, sorry!). Det handler om en kulturel samtale, der er under opsejling. Hvor 90’erne og 00’erne var besat af evig ungdom og Botox-babyface, ser vi nu en bølge af kvinder i front – fra Gwyneth Paltrow til Andrea Rudolph – som nægter at lade overgangsalderen være et skamfuldt kapitel. Tværtimod – den skal tales op, ikke ties væk.
Hvorfor taler alle om det (nu)?
Vi tror ikke, det er tilfældigt, at Hassing vælger lige præcis nu at tage bladet fra munden. I en tid hvor wellness har fået sit eget hjørne i enhver Instagram-bio, og hvor vi poster vores cyklus-apps som andre poster deres hunde, er grænsen mellem krop og kultur blevet fladere.
Og måske er det netop derfor, overgangsalderen er kommet ud af skyggerne. Kvinder i 40’erne og 50’erne er nemlig midt i karrieren, med børn (eller bonusbørn) i teenagealderen og med en mental værktøjskasse, som kan håndtere mere end nogensinde. Hvorfor skulle vi ikke være ærlige om, at vi pludselig græder over en reklame for havregryn og vågner op badet i sved fem gange i løbet af natten?
Det overraskede mig…
Jeg bladrede i Hver alder sin gave en regnfuld søndag (ironisk nok iført uldsokker og PMS), og var ærlig talt ikke helt forberedt på, hvor lidt tabubelagt bogen føltes. Der var ingen løftet pegefinger eller over-øko vibe – bare en kvinde, der satte ord på noget mange af os kommer til at møde, før vi når til rette kaffe-på-altanen-mens-vi-heler-vores-barndomstraumer-fasen.
Det mest overraskende? At klimakteriet ikke kun handler om tab. Det handler også om at genopdage. Om at revurdere, hvad man egentlig brænder for, og hvorfor man nogle gange længes efter ro – eller oprør. Ja, lidt som en puberty 2.0, men med mere yoghurt og flere silketørklæder.
Er det noget, man gider?
Okay, ingen glæder sig til at vinke farvel til østrogen som til en eks, der tog pizza og sexlyst med sig ud ad døren. Men hvis vi skal igennem det (og det skal vi jo), hvorfor så ikke med åbne øjne – og åbne samtaler?
Anne Louise Hassing har åbnet ballet på en måde, der føles hverken belærende eller selvhjulpen. Og måske er det netop dét, vi har savnet: En måde at tale om kroppens næste kapitel, som føles mere som et glas vin med veninderne end som en løftet pegefinger fra Sundhedsstyrelsen.
Så ja. Hvis overgangsalderen skal tale i nutid og blive trendy (hey, vi har trods alt omfavnet både fløjlsbukser og surdejsbrød igen), så lad det være med kvinder, der tør være både ærlige og lidt magiske i processen. Måske er det ikke så slemt at blive ældre, når nogen viser os, hvordan man gør det med stil – og lidt Hausfrau-healing på siden.
Og hvem ved? Måske bliver strikveste, slow-living og svedeture den nye selvkærlighedspakke. Altså, hvis vi bare får lov at tale ærligt om det først.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: