“Alting hænger jo” – Anette Støvelbæk, generationsskifte og kunsten at give (lidt mindre) slip
Af og til rammer et citat bare lige i mellemgulvet. Tag nu fx Anette Støvelbæks tilståelse fra årets mest ærlige interview: “Alting hænger jo.” En bemærkning, der både summer af grin og let resignation – og som i virkeligheden opsummerer den følelse, mange af os går rundt med, uanset om det er kroppen, energien eller ungdommen, der pludselig begynder at sige “tak for nu”.
Men midt i selvindsigten står en stærk og stilsikker skuespillerinde, der nægter at læne sig tilbage. Efter 10 år som folkekær marstal-mama i Badehotellet er Anette Støvelbæk ikke færdig på skærmen – tværtimod. Hun er vendt tilbage i DR’s nye storsatsning Generationer, et langsomt drama med store følelser, stilfærdigt spil og måske den mest charmerende clash mellem temperamenter, der nogensinde er castet.
Velkommen til næste kapitel i en karriere, der nægter at gå i opløsning – også selvom alting “hænger” lidt.
Hvad går det egentlig ud på?
Generationer er ikke bare en ny TV-serie på DR. Det er et generationsportræt, båret af langsomt tempo, nære forbindelser og stilheden mellem ordene. Og så er det historien om en aldrende kvinde (spillet af Ulla Henningsen – ja, dén Ulla! Hun er 87, og det føles hverken sentimentalt eller som et gimmick, men helt naturligt rørende), der trækker sin datter ind igen fra sit selvvalgte exil.
Det er her Anette Støvelbæk kommer ind. Som datteren, der vender hjem, men ikke derfor nødvendigvis passer ind. Og som skuespiller betyder det noget så sjældent som: at holde igen. At spille ned i stedet for op. “Det har faktisk været svært at lægge bånd på mig selv,” har hun sagt om rollen – en linje, mange af os, der har lidt flair for drama (eller bare hormonelle cykler), godt kan relatere til.
Sagen er: Hun spiller en kvinde, der forsøger at opretholde orden – både fysisk og følelsesmæssigt – omkring en mor, der glider længere væk fra netop dét. Og det ER svært, når man som Støvelbæk er vant til at leve sig ind i store følelser og teatralsk dybde. Men præcis det underspillede samspil mellem hende og Ulla Henningsen er… magi.
En varme fra Badehotellet – med dybere skygger
Mange af os kender (og elsker) hende som stuepigen Fru Frigh på Badehotellet – en karakter, der nærmest voksede op på søndags-streaminger i kedsommelige marts-uger gennem 10 sæsoner. Og der er uden tvivl en arv at løfte. Men i Generationer mærker man en anden side af Anette Støvelbæk: den modne eftertænksomhed, den skrøbelige autoritet og en rørende moderkærlighed, som føles… mere menneskelig end perfekt.
Og nej, det er ikke kun skuespillet, der har modnet – det har vi også. Mange af os kredser netop nu om relationen til vores forældre. Bliver stille bekymrede, når de begynder at glemme lidt for mange ting. Eller finder os selv i at sige ting som “Har du husket at tage vitaminer?” til den kvinde, der plejede at styre støvsugeren som en rodeotyr. Det er det perspektiv, Støvelbæk inviterer os ind i – uden store forklaringer, men med en følt ro.
Gensyn og ‘gammel vin i ret nye flasker’
For den opmærksomme teatergænger er sammenspillet mellem Ulla Henningsen og Anette Støvelbæk allerede én gang blevet testet i “Solformørkelse” på Teater Grob i 2019. Dengang var det også to kvinder med indestængte følelser og en fortid, der pressede sig på, som mødtes.
Men hvor det tidligere var mørkt og lidt teatralsk tungt, føles Generationer mere som en ægte samtale filtrede i en kommode med porcelænskopper, halvglemte familiebilleder og en radiator der siger klik. Det er hverken Netflix-glamourøst eller P3-vittigt – men det er nærværende som en sen eftermiddag, hvor man pludselig kommer til at græde uden at vide hvorfor.
Robert-stiletter og showsko
Samtidig med DR-rollen står Anette Støvelbæk midt i et bemærkelsesværdigt karriere-år. Hun er nomineret til en Robert for sit teaterarbejde – og ikke bare det: Hun fungerer som en slags kunstnerisk “paraply-holder” i programmet ved Teatret ved Sorte Hest næste sæson. Ret stilet, når man tænker på, hvor let det ville være bare at tage en pause efter Badehotellets (meget) lange løbetid.
Men nej. Det virker til, at hun nægter at vælge enten skærm eller scene. Og faktisk føles det lidt inspirerende. For i en branche (og tidsalder) hvor kvinder over 40 ofte skal genopfinde sig selv i panik eller forsvinde helt, så bliver Støvelbæk bare ved med at være… Støvelbæk. Tryg i sin stemme. Selvom den ændrer sig.
Et lille liv midt i de store
Der er noget trøstende i at se en kvinde, der ikke “brænder igennem”, men i stedet bare er – med mange lag under overfladen. Og Generationer giver faktisk lov til dét. At være stille. Pågående på den afdæmpede måde. Som et blik, der bliver hængende en anelse for længe.
På en måde har Anette Støvelbæk bare ramt tidsånden helt uden at forsøge. Hun er ikke trendy – men hun er aktuel. Hun er ikke flashy – men hun føles nødvendig. Og om hun så siger, at “alting hænger”, så er der stadig noget meget rørende i, at hun stadig holder fast i sin ret til at skinne – også når lyset er lidt blødere.
Og nogle gange er det faktisk dén slags lys, vi trænger mest til.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: