Tips til chiagrød til dig, der ikke kan lide chiagrød



1. februar, 2017 - kl. 06:00
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen


Ingen tvivl om, at jeg er vild med chiagrød!

Jeg elsker at sætte tænderne i den kolde masse med müsli og masser af frugt på toppen, og jeg er vild med, at sådan en lille portion chiagrød kan holde mig mæt i timevis. 

Desuden er jeg, i en travl hverdag, utroligt glad for, at det er så nemt at lave sin morgenmad aftenen før og bare hive den ud af køleskabet næste morgen!

Men jeg indrømmer også gerne, at min første oplevelse med chia var en smule dobbelt.

Chiagrød smager jo dejligt, men konsistensen kan godt føles en anelse underlig, når den lidt slimede masse ramme tungen første gang ...

Jeg kender da også rigtigt mange, som slet ikke er til det. Og det er primært konsistensen, der får dem til at rynke på næsen. 

Derfor, og fordi jeg altid gerne vil have variation i det, jeg spiser, har jeg eksperimenteret lidt med, hvad der kan give chiagrøden en anden konsistens. 

For chiafrø er utroligt sunde, og hvis jeg, ved at supplere med lidt andre (sunde og gode) ting, kan få barnet til at spise det i ny og næ også, jamen så er der jo dobbeltlykke - og jeg kan lave den nemme morgenmad til to! 

Hører du til dem, der gerne vil i gang med at spise chiagrød, men står helt af på den slimede konsistens, så er her en lille håndfuld tips til, hvordan du gør hele chia-rutinen mere "spiselig".
 

Chiagrød på fire måder:


Den klassiske:
For at lave en klassisk chia, skal du bruge en lille skål eller et glas. Gerne med låg, men et lag film kan også gøre det. 

Du hælder et par skefulde chiafrø i bunden af glasset og hælder over med vand, mælk, plantemælk eller din egen foretrukne væske.

Jeg kan godt lide at bruge Naturli' Soyamælk med smag af vanilje eller soyakakaomælk.

Sæt den lukkede emballage i køleskabet natten over, og rør rundt, når du tager den ud.

På toppen strøer jeg, hvad jeg har ved hånden: Müsli, vindruer, blåbær, tørret frugt, nødder eller lignende. 

Det smager vidunderligt!

Den mindre slimede:
Bliver hele oplevelsen med chia for slimet, men vil du gerne have de sunde chiafrø, så prøv at erstatte en stor del af chiafrøene med helt almindelige havregryn.

Sammen vil chiafrø og havregryn have en helt anden konsistens end, hvis du laver grøden kun på chia. Grøden vil blive mere fast som en kold havregrød - omend slet ikke stiv.

Din havrechiagrød topper du naturligvis også bare med det, du har ved hånden. Specielt saftige æbler passer godt, men det gør alle typer bær nu også!

Den alsidige:
Vil du gerne have endnu mere bid, så følg samme fremgangsmåde som ovenfor, men suppler desuden med fx. andre korntyper (5-gryn fra Kornkammeret er fantastisk til formålet!), tørret frugt skåret i små tern, nødder i små bidder samt frø og kerner. 

Alt dette bliver til sammen en morgengrød med en mere alsidig smag og mere at tygge på end i en klassisk chia. 

Og hvis du gerne vil have endnu mere smag, så smid endelig alt det frugt på toppen, som du orker.

Den med kokos:
Et sidste tip er at bruge en af de ovenstående fremgangsmåder og så desuden hælde en smule frisk revet kokos i blandingen, inden den sættes i køleskabet. Kokosmel kan naturligvis også bruges, hvis man ikke lige har en frisk kokos ved hånden.

Det giver en frisk og sødlig smag, som er helt uimodståelig sammen med bl.a. jordbær. 


Ja faktisk kan man med ovenstående tips ikke finde nogen som helst grund til ikke at sætte tænderne i en sund og lækker chiagrød i ny og næ. Jeg elsker det i hvert tilfælde - og variationsmulighederne er uendelige.

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen