Aniston

Seks oldschool papirvarer, der er oplagte til ønskesedlen

Seks oldschool papirvarer, der er oplagte til ønskesedlen

Det kan godt være, at man i mange år har påstået, at bogen er så godt som død. At vi alle fremover vil læse på Blackberries, iPads eller på vores telefoner.

Men jeg synes, der er noget meget charmerende ved at åbne en bog, der er lavet af papir. Ligesom jeg, når jeg skal forkæle mig selv, også køber et lækkert magasin - selvom der er præcis samme indhold at finde (ganske gratis) i blogland.

Når jeg åbner en reel bog, et magasin eller farveblyanter og en voksenmalebog, så får jeg en særlig følelse af zen, som ikke afbrydes af en push-besked, en mail eller en sms, der tikker ind. Og det er et øjeblik af zen, som jeg har brug for i ny og næ i en ellers travl og logistiktung hverdag.

Har du det på samme måde, så har jeg samlet syv lækkerier i godt gammeldags papir, som måske skal have en plads på din juleønskeseddel. 

Mine juleønsker ligger i øvrigt som en note på min telefon ... Men så er den trods alt nemmere at dele med diverse interessenter via sms fremfor en ønskeseddel i papir ;-)


Vinterbørn
Jeg var ret meget hensat til min tid på barselsgangen på Rigshospitalet, da jeg læste Dea Trier Mørchs nyklassiske fortælling fra 1976. 

Gennem de gravide kvinders hverdag på hospitalsstuerne over julen kan man ikke undgå at genopleve sin egen tid med frygten, veerne, ammebesværet, ømme bryster og i det hele taget øm krop samt de mange tanker, som automatisk melder sig, når man er på vej til at sætte et lille menneske i verden.

Selvom "Vinterbørn" er skrevet for 40 år siden, så er der ikke meget ved en fødsel, der har ændret sig siden og derfor vil historien fra barselsgangen nok altid være aktuel.

Bogen er da også netop genudgivet nu her 40 år efter, den blev udgivet for allerførste gang.

"Vinterbørn" er skrevet af Dea Trier Mørch og udgivet af Gyldendal.

Dyreriget deluxe - en eventyrlig malebog
Det der med at dyrke slow living, sætte sig ned med en malebog og kun koncentrere sig om at tegne indenfor stregerne er nok en af de største afslapningstrends blandt alle os, som ikke hverken strikker eller hækler.

Det vælter frem med nye malebøger for voksne (eller såkaldte zendoodle malebøger), og det lader til at være et umætteligt marked. Når man har malet en malebog færdig, skal man jo trods alt også have en ny.

Mange af Millie Marottas fine streger er nu samlet i en stor og lækker hardback voksenmalebog til dem, der ikke helt kan få nok. Der er i alt 180 sider at munter sig på.

Behøver jeg at sige, at Lillemanden og jeg elsker det?

"Dyreriget deluxe" er illustreret af Millie Marotta og udgivet af Politikens Forlag.

Paper Collective kalender
Det kan godt være, at alle vores individuelle aftaler herhjemme ligger på vores telefoner. Men når vi skal koordinere møder, events, børnefødselsdage, legeaftaler og alt det andet, som familielivet bringer med sig, så er vi ganske enkelt nødt til at have en fælles kalender, som vi kan gå og skrive noter og aftaler på. 

Har vi ikke en familiekalender med det gyldne overblik, så ryger hverdagen simpelthen helt ud i tovene.

Danske Paper Collective har netop lanceret en rigtig fin en af slagsen - med flotte farver og med sollyset som tema. Den må gerne hænge hjemme i vores gang.

2017 Sunlight Calendar fra Paper Collective er i handlen nu.

Den dejlige juletid
Apropos voksenmalebøger så skal den søde juletid naturligvis have sin helt egen. Når julefreden sænker sig, og de sidste gaver er pakket ind, er det jo oplagt at sætte sig og farvelægge eventyrlige mønstre og honningkagebyer.

Dygtige Johanna Basford har samlet en række fine julede illustrationer i "Den dejlige juletid - en festlig male- og tegnebog". Så er der vist ingen undskyldning for at blive ramt af julestress.

"Den dejlige juletid" er illustreret af Johanna Basford og udgivet af Politikens Forlag.

Sigurd fortæller Danmarks historie
Vil I læse og grine sammen, så kan jeg ikke rose Sigurd Barretts seneste bog nok.

"Sigurd fortæller Danmarks historie" er simpelthen et must på alle børn i alderen 4 til 10 års ønskeseddel, hvis du spørger mig.

Men du kan læse meget mere om den her.

"Sigurd fortæller Danmarks historie" er skrevet af Sigurd Barrett og udgivet af Poltikens Forlag.

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv
Har du børn i skolealderen, er "Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv" altså også et rigtig godt bud på en hysterisk morsom børnebog, som både børn og voksne kan grine af.

Igen er det en børnebog, som jeg har anbefalet før. Men det er altså ikke alle børnebøger, der også giver voksne en god oplevelse. Det gør denne!

Læs mit tidligere skriv om "Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv" her.

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv" er skrevet af Flemming Møldrup og udgivet af Politikens Forlag.


Ja ja ... de fleste af bøgerne findes også som lydbøger eller e-bøger. Men nu har jeg været så rar at linke til papirudgaverne. Selv tak!

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce