Når en bybo pludseligt overvejer at flytte på landet



16. april, 2017 - kl. 22:04
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

Da vi gik fra at være et par og til at være en lille familie på tre, boede vi i Vanløse.

Men jagten efter en lejlighed tættere på centrum var allerede gået i gang, inden Lillemanden var kommet til verden.

Og for lige præcis seks år siden i påsken, brugte vi alle helligdagene på at flytte fra vores 78 kvm i Vanløse og til vores nye hjem på Frederiksberg.

Vi ville tættere på byen, være en del af Københavns pulserende liv og nyde godt af at have ALT lige uden for døren. Og det skal jeg love for, at vi har fået, og vi har nydt det for hver dag, der er gået siden.

Det seneste års tid har vi dog i det små gået og talt om, at det ville være rart at have lidt mere plads. Og hvis ikke mere plads, så i hvert tilfælde en indretning, som går mere i spænd med den slags familie, vi er nu, hvor Lillemanden ikke er så lille længere.

Vi er tre mennesker, der skal være på badeværelset samtidigt, og vi har kun en stue, som vi kan være sammen og hver for sig i. 

Samtidigt går der ikke lang tid, inden Lillemanden vil have behov for lidt mere privatliv. Og hvis der er noget, vores lejlighed ikke er indrettet til, så er det netop det.

Vi er sammen alle sammen, når vi er hjemme, og sådan er det!

Når vi har kigget på lejligheder i nærområdet, hvor Lillemanden jo går i skole, så er de hurtigt blevet skudt ned på tre faktorer: Pris, pris og pris.

Det koster nemlig utroligt mange penge at skifte vores nuværende forholdsvist billige andelslejlighed ud med en lejlighed på tilsvarende størrelse eller mere. 

En pris, som vi måske godt kunne betale. Men som omvendt ville betyde, at vi havde et helt andet rådighedsbeløb, end vi har i dag, hvor vi bruger en del penge på at rejse og gå ud. Ting, vi ganske enkelt ikke vil bytte for kvadratmeter.

I dag (ret præcist seks år siden vi flyttede til vores nuværende hjem) kunne vi pludseligt låne en bil og endte med at køre til Dragør lige uden for København.

En køretur på rundt regnet en halv time i bil og en tur, som jeg faktisk aldrig tidligere har taget, fordi det ikke er faldet mig ind, at Dragør kunne være et sted, hvor jeg havde noget som helst at gøre.

Men det er jo faktisk (og overraskende nok) utroligt fint i Dragør! Jeg blev en lille smule forelsket i de små gule huse i den gamle del af Dragør, og udsigten fra havnen var faktisk også en, jeg godt kunne vænne mig til, hvis nu det skulle være.

Vi gik for sjov og talte om, hvad det mon kostede at bo i Dragør, og at det jo stadig er ret tæt på byen - omend også utroligt langt væk!

Faktisk kom vi så langt som til at tale om, at det nok ville være meget godt for Lillemanden, som ikke altid trives lige godt i sin meget store skole midt i byen, at komme ud et sted, hvor der er lidt færre mennesker (og børn) omkring ham.

Og vi nåede så vidt som til at kigge på, hvad sådan et lille rækkehus i Dragør mon så skulle koste.

Nu var det en hurtig visit på nogle timer, og vi aner jo ikke, hvad Dragør har at byde på udover en lækker havn, smukke udsigter, utroligt fine gamle gule huse og charmerende små spisesteder.

Men overvejelsen om at flytte ud af byen ligger os pludseligt ikke så fjern, som den gjorde, da vi stod op i morges. For det ville nok faktisk være meget godt for selvet og (ikke mindst) for familielivet at trække sig lidt ud af byens konstante liv og tilbud.

Samtidigt er det jo det, vi altid har søgt imod, og 99 pct. af vores liv (arbejde og sociale arrangementer) findes jo i København, hvor roen måske bare ikke findes i samme grad, som den gør, når man flytter udenfor byen.

Løsningen ligger ikke lige for hånden, og den vil heller ikke give sig selv lige med det samme.

Men jeg kan sige så meget, som at jeg skal bruge resten af min påske på at arrangere endnu en tur til Dragør igen snart - og så til at lure lidt mere på, hvad Dragør egentligt kan.

Ja ... Nogen gange kan sådan nogle sammenhængende fridage, hvor man lader sig føre af spontanitet, pludseligt ende i alt andet, end man have forventet.

Ligner hun en, der bor i Dragør? Måske?
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen