De sikre beautytips, du sikkert godt kendte, men måske har glemt



21. januar, 2017 - kl. 16:43
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen


Januar er en god mulighed for en frisk start. Ikke fordi vi nødvendigvis skal have de store forkromede nytårsforsæt, som alligevel vil mislykkedes i 99 pct. af tilfældene, fordi vi er vanedyr uden lige.

Men fordi januar er en rigtig god mulighed for at hanke op i nogle af de gode vaner, som vi sikkert har haft eller udemærket godt kender, men som vi har lagt på hylden i en travl hverdag eller faset ud, fordi vi ikke lige fik det gjort den ene dag efter den anden.

Januar er en tid, hvor de fleste af os er meget hjemme. De sociale forpligtelser er blevet klaret i december, og vejret er alligevel ikke til de store forkromede planer - med mindre naturligvis de indebærer en god kop kaffe, kage, et tæppe og Netflix.

Jeg har samlet seks tips til gode skønhedsvaner, som er oplagte at gå i gang med i januar. Det er vaner, som du sikkert godt kender, men som du måske har glemt. Og de er oven i købet slet ikke svære at komme i gang med og kan bruges af alle - uanset alder, hudtype eller budget.
 


Sov aldrig med makeup på
Det kan godt være, at du sparer fem minutter inden sengetid. Men du gør dig selv en bjørnetjeneste.

Hud har brug for at være ren, hvis den skal fungere optimalt.

Hvis du ikke vasker dit ansigt før sengetid, gør du skade på din hud, og over tid vil kollagenen blive nedbrudt hurtigere.

Makeup tilstopper desuden dine porer, hvilket kan give uren hud, som du skal dække med mere makeup. En ond cirkel.

At gøre det til en god og daglig vane at fjerne alt makeuppen er altså et rigtigt godt sted at starte!

Brug penge på hudpleje istedet for makeup
Passer man godt på sin hud, er der meget mindre, der skal dækkes, camoufleres og males op.

Så hvis man står med 500 kr. på lommen, er det gode hudplejeprodukt en langt bedre investering end en lille stribe makeupprodukter, som skal dække den hud, som har behov for bedre hudpleje.

Og apropos ovenstående tip, så er gode renseprodukter alfa-omega. Det samme gælder i øvrigt en god fugtgivende ansigtscreme.

Spis gode råvarer, frugt, grønt og fisk
Du bliver, hvad du spiser. Det samme gør din hud.

Desuden starter skønhed indefra. 

Så tag et kig på det, du fylder på din tallerken. Er det kvalitetsråvarer, masser af frugt, grøntsager og fisk? Jamen så er du godt på vej mod en god skønhedsrutine.

Frugt og grøntsager indeholder nemlig mange antioxidanter, som øger cellefornyelse, mens fisk er spækket med Omega-3, der er kendt for at virke antiinflammatorisk. 

Husk solcreme, når solen skinner
Jeg er ikke fortaler for, at man bruger solcreme året rundt. Men når solen skinner, så skal solcremen frem.

Ikke kun fordi man kan få hudkræft af at lade være. Men også, fordi solcreme beskytter din hud mod at ældes før tid. 

I Danmark er SPF 20 rigtig fint til de fleste hudtyper - nærmest uanset, hvor meget solen måtte skinne.

Tilfør fugt efter badet 
Et smukt udseende handler ikke kun om ansigtet. Lige så vel som at du tilfører fugt i ansigtet, så bør kroppen også have sin dosis god creme.

Gør det til en vane at smøre creme på kroppen lige efter badet, hvor huden er lidt våd, og porerne åbne, så holder huden nemlig længere på fugten, og du får mere ud af din bodylotion eller kropsolie.

Vær glad for den, du er
Man er smukkere, når man smiler, og sådan er det bare!

Så vær glad for den, du er, og lad være med at hænge dig i de små ting.

Ja, vi har alle vores små fejl. Men den store næse, de lidt for tykke lår og det skøre mellemrum mellem tænderne er det, der gør os til dem, vi er.  

Når du føler dig smuk, vil du også se smukkere ud!

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen