Han lå fastklemt i en rulletrappe og døde – mens folk bare gik videre

Der er noget helt absurd over, at man kan dø midt i myldretiden, mens mennesker går forbi med deres AirPods i og kaffen i hånden. Som om vi kollektivt har besluttet, at “det er sikkert nogen andres problem”.

Ifølge Ladbible er det hvad der skete for Steven McCluskey der blev 40 år gammel. Far til to. Tømrer. Et menneske. Ikke bare “mand fundet død på rulletrappe”, som den slags historier hurtigt bliver reduceret til mellem vejrudsigten og en TikTok om “5 tegn på, at han er emotionally unavailable”.

Han faldt på en rulletrappe på en togstation i Massachusetts lidt efter klokken fem om morgenen. De fleste af os kan næsten se det for os: trætte pendlere, halvvågne mennesker med takeaway-kaffe og det der grå morgenlys, hvor ingen helt er blevet til mennesker endnu.

Steven bevægede sig ned mod perronen på Davis Station i Somerville, da han kollapsede nederst på den kørende rulletrappe. Men det var ikke faldet, der dræbte ham.

Hans tøj blev fanget i maskineriet.

Først stoffet. Så mere stof. Så hans krop.

Ifølge brandfolkene blev tøjet trukket så hårdt ind i rulletrappen, at det strammede omkring hans hals. De fandt også dele af huden på hans ryg fanget i mekanikken. Bare skrivningen af den sætning giver fysisk ubehag.

Og alligevel fortsatte mennesker med at gå forbi ham.

Videoovervågning viser angiveligt mere end et dusin pendlere passere Steven, mens han lå fastklemt nederst på rulletrappen. Nogle kiggede kort. En enkelt mand forsøgte i få sekunder at trække ham fri, men stoppede igen.

Det var ikke en mand, der “måske sov”.
Ikke en hjemløs person folk undgik øjenkontakt med.
Ikke en fuld fyr efter en bytur.

Han sad bogstaveligt talt fast i en kørende rulletrappe.

Ingen trykkede på nødstop.
Ingen ringede straks 911.
Ingen standsede rulletrappen.

I 22 minutter.

22 minutter, hvor et menneske lå fanget i en maskine på en offentlig station, mens verden bogstaveligt talt fortsatte forbi ham.

Først da en medarbejder fra transportmyndigheden trykkede på nødknappen, stoppede rulletrappen. Da redningsfolkene nåede frem, havde Steven ingen puls. Han døde på hospitalet ti dage senere efter at have ligget i koma.

Og det mest uhyggelige er næsten ikke selve ulykken. Det er videoen af mennesker, der ser ham ligge der… og fortsætter videre. Et hurtigt blik. Måske en lille rynke mellem brynene. Og så videre mod arbejde, kaffe, livet. Som om en mand på gulvet bare var endnu en forsinkelse i offentlig transport.

Hvad fanden er det, der sker med os?

Vi er blevet bange for at blande os

Det er som om moderne mennesker lider af en kollektiv “det er sikkert ikke mit ansvar”-lammelse. Vi vil gerne være gode mennesker. Vi deler opslag om mental health. Vi liker opslag om empati. Vi skriver “pas på dig selv ❤️” på Instagram.

Men når virkeligheden står foran os og lugter af panik, blod eller noget ukomfortabelt… så fryser vi.

Måske fordi vi er blevet opdraget til ikke at lave en scene.
Måske fordi vi er bange for at gøre noget forkert.
Måske fordi vi er så vant til at se mennesker kollapse på internettet, at vi ikke længere reagerer i virkeligheden.

Der er noget næsten dystopisk over tanken om, at et menneske kan ligge fastklemt i en rulletrappe, mens andre mennesker træder forbi ham på vej til arbejde.

Og ja, selvfølgelig er der også systemsvigt her. Hvor var personalet? Hvor var sikkerheden? Hvorfor tog det så lang tid at stoppe rulletrappen?

Men helt ærligt:
Hvor var menneskene?

“Nogen burde gøre noget” er den farligste tanke i verden

For “nogen” bliver ofte til ingen.

Det er den samme mekanisme, når en kvinde bliver chikaneret i metroen, og alle stirrer ned i telefonen. Når en person besvimer på Roskilde Festival, og folk først tror, de er fulde. Når nogen græder på toilettet på en bar, og vi diskuterer med os selv, om det ville være “mærkeligt” at spørge, om de er okay.

Vi er blevet så bange for at være pinlige, for meget, invaderende eller forkerte, at vi nogle gange glemmer den vigtigste regel:
Hellere hjælpe én gang for meget end én gang for lidt.

Ingen forventer, at du skal være actionhelt. Ingen siger, du skal kaste dig dramatisk ind i en brændende bygning som en karakter i Grey’s Anatomy.

Men du kan stoppe op.
Du kan spørge.
Du kan trykke på en nødknap.
Du kan ringe 112.

Du kan være et menneske.

Det skræmmende er, at vi alle tror, vi ville hjælpe

Det er det mest ubehagelige ved historier som denne. Ingen læser den og tænker:
“Ja ja, jeg ville nok også bare gå videre.”

Vi forestiller os alle sammen, at vi ville være personen, der reagerede hurtigt og reddede dagen. Men sandheden er, at mennesker i flok ofte bliver mærkeligt passive. Hvis ingen andre reagerer, begynder hjernen at tolke situationen som “nok ikke alvorlig”.

Det er social psykologi, men det er også lidt et moralsk mareridt.

For mens alle stod og ventede på, at “nogen” gjorde noget, blev Steven McCluskey kvalt af sit eget tøj i en rulletrappe.

Det er ikke bare tragisk.
Det er civilisationens største røde flag.

Måske er det på tide, vi bliver lidt mere besværlige

Måske skal vi begynde at blande os lidt mere.
Være lidt mindre cool.
Lidt mindre “det rager ikke mig”.

For ærligt? Jeg vil hellere være hende den irriterende kvinde, der overreagerer og spørger “er du okay?” én gang for meget, end hende der går videre og håber, at nogen andre tager sig af det.

Verden mangler ikke flere mennesker, der passer deres eget.
Den mangler folk, der tør stoppe op.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.