Gigantiske bidmærker skabte frygt for en monsterhaj ud for New York

Det lyder som plottet i en Hollywood-thriller: En kæmpehaj efterlader enorme bidmærker i hvaler, sæler og tun, mens en havbiolog forsøger at finde forklaringen på de mystiske angreb.

Men historien udspillede sig faktisk ud for New Yorks kyst. Ifølge Daily Mail, som omtaler et nyt afsnit af Discovery Channels Shark Week, satte de mystiske angreb gang i en dramatisk jagt på det rovdyr, der hurtigt fik kælenavnet “Sharkzilla”.

Mystiske angreb satte alarmklokkerne i gang

Det hele begyndte, da en pukkelhval blev fundet med et cirka 60 centimeter bredt bidmærke. Kort efter blev en gråsæl fundet med et voldsomt sår, og en tun på omkring 180 kilo var blevet flået til et blodigt måltid.

De usædvanligt store skader fik havbiologen Craig O’Connell til at mistænke, at en usædvanligt stor haj patruljerede farvandet ud for Long Island.

Området ved Montauk var tidligere kendt for enorme hajer, men intensivt fiskeri fik bestandene til at styrtdykke. O’Connell mente derfor, at de store rovdyr måske var vendt tilbage.

En teori, der lød som science fiction

Jagten førte forskerne til Hudson Canyon – en enorm undersøisk kløft omkring 160 kilometer fra kysten.

Her blev omkring 15.000 tønder med radioaktivt affald dumpet i slutningen af 1960’erne, og senere viste undersøgelser, at flere af tønderne lækkede.

Det fik O’Connell til at fremsætte en opsigtsvækkende, men også stærkt omdiskuteret hypotese: Kunne radioaktiv forurening have påvirket dyrelivet og skabt en usædvanligt stor og aggressiv haj?

Han understregede selv, at teorien aldrig var dokumenteret og udelukkende var en mulighed, som skulle undersøges. Der er desuden aldrig fundet dokumentation for, at det radioaktive affald har forårsaget genetiske forandringer hos hajer eller andre havdyr i området.

Mødet med “Sharkzilla”

Forskerholdet sænkede kameraer ned i det mørke hav og fik hurtigt øje på både enorme hvidhajer og makohajer.

Makohajen er verdens hurtigste haj og kan svømme med hastigheder på over 70 kilometer i timen.

Da en kæmpemæssig skygge pludselig gled gennem mørket, steg spændingen om bord.

Senere lykkedes det forskerne at lokke en næsten fire meter lang hun-makohaj tæt på båden med lokkemad, der efterlignede en død hval.

“Det er Sharkzilla!” udbrød O’Connell.

Efter flere forsøg lykkedes det holdet at montere en satellitsender og tage en vævsprøve fra hajen.

Den dramatiske teori holdt ikke

Prøverne gav dog et langt mindre spektakulært svar.

Der var ingen tegn på radioaktive mutationer eller genetiske forandringer.

I stedet pegede analyserne på en langt mere jordnær forklaring: Den enorme makohaj var sandsynligvis drægtig, og området fungerede som yngleplads. De voldsomme angreb skyldtes formentlig, at store rovhajer jagede intensivt for at skaffe energi til deres kommende unger.

“Sharkzilla” var altså ikke et radioaktivt havmonster, men en usædvanligt stor, drægtig makohaj. Selv om teorien om en mutant faldt til jorden, viste jagten, at nogle af Atlanterhavets største og hurtigste rovdyr igen patruljerer farvandet ud for New York.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.