En barndom fanget i mørke: Som 13-årig bevægede Genie sig “som en kanin” og kunne næsten ikke tale

Da Genie Wiley blev fundet som 13-årig, vejede hun kun 22,5 kilo, kunne næsten ikke tale og havde svært ved at gå normalt. Hun havde tilbragt størstedelen af sin barndom isoleret i et mørkt rum. Senere blev hendes tragiske historie centrum for et spørgsmål, der fascinerede forskere: Kan et menneske lære sprog, hvis det aldrig fik muligheden som barn?

Der findes historier, man læser og tænker: Det kan simpelthen ikke være virkeligt.

Historien om Genie Wiley er en af dem.

Genie er ikke hendes rigtige navn. Det var navnet, hun senere blev kendt under, blandt andet for at beskytte hendes identitet.

Og hendes historie begyndte ikke med forskere, psykologer eller teorier om den menneskelige hjerne.

Den begyndte med et aflåst værelse.

Hun blev isoleret som helt lille

Da Genie var omkring 20 måneder gammel, begyndte hendes far, Clark Wiley, at holde hende isoleret fra omverdenen.

Hun blev ifølge beskrivelser af sagen spændt fast til en særlig toiletstol i lange perioder. Om natten blev hun bundet fast i en form for tremmeseng med arme og ben fikseret.

Rummet blev holdt ekstremt mørkt. Der var stort set ingen menneskelig kontakt og næsten ingen stimulering. Hendes verden bestod i lange perioder af de samme få ting omkring hende: stolen, sengen og gardinerne foran vinduerne.

Alt det, små børn normalt får helt automatisk – samtaler, leg, bevægelse, berøring og mennesker, der reagerer på dem – var stort set fraværende.

Hendes far var overbevist om, at Genie var alvorligt udviklingshæmmet. I stedet for at søge hjælp valgte han at gemme hende væk fra omverdenen.

Han blev beskrevet som en kontrollerende mand, der hadede støj, og hvis Genie græd eller lavede lyde, blev hun straffet. Ifølge beskrivelser af sagen kunne han kommunikere med hende ved at gø eller knurre.

Genie lærte meget tidligt én ting:

Det var sikrest at være stille.

Familien var allerede præget af tragedier

Clark Wiley havde selv haft en vanskelig opvækst og havde tilbragt dele af sin barndom i plejefamilier.

Han skulle angiveligt have sagt, at han aldrig kunne lide børn.

Alligevel fik han og hustruen Irene flere børn. De første to døde tragisk som spædbørn. Senere fik parret sønnen John og fem år efter endnu en datter – pigen, der senere blev kendt som Genie.

Irene var omkring to årtier yngre end sin mand og havde alvorlige problemer med synet. Ifølge beskrivelser af familien levede hun samtidig i frygt for sin kontrollerende mand.

Det skulle tage mere end et årti, før hun kom væk med sin datter.

En socialrådgiver opdagede, at noget var helt galt

I november 1970 forlod Irene hjemmet sammen med Genie.

Hun opsøgte et socialkontor i Californien for at få hjælp, og her bemærkede en medarbejder hurtigt den 13-årige pige.

Noget var helt galt.

Genie var 13, men lignede ifølge beskrivelser nærmere et barn på omkring syv.

Hun vejede kun cirka 22,5 kilo.

Hun havde en foroverbøjet kropsholdning, var inkontinent, spyttede og havde svært ved at strække sine arme og ben ordentligt ud. Hendes krop bar tydelige spor efter årene med ekstrem begrænsning og manglende bevægelse.

Ifølge LadBible blev det blandt andet bemærket, at hun holdt sine hænder “som en kanin”, og hendes måde at bevæge sig på var så usædvanlig, at den blev beskrevet som hoppende.

Hun kunne heller ikke tale normalt.

Myndighederne mistænkte i første omgang, at Genie kunne have autisme. De kendte endnu ikke det fulde omfang af den isolation og mishandling, hun havde været udsat for.

Da sandheden om hendes opvækst begyndte at komme frem, stod de med en ekstrem sag om omsorgssvigt og børnemishandling.

Pludselig blev Genie interessant for videnskaben

Efter redningen blev Genie indlagt på en specialiseret afdeling i Californien.

Og snart begyndte psykologer, læger og sprogforskere at interessere sig intenst for hende.

For hendes situation rejste et enormt spørgsmål:

Hvad sker der med vores evne til at lære sprog, hvis ingen taler med os som børn?

Forskere havde længe diskuteret, om der findes et særligt vindue i barndommen, hvor hjernen er ekstra modtagelig for sprog.

Tanken er nogenlunde denne:

Et lille barn kan lære et sprog med en lethed, der virker direkte provokerende for enhver voksen, der nogensinde har siddet med en sprogapp og stadig ikke kan bestille kaffe uden at gå i panik.

Men måske står det vindue ikke åbent for evigt.

Hvis et barn ikke får mulighed for at udvikle sprog i de afgørende første leveår, kan dele af evnen muligvis være meget svære – eller umulige – at indhente senere.

Og pludselig sad Genie midt i netop det spørgsmål.

Ikke som teori.

Som menneske.

Hun kunne sige “mor” og “gå”

Forskerne arbejdede intensivt med Genie, og hun gjorde fremskridt.

Ifølge rapporterne kunne hun blandt andet sige enkelte ord som “mor” og “gå”, og efterhånden lærte hun flere ord og andre måder at kommunikere på.

Men hun udviklede aldrig et almindeligt grammatisk talesprog på samme niveau som børn, der havde lært sprog under normale forhold.

Hendes adfærd viste samtidig, hvor dybt årene med isolation havde påvirket hende. Hun bevægede sig på sin karakteristiske hoppende måde og kunne blandt andet tisse, når hun blev stresset.

Genie gennemgik gennem årene adskillige undersøgelser, herunder hjernescanninger og lydoptagelser, mens forskerne forsøgte at forstå hendes udvikling.

Hun var blevet reddet fra isolation.

Nu blev næsten alt ved hende undersøgt.

Hun kunne ikke tale normalt – men hun kunne tænke

Det måske mest fascinerende ved Genie var, at hendes begrænsede sprog ikke betød, at hun manglede intelligens.

Lingvisten Susan Curtiss, der arbejdede tæt sammen med hende og senere blev knyttet personligt til Genie, fortalte i 2016 til The Guardian, at sprog og tanke ikke nødvendigvis er det samme.

For de fleste af os hænger tanker og ord så tæt sammen, at det næsten er svært at forestille sig det ene uden det andet.

Men Genie havde aldrig fået sproget til at organisere sine tanker på samme måde.

Alligevel kunne hun tænke komplekst.

Hun kunne arrangere billeder, så de fortalte en sammenhængende historie, og hun kunne bygge avancerede konstruktioner med pinde.

Curtiss var ikke i tvivl om, at der var intelligens bag Genies meget begrænsede sprog.

Det er en ret væsentlig detalje.

For når et menneske ikke kan fortælle os, hvad det tænker, er det skræmmende nemt at antage, at der ikke foregår særlig meget derinde.

Hos Genie var der tydeligvis mere.

Men hvem var forskningen egentlig til for?

Genies sag blev fulgt intenst i flere år.

Hun gennemgik tests, optagelser, hjernescanninger og observationer, mens forskerne forsøgte at forstå både hendes sproglige, psykiske og neurologiske udvikling.

Og det er her, historien bliver mere kompliceret.

For Genie havde selvfølgelig brug for behandling, omsorg og hjælp.

Men hun var samtidig blevet noget ekstremt sjældent i forskningens verden: Et menneske, der kunne give forskerne mulighed for at undersøge spørgsmål, som det af åbenlyse etiske grunde aldrig ville være muligt bevidst at skabe et eksperiment omkring.

Grænsen mellem behandling og forskning blev derfor et centralt spørgsmål omkring sagen.

For hvornår undersøger man et traumatiseret barn for at hjælpe hende?

Og hvornår begynder barnet at blive betragtet som et forskningsobjekt?

Det spørgsmål hænger stadig ubehageligt ved historien.

Hendes far kom aldrig for retten

Efter myndighederne opdagede forholdene i hjemmet, fulgte en omfattende undersøgelse af mishandlingen.

Men Clark Wiley kom aldrig til at stå til ansvar i en retssal.

Den dag, han skulle møde i retten, tog Clark Wiley sit eget liv.

Han efterlod angiveligt en besked med ordene:

“Verden vil aldrig forstå.”

Dermed forsvandt også muligheden for gennem en retssag at få svar på mange af spørgsmålene om, hvordan Genie kunne blive holdt isoleret så længe.

Hvad skete der med Genie bagefter?

I årene efter redningen boede Genie forskellige steder og var blandt andet hos plejefamilier.

Forskningsprojektet omkring hende mistede senere sin finansiering, og hendes kontakt til flere af de mennesker, der havde arbejdet med hende, ophørte.

Susan Curtiss fortalte i 2016, at hendes sidste kontakt med Genie havde været i begyndelsen af 1980’erne.

Hun fortalte samtidig, at hun siden havde forsøgt både at besøge og skrive til hende, men uden at få mulighed for det.

Hun beskrev sin situation som magtesløs.

Der findes i dag kun meget få offentligt tilgængelige oplysninger om Genies senere liv, og hendes privatliv er blevet holdt ude af offentligheden.

Og måske er det meget passende, at offentligheden ikke får lov til at vide alt.

For gennem en stor del af sit liv blev Genie defineret af andre.

Først af en far, der besluttede, at hun skulle skjules fra verden.

Senere af medier og forskere, der gjorde hende til “det vilde barn” og et enestående studie af menneskelig udvikling.

Hendes historie gav forskerne et sjældent indblik i, hvor afgørende vores første leveår kan være for sprog, relationer og udvikling.

Men bag forskningsartiklerne, teorierne og den fascination, sagen stadig vækker, var der hele tiden et barn.

Et barn, der først blev frataget muligheden for at lære verden at kende.

Og som bagefter måtte leve med, at verden ville vide alt om hende.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.