Musik
Svindlere tjener 4,1 mio. kr. på falske Taylor Swift-billetter
Billetterne der blev stjålet var hovedsageligt til Taylor Swifts udsolgte koncerter.
Når det gælder Taylor Swift, er der kun én ting, der er mere eftertragtet end hendes nye album: Billetter til hendes Eras Tour.
Desværre var det lige præcis denne popularitet, som to kreative (og kriminelle) sjæle så som deres mulighed for en stor gevinst.
Stjæler 900 billetter
Tyrone Rose (20) fra Kingston, Jamaica og Shamara P. Simmons (31) fra Jamaica, Queens i New York, er blevet anholdt for at have stjålet over 900 koncertbilletter.
Billetterne der blev stjålet var hovedsageligt til Taylor Swifts udsolgte koncerter, og Rose videresolgte dem med en samlet fortjeneste på 4,1 millioner kroner (svarende til over 600.000 dollars).
Ifølge Queens District Attorney Melinda Katz fandt de to svindlere et smuthul i et udenlandsk billetsystem, som de udnyttede til at få adgang til billetter, der allerede var solgt.
De arbejdede for en tredjepartsleverandør for StubHub i Kingston, Jamaica, hvor de brugte deres adgang til computersystemet til at omdirigere download-links for solgte billetter til sig selv.
Herefter blev billetterne lagt til salg igen på StubHub, hvor de blev solgt til intetanende fans.
“Disse tiltalte forsøgte at udnytte Taylor Swifts populære koncertturné og andre store events for at tjene penge på andres bekostning,” sagde Katz i en pressemeddelelse.
Taylor Swift-fans, Adele-koncerter og sportsbilletter
Det var ikke kun Eras Tour-billetter, der blev misbrugt i svindelnummeret.
Ifølge anklagemyndigheden i Queens omfattede de næsten 1.000 stjålne billetter også koncerter med Adele og Ed Sheeran samt billetter til NBA-kampe og US Open i tennis.
Svindlen fandt sted fra juni 2022 til juli 2023 og omfattede cirka 350 forskellige ordrer.
En undersøgelse afslørede, at svindlerne havde genereret omkring 4,1 millioner kroner i profit gennem deres fupnummer.
Finder bagdør i systemet
Den kreative, men ulovlige operation startede med Rose, der via sit job hos StubHubs underleverandør Sutherland fandt en backdoor ind til systemet.
Her kunne han ændre de unikke billet-links, så de i stedet blev sendt til Simmons og en afdød medsammensvoren i New York.
Når de havde billetterne, blev de hurtigt lagt op på StubHub til videresalg, og det skete åbenbart uden nogen alarmklokker ringede hos billetplatformen.
Først da de mange uregelmæssigheder begyndte at dukke op, blev StubHub opmærksomme og kontaktede anklagemyndigheden.
De anholdte står nu over for en række alvorlige anklager, herunder grand larceny, computer tampering og conspiracy.
Hvis de kendes skyldige, kan straffen blive hård, især fordi cyberkriminalitet ofte giver længere straffe i USA