Space queens & CO₂-dronning: Hvem vinder i det store PR-show

Helt ærligt? Den virkelige konspiration handler ikke om, hvorvidt missionen var ægte.

Det handler om, hvor meget røgslør, glitter og empowerment-retorik der skal til for at få os til at glemme én lille ting: det her stunt udledte mere CO₂ på 11 minutter, end du og jeg gør på et helt liv.

Når glasskår glimter i solen

På overfladen: En kæmpe sejr for kvinder i rumfart. Endelig nogen, der ikke ligner Elon Musk eller Matt Damon i en ørken med kartofler.

Men graver vi bare en millimeter ned, lugter det af glass cliff – begrebet hvor kvinder placeres i front af højprofilerede projekter, ofte med høj risiko for at gå galt, for at signalere forandring uden reelt at ændre noget.

Du ved, så man kan sige: “Se, vi er woke!” – mens man fyrer fossile brændstoffer direkte op i stratosfæren.

Feminisme som PR-strategi

For hey, vi elsker repræsentation. Vi elsker kvinder i front. Men hvad vi ikke elsker? At kvindekampen bliver brugt som camouflage for Jeff Bezos’ seneste PR-stunt.

Og let’s be honest: havde det været fem mænd i samme mission, ville narrativet ikke have været “historisk og inspirerende” – det ville have været “Jeff leger med sit legetøj igen”.

Med kvinder i front bliver det inspirerende. Det bliver vigtigt. Det bliver… kommercielt spiseligt.

Klimaet ringede – og det vil gerne have sin atmosfære tilbage

Midt i hele rum-glamouren er der en ubekvem sandhed: disse suborbitale joyrides er ekstreme klimasyndere. Ifølge klimaforskere kan bare én opsendelse udlede op mod 300 ton CO₂. Én tur. Det svarer cirka til en gennemsnitlig persons forbrug i 25 år.

Men det var jo kun 11 minutter! Ja, og en cheeseburger tager også kun 5 minutter at spise – men du kan stadig få et hjerteanfald af det, hvis du gør det nok gange.

Space-tourism eller space-theater?

Vi kan godt fejre, at kvinder endelig får synlighed i rummet. Men det bør ikke skygge for diskussionen om, hvorvidt vi overhovedet bør sende folk ud på glorificerede sightseeingture til mesopausen.

For lad os være ærlige: Det her var ikke forskning. Det var ikke redning af menneskeheden. Det var ikke engang Elon, der prøvede at kolonisere Mars. Det var… content. Med flyvende hår og perfekt mascara.

Final boarding call

Det er muligt, at Katy Perry følte sig empowered. Det er muligt, at lille Daisy nu drømmer om at blive astronaut. Det er alt sammen smukt. Men skal vi virkelig sende raketter op bare for at give folk bedre Instagram-materiale?

Måske det mest banebrydende, vi kunne gøre lige nu, ikke er at gå ud i rummet – men at blive her på jorden og ikke fucke den op endnu mere.