Foto: Pixabay
USA’s sundhedsdirektør Vivek Murthy kaldte i 2023 ensomhed for en regulær epidemi og understregede, at det ikke blot er en dårlig følelse, men en alvorlig sundhedsrisiko.
Allerede før pandemien oplevede halvdelen af amerikanske voksne følelsen af isolation, og i 2024 viste en undersøgelse, at 30 procent føler sig ensomme mindst én gang om ugen.
Kvinder og mænd håndterer ensomhed forskelligt, og ifølge psykolog Emily Guarnotta fra Phoenix Health er kvinder mere tilbøjelige til at internalisere følelsen og tro, at ensomheden skyldes, at der er noget galt med dem.
Det fører til skam og en negativ spiral, der forstærker ensomheden.
Her er de 10 adfærdsmønstre, kvinder ofte udviser, når de kæmper med ensomhed, uden selv at være bevidste om det.
Konstant travlhed
Psykolog Michele Goldman fra Hope for Depression Research Foundation forklarer, at kvinder, der virker travle hele tiden, ofte kæmper i stilhed.
Hun siger: “Nogle af de mest ensomme kvinder er dem, der har travlt. Kvinden, der ‘gør det hele’.”
Psykolog Gayle MacBride fra Veritas Psychology Partners tilføjer, at kvinder, der konstant overbooker deres kalender, også kan være ensomme.
Hun siger: “At fylde kalenderen med aftaler og forpligtelser er ikke det samme som at føle sig følelsesmæssigt støttet eller forbundet med andre.”
People pleaser
Dr. Guarnotta forklarer, at ensomme kvinder ofte forsøger at opnå forbindelse ved at please andre.
Hun siger:
“De siger altid ja og tilsidesætter deres egne behov og ønsker for andres skyld. Det kan opfattes positivt af omverdenen, men fører ofte til udbrændthed og bitterhed hos personen selv.”
Social isolation
Selvom det virker oplagt, pointerer Guarnotta, at nogle kvinder bevidst vælger sig selv fra i sociale sammenhænge, og det kan være et tegn på ensomhed.
Hun siger:
“Det kan være fordi sociale situationer skaber angst, eller fordi hun frygter nærhed. Når hun bliver inviteret til sociale eller arbejdsrelaterede arrangementer, finder hun måske en undskyldning for at undgå dem.”
Overfladiske relationer
Selvom nogle kvinder har mange sociale kontakter, kan de mangle dybe og meningsfulde forbindelser.
Dr. Goldman siger:
“Nogle kvinder formår nemt at skabe og fastholde relationer, men de kan være overfladiske og uden reel følelsesmæssig åbenhed. Det kan se ud som om, der er masser af kontakt, men følelsen af ensomhed består.”
Usunde forhold
Foto: Pexels
Dr. MacBride forklarer, at ensomme kvinder har sværere ved at forlade giftige eller drænende forhold af frygt for at stå helt alene.
“Det er svært at sætte grænser og gå væk, når man allerede er følelsesmæssigt udmattet, men samtidig bange for det tomrum, der opstår, hvis man virkelig bliver alene,” siger hun.
Overdreven positivitet
Man forestiller sig måske, at ensomme mennesker virker triste, men det modsatte kan faktisk være sandt, ifølge psykologerne.
Guarnotta siger:
“Overdreven positivitet kan komme til udtryk som konstant godt humør, hvor man kun viser positive følelser og ikke kan håndtere negative stemninger, hverken egne eller andres. Det kan virke sympatisk, men også overfladisk og uægte for dem omkring én.”
Selvkritik
Dr. Jan Miller fra Thriveworks påpeger, at ensomme kvinder ofte er langt hårdere ved sig selv end andre er.
“Den indre kritiker bliver stærkere og forstærker en grundlæggende overbevisning om, at der er noget galt med hende, og det bliver forklaringen på, hvorfor hun er ensom,” siger hun.
Manglende egenomsorg
Ifølge Dr. Miller kan kvinder, der kæmper med ensomhed, begynde at forsømme sig selv, både fysisk og mentalt.
Hun siger: “De spiser måske ikke regelmæssigt eller forsømmer personlig pleje og interesser. Det kan være tegn på depression, men også en følelse af: “Hvorfor overhovedet gøre noget ud af det?””
Overdreven selvstændighed
Guarnotta forklarer, at ensomme kvinder ofte virker meget selvstændige – men det kan være en facade.
Hun siger: “De foretrækker at gøre tingene selv frem for at bede om hjælp. Hvis nogen tilbyder deres hjælp, afviser de den måske. Det er en måde at undgå at blive skuffet eller såret af andre.”
Overaktivitet på sociale medier
Slutteligt kan evig scrolling og konstant aktivitet på sociale medier være et tegn på, at en kvinde føler sig afkoblet.
Dr. MacBride siger:
“Timer med scrolling, binge-watching og hyppige opslag kan være et forsøg på at erstatte ægte kontakt. Nogle bruger det til at føle sig tættere på kendte eller sociale medier-personligheder.”