Film og tv

Owen Cooper går viralt: Se auditionen der fik hele internettet til at kalde ham “Oscar-materiale”

Hvis du endnu ikke har set Adolescence på Netflix, så spoiler alert: Du kommer til at høre meget mere til Owen Cooper.

Owen Cooper går viralt: Se auditionen der fik hele internettet til at kalde ham “Oscar-materiale”
Foto: Netflix
Camilla Hansen
Af Camilla Hansen 24. marts 2025

Den blot 15-årige skuespiller spiller rollen som Jamie Miller – en 13-årig skoleelev, der bliver anklaget for mord i Stephen Graham og Jack Thorne’s intense nye miniserie. Og ja, vi snakker intenst som i: hele serien er skudt i én sammenhængende optagelse per afsnit. Hvert afsnit.

Men det er ikke kun selve serien, der har fået folk til at spærre øjnene op – det er også Owens audition. En video af prøven er netop dukket op online, og reaktionerne vælter ind: “Oscar-worthy”, “den næste Timothée Chalamet” og “han kommer til at eje Hollywood om 5 år”, lyder det fra fans.

Fra hobbydreng til hovedrolle

Owen selv anede ikke, at auditionen var blevet optaget:

“I didn’t even know this got filmed,” sagde han i en video sammen med medskuespiller Erin Doherty (The Crown).

I klippet ser vi en yngre og lettere nervøs Owen levere en hjerteskærende scene, hvor Jamie insisterer på sin uskyld. Efter optagelsen siger han ydmygt: “I hated that, I hated that,” hvortil Doherty svarer tørt: “Well, you’re not supposed to like looking at yourself. But that was great!”

Og det var great – for han slog 500 andre unge gutter af banen og landede rollen som Jamie.

Se interviewet her.

“Han stjæler hele serien”

Særligt episode tre har fået kritikere og fans til at miste mælet.
En X-bruger skrev: “Hvad han formår i episode 3 er for vildt. Det er synd, at de nærmest ikke havde ham med i episode 4. Stor fejl.”

En anden tilføjede: “Han kommer til at blive en stjerne”

Selv siger Owen, at det sværeste var at forstå sin karakters mørke sindstilstand og incel-ideologi:

“Hans syn på andre mennesker var det mest udfordrende at spille,” sagde han i et interview med Metro.
“Men Stephen og Phil og Erin hjalp mig virkelig ind i det.”

Hvad nu, Owen?

Hvis du tror, han topper nu – så bare vent. Cooper er allerede i gang med sit næste projekt: Han skal spille den unge Heathcliff i Emerald Fennells kommende Wuthering Heights-film. Jep, den Wuthering Heights.

Og ja, du læste rigtigt: Margot Robbie spiller Catherine Earnshaw, Jacob Elordi (Euphoria, Saltburn) spiller den voksne Heathcliff, og Owen får altså æren af at spille ham i de unge år. Intet pres.

Rygtet vil vide, at både Robbie og Elordi hyggesnakkede med ham i makeup-traileren – og hvis Adolescence er nogen indikator, så er det her bare begyndelsen.

Så næste gang nogen spørger, “Hvem fanden er Owen Cooper?” – kan du med rette svare: “Ham der kommer til at vinde en Oscar før han får kørekort.”