Forskere begravede 1.000 par underbukser – og vandt en pris for det

Det lyder som resultatet af en våd julefrokost. I virkeligheden er det en overraskende genial måde at undersøge livet i jorden på.

Der findes forskning, som kræver partikelacceleratorer, milliardbudgetter og mennesker, der kan skrive ligninger, resten af os ikke engang kan finde tegnene til på tastaturet.

Og så findes der forskning, der kræver en skovl og et par underbukser.

Den sidste slags har netop fået en pris.

Den 3. september modtog forskerne Franz Bender, Marcel van der Heijden, Atlant Bieri og Pia Viviani årets Ig Nobel-pris i jordvidenskab for deres arbejde med at begrave bomuldsunderbukser og grave dem op igen.

Den officielle begrundelse fra Ig Nobel-komitéen er næsten umulig at forbedre: Forskerne hædres for at have begravet 1.000 identiske par underbukser i mere end 25 lande og gravet dem op igen to måneder senere.

Det lyder fjollet.

Det er det faktisk ikke.

Hvis jorden æder dine underbukser, sker der noget godt

Ideen bag forsøget er overraskende enkel.

Bomulden i underbukserne indeholder cellulose, som mikroorganismer i jorden kan nedbryde.

Man begraver derfor underbukserne, lader jordens organismer gå på arbejde og graver dem op igen. Hvor meget af bomulden, der er forsvundet, giver et billede af jordens biologiske nedbrydningsaktivitet.

Meget aktivitet: meget lidt underbuks.

Elastikken bliver derimod tilbage.

Så i de mere vellykkede tilfælde står forskerne med noget, der mest af alt ligner en linning med traumer.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at man kan stille en komplet diagnose af sin jord ved at begrave et par boxershorts i hækken. Forskerne beskriver selv metoden som en måde at få et første indtryk af jordens biologiske aktivitet og frugtbarhed.

Men som videnskabsformidling er den svær at slå.

“Der er høj biologisk nedbrydningsaktivitet i denne jord” er korrekt.

“Jorden har spist mine underbukser” er sværere at glemme.

Det begyndte med 1.000 schweizere og virkelig meget undertøj

En stor del af forskningen bag prisen kommer fra det schweiziske citizen-science-projekt Proof by Underpants, som forskere fra University of Zurich og Agroscope satte i gang i 2021.

Her fik omkring 1.000 frivillige til opgave at begrave mere end 2.000 par bomuldsunderbukser på omkring 1.000 forskellige steder i Schweiz.

Og fordi man åbenbart ikke skal gøre noget halvt, når først man er begyndt at begrave undertøj, kom der også 12.000 teposer i jorden.

Teposerne indgik som en anden metode til at måle nedbrydning.

Underbukserne havde dog en klar kommunikationsmæssig fordel.

Ingen har nogensinde ringet til en kollega og sagt:

“Du bliver nødt til at komme herover og se den her tepose.”

Efter en og to måneder blev underbukserne gravet op. De blev fotograferet, analyseret og sammenlignet med jordprøver fra de forskellige steder.

Og resultaterne blev interessante.

Din perfekte græsplæne fik tæsk af haven

Forskerne fandt store forskelle på, hvor meget underbukserne blev nedbrudt.

I det schweiziske studie havde private haver den højeste nedbrydningsaktivitet, mens græsplæner havde den laveste. Landbrugsjord og græsarealer lå imellem.

Den måde, jorden blev brugt på, viste sig faktisk at være den vigtigste faktor for nedbrydningen i undersøgelsen, efterfulgt af jordens kemiske egenskaber.

Det er måske værd at tænke over næste gang naboen står bøjet over sin millimeterklippede plæne med samme koncentration, som andre mennesker reserverer til hjernekirurgi.

Men der er en vigtig detalje.

Mere nedbrydning betyder ikke automatisk, at jorden er perfekt.

Forskerne fandt blandt andet høje niveauer af næringsstoffer i private haver, og de påpeger, at meget høj aktivitet også kan hænge sammen med for kraftig gødskning.

Så nej, du kan ikke begrave et par trusser i haven, hente elastikken to måneder senere og erklære dig europamester i bæredygtighed.

Videnskab er irriterende på den måde.

Selvfølgelig findes der et Underpants Index

Forskerne har udviklet det såkaldte Underpants Index.

Og her må man bare anerkende videnskaben.

Menneskeheden har udviklet Dow Jones-indekset, forbrugerprisindekset og BMI.

Nu har vi et indeks for, hvor meget af et par underbukser der er blevet spist af jorden.

Fremskridt kommer i mange former.

Forskerne målte blandt andet nedbrydningen ved at fotografere underbukserne og beregne, hvor stor en del af stoffets oprindelige areal der var forsvundet.

Underpants Index er altså ikke bare et morsomt navn, nogen fandt på til pressemeddelelsen. Det indgår faktisk i den videnskabelige metode.

Og pointen er større end undertøjet.

Jorden under vores fødder er et enormt levende økosystem. Den lagrer vand, kulstof og næringsstoffer, er afgørende for vores fødevareproduktion og huser en meget stor del af verdens biodiversitet.

Vi taler bare sjældent om den.

Jord har trods alt et brandingproblem.

Den er brun, ligger nederst og er notorisk dårlig til Instagram.

Underbukser hjælper åbenbart.

Næsten 240 almindelige mennesker endte som medforfattere

Der er i øvrigt en detalje ved projektet, som næsten er lige så god som selve underbukserne.

Omkring 240 af de borgere, der deltog i forsøget, står som medforfattere på den videnskabelige artikel.

Det er citizen science taget ret bogstaveligt.

Normalt kræver det års universitetsuddannelse, forskning og publikationer at få sit navn på en videnskabelig artikel.

Her kunne vejen også begynde med:

“Jeg har en skovl.”

Forsøget gav forskerne data fra alle dele af Schweiz og skabte ifølge University of Zurich et af landets mest omfattende datasæt om livet i jorden.

Så det, der udefra lignede 1.000 mennesker, der havde mistet kontrollen over deres undertøj, var faktisk et ganske stort forskningsprojekt.

Og så kom prisen

Den 3. september blev forskerne hædret ved den 36. Ig Nobel-ceremoni, som i år blev afholdt i Zürich.

Ig Nobel-priserne har eksisteret siden 1991 og hædrer forskning, der først får mennesker til at grine og derefter til at tænke.

Underbukseprojektet er nærmest skræddersyet til formålet.

Første spørgsmål:

Hvem fanden fik idéen til det her?

Andet spørgsmål:

Vent. Hvorfor virker det egentlig?

Og fem minutter senere sidder man frivilligt og læser om mikroorganismer og jordbundsforhold.

Det er muligvis mere, end adskillige års naturfagsundervisning formåede.

Selve præmien var også helt i Ig Nobel-ånden.

Forskerne fik et trofæ udformet som menneskefødder med svampe på – og 10 billioner zimbabwiske dollars.

Det lyder umiddelbart som et beløb, hvor man bør kontakte sin bank, sin revisor og en yachtforhandler.

Ifølge University of Zurich svarede det til omkring 0,05 schweizerfranc.

Så der bliver næppe yacht.

Måske et nyt par underbukser.

Underbukserne var ikke engang det mærkeligste

Det smukke ved årets Ig Nobel-priser er, at man aldrig står alene med en besynderlig idé.

Andre forskere blev hædret for at forsøge at udvikle et urinal, der minimerer tilbagesprøjt.

Et forskerhold fik en pris for at indsamle evidens for noget, enhver forælder til en 15-årig måske allerede havde en mistanke om: Forældre synes, babyer dufter dejligt. Teenagere? Ikke helt så meget.

Andre har arbejdet med en videnskabeligt præcis definition af, hvad et kys egentlig er.

Et forskerhold blev hædret for at bruge myggens snabel som ekstremt lille dyse til 3D-print.

Og så var der biologerne, som undersøgte, hvad der får giftslanger til at bide mennesker ved – og her bliver arbejdsdagen interessant – forsigtigt at træde på forskellige dele af slangerne.

“Forsigtigt” gør et imponerende stykke arbejde i den sætning.

Alt sammen rigtig forskning.

Og måske er det netop derfor, Ig Nobel-priserne er så gode.

De minder os om, at videnskab ikke altid behøver begynde med et spørgsmål, der lyder klogt.

Nogle gange begynder den med et spørgsmål, der lyder komplet åndssvagt:

Hvad sker der egentlig, hvis vi begraver vores underbukser?

Og så viser det sig, at svaret faktisk er værd at kende.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.