“Jeg døde under min hjernesurgery og så mig selv udefra”

Forestil dig, at du ligger på operationsbordet. Din hjerne skal opereres. Dine øjne er tapet til. Din krop er afkølet til 10 grader. Dit hjerte er stoppet. Dit blod er drænet. Der er nul aktivitet i din hjerne.

Og alligevel… ser du det hele. Udefra.

Det lyder som begyndelsen på en sci-fi thriller, men for Pam Reynolds Lowery fra Atlanta var det virkelighed. Eller… noget i den retning. I hvert fald ifølge hende selv.

Standstill-operation: Da kroppen blev sat på pause

Året er 1991. Pam er 35 og har fået konstateret et stort aneurisme ved hjernestammen – en ticking time bomb, som kun kan fjernes med en ekstremt risikabel operation.

På Barrow Neurological Institute i Arizona vælger kirurgerne at udføre en såkaldt standstill operation – en procedure, hvor kroppen køles ned, hjertet stoppes, blodet drænes, og hjernen slukkes. Ja, bogstaveligt talt. Den bliver “lagt i dvale”, så kirurgerne kan arbejde uden blødning.

Pam var klinisk død i flere minutter. Ingen puls, ingen hjerneaktivitet. Nada.

Men så vågnede hun – med vilde detaljer

Da Pam vågner efter den 7 timer lange operation, kommer chokket. Hun begynder at beskrive detaljer fra selve operationen:

Udseendet på det elektriske værktøj, lydene, samtalerne mellem lægerne. Hun nævner endda, at værktøjet lignede hendes elektriske tandbørste derhjemme.

Og det stopper ikke der.

Hun fortæller, at hun så sin egen krop udefra. Hun følte sig mere “vågen” end nogensinde før. Sanserne var skærpede. Som om hun havde fået ét ekstra. Og midt i det hele mødte hun – ifølge hende selv – sin afdøde bedstemor og onkel.

“Du kan tjekke ud, men du kan aldrig forlade”

Da lægerne genstarter hendes hjerte, hører hun en sang: Hotel California. Og i bedste sort-humor-stil rammer hun punchlinen selv.

“Min onkel skubbede mig tilbage i kroppen. Og idet jeg vågnede, sang de ‘You can check out anytime you like, but you can never leave’. Jeg tænkte bare – det var da lidt groft!”

Pam fortalte senere om oplevelsen til NPR i 2009 og holdt fast i sin historie frem til sin død i 2010.

Skepsis og spekulation

Selvfølgelig er ikke alle overbeviste. Nogle læger peger på “anaesthesia awareness” – en ekstremt sjælden tilstand, hvor man kortvarigt bliver bevidst under fuld bedøvelse.

Men det forklarer ikke, hvordan hun kunne høre og se noget, når både øjne og ører var lukket fysisk af under hele proceduren.

Andre mener, det kunne være en slags hukommelsesfænomen – at hjernen i dødsøjeblikket laver et slags “drømmemix” af minder, fantasi og sanseindtryk. En mental cocktail mellem liv og død.

Men spørgsmålet står tilbage: Hvordan kunne hun beskrive så mange kirurgiske detaljer korrekt, hvis hun virkelig var… væk?

Efterlivet – eller bare efterdønninger?

Pam Reynolds’ historie er stadig en af de mest citerede “nærdødsoplevelser” i moderne tid. Den er blevet analyseret af både neurologer, åndelige vejledere og skeptikere verden over. Og om man tror på det eller ej – så er der noget både uhyggeligt og smukt i hendes fortælling.

Måske er døden ikke et endeligt punktum. Måske er det bare en overgang.
Eller måske er det bare hjernen, der fyrer på sidste omgang fantasi.

Uanset hvad – Pam havde i hvert fald noget ret vildt at fortælle, da hun kom tilbage.