Heteropessimisme: Når kvinder mister troen på mænd, men stadig dater dem

Det handler om heteropessimisme. En slags “jeg dater stadig mænd, men forstår egentlig ikke hvorfor”-stemning, pakket ind i TikToks, memes og ironiske breakup-manifestationer.

Du har måske set det:

• Kvinder der sletter datingapps med ordene “boysober”
• Influencere der erklærer sig “self-partnered”
• Podcasts der analyserer mænds evne til at have følelser med samme alvor som en krimiserie
• Og så selvfølgelig de klassiske Reels om fyre, der stadig ikke kan finde vasketøjskurven

Men hvad er heteropessimisme egentlig – og hvorfor resonerer det så stærkt hos kvinder lige nu?

En robot, en mand og en flok kvinder, der sukker i kor

Journalist Rachel Connolly tager fat i fænomenet med filmen Companion som afsæt: En mandlig hovedperson får sig en robotkæreste, der er programmeret til at elske ham ubetinget. Hun hylder hans hverdag, smiler sødt og synes, at hans mest pinlige øjeblikke er romantiske. Det er både tragikomisk og kvalmende – og ifølge Connolly et billede på, hvordan kvinders forventninger til mænd er blevet så lave, at resignation føles som et moderne kærlighedssprog.

Det konservative i at være “selvbevidst ulykkelig”

Connolly peger på det paradoksale: Heteropessimisme lyder som feministisk kritik, men ender ofte med at bekræfte gammeldags kønsroller. Vi kender den: Kvinden, der kæmper, justerer, kommunikerer – mens han stadig undrer sig over, hvorfor man ikke bare “kan tage det som en joke”.

Og selvom mange kvinder i dag insisterer på økonomisk uafhængighed, selvrealisering og følelsesmæssig intelligens, er det stadig forventet, at de skal finde det hele i én mand. Og når det ikke lykkes, siger vi: “Mænd er mænd – hvad havde du regnet med?”

Skal vi overhovedet have en kæreste?

Det ægte spørgsmål, som heteropessimismen ulmer omkring, er måske dette: Har vi stadig brug for mænd i vores følelsesliv? Ikke som biologisk nødvendighed – men som noget, vi prioriterer?

Sex? Ja. Selskab? Måske. Men til alt det andet – de dybe samtaler, det følelsesmæssige spejl, forståelsen – tyr mange kvinder i stigende grad til veninder, terapeuter og sig selv. Og det giver faktisk mening.

Connolly citerer Shon Faye og Esther Perel, der begge stiller spørgsmål ved ideen om, at én partner skal dække alle behov. Måske skal vi slippe ideen om monogami som det ultimative følelsesmæssige all-inclusive-resort.

Slut med at være en Iris

Måske er det sande opgør ikke mod mænd – men mod ideen om, at vi skal være Iris. Den pæne, forstående, “kompleksitet-kompenserende” kæreste, der elsker manden på trods af ham selv.

Heteropessimisme peger på en reel træthed – men hvis vi vil videre, må vi tage springet og skabe noget nyt. Relationer, hvor ansvar og følelser ikke er kønsopdelt. Hvor kvinders behov ikke bare bliver forstået – men mødt.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.