Henrettelse med kvælende gas: Louisiana bruger metode, de ikke engang vil udsætte dyr for

Velkommen til Louisiana anno 2025, hvor staten planlægger sin første henrettelse i 15 år ved hjælp af nitrogen hypoxia – en metode, der i praksis kvæler den dødsdømte, mens han desperat gisper efter luft.

Dødsdømt efter 27 år bag tremmer

Den 46-årige Jessie Hoffman, dømt for voldtægt og mord i 1996, er sat til at blive den første, der lider denne skæbne i Louisiana. Og hvis man skulle tro, at USA efter årtiers debat om dødsstraf ville have fundet en mere “civiliseret” løsning, så er det tid til at genoverveje.

Nitrogen hypoxia fungerer ved at fratage kroppen ilt, hvilket fører til en langsom, smertefuld død. FN har allerede fordømt metoden som umenneskelig, og dyrlægeforeninger i USA har udtalt, at den er for brutal til at blive brugt på kæledyr – men mennesker? Tilsyneladende en anden sag.

En metode, der har chokeret eksperter

Louisianas egne love forbyder brugen af kvælende gas til aflivning af dyr, da det er veldokumenteret, at det forårsager ekstrem lidelse. Vidner til tidligere henrettelser med metoden i andre stater har beskrevet scener, hvor de dødsdømte har kæmpet febrilsk, rystet voldsomt og forsøgt at rive sig løs fra deres bånd, mens de langsomt blev kvalt.

Veterinæren Lee Capone, der var med til at forbyde gassen til dyr i Louisiana, kalder brugen på mennesker for “horrific”. Han påpeger, at dyr, der blev aflivet med gas, ofte blev fundet med opspilede øjne, savl om munden og tegn på panik og lidelse.

Buddhistisk tro eller ej – han får ikke lov at trække vejret i fred

Hoffmans advokater har argumenteret for, at metoden ikke kun er grusom, men også krænker hans rettigheder som buddhist. Han ønsker at trække vejret meditativt i sine sidste øjeblikke – noget, der bogstaveligt talt bliver taget fra ham med denne metode.

Flere amerikanske stater har allerede afskaffet dødsstraf, men Louisiana vælger altså nu at afprøve en metode, som minder mere om et dystopisk eksperiment end en “retfærdig straf”.

Spørgsmålet er: Hvor går grænsen? Hvis ikke engang vores kæledyr må lide på denne måde, hvorfor er det så acceptabelt for et menneske – uanset forbrydelsen?