Sundhed
Det er ikke din vægt, der afgør din sundhed – her er beviset
Din vægt betyder meget mindre for din sundhed, end vi har fået at vide i årevis.
Vi kender alle scenariet: Du har endelig fået en god træningsrutine op at køre, føler dig stærkere og mere energisk… men vægten nægter at rykke sig.
Skuffelsen rammer, og pludselig føles det, som om alt arbejdet var spildt.
Men her er en gamechanger – et nyt, stort studie viser, at det slet ikke er vægten, der afgør din sundhed.
Overvægt og sund? Ja, faktisk
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men forskere fra USA og Storbritannien har gennemgået 20 tidligere studier og konkluderet én ting:
Din vægt betyder meget mindre for din sundhed, end vi har fået at vide i årevis.
Ifølge forskningen er det nemlig bedre at være overvægtig og i god fysisk form end at være slank og i dårlig form.
Jep, du læste rigtigt.
De, der havde lidt ekstra kilo på sidebenene, men som trænede regelmæssigt, havde hverken højere dødelighed eller flere helbredsproblemer end normalvægtige.
Omvendt var det langt mere risikabelt at være tynd, men ude af form. “Dårlig fysisk form gav en høj risiko for helbredsproblemer og død,” lyder det fra studiet.
Drop BMI én gang for alle
BMI er blevet brugt som en målestok for sundhed i årevis, men flere eksperter mener, at vi burde skrotte det helt. Problemet?
Det fortæller ikke, hvor meget af din vægt der er muskler, og hvor meget der er fedt.
Tænk på en veltrænet kvinde, der løfter vægte og har en stærk krop.
Hun kan sagtens have et BMI, der kategoriserer hende som “overvægtig” – selvom hun er i fantastisk form. Skal hun så stresse over sin vægt? Nej.
“Overvægt og fedme er forbundet med øget risiko for mange sygdomme, men risikoen kan reduceres markant, hvis man er i god fysisk form,” siger Trine Moholdt, en af forskerne bag studiet.
Fokus et andet sted
Hvis du har brugt alt for meget tid på at hade din badevægt, så tag en dyb indånding.
Det betyder ikke, at vægt er helt uden betydning – men det vigtigste er, hvordan din krop har det, ikke hvad tallet på vægten siger.
I stedet for at jagte en bestemt størrelse eller et “perfekt” tal, så fokuser på at bevæge din krop, finde en træningsform du elsker, og mærke hvordan din styrke og energi forbedres.
For som videnskaben nu viser: Det er ikke din vægt, der afgør, om du er sund – det er din kondi.