2026 AI - hjælp til nyheder

Niclas Bendixen bringer politisk kant til musicalscenen

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 1. januar 2026
Denne tekst indeholder indhold genereret ved hjælp af kunstig intelligens. Informationen er ikke nødvendigvis fuldstændig eller verificeret, og der kan forekomme fejl eller upræcise oplysninger. Læsere opfordres til selv at faktatjekke og vurdere rigtigheden af indholdet, før det anvendes. Vores redaktører har kun læst for korretur og stavefejl.

Når musical bliver politisk – og hvorfor Niclas Bendixen stadig er en af scenens mest interessante stemmer

Af Josefine Møller Jensen

Okay, indrømmet: Musicalgenren har ry for at være lidt af en guilty pleasure. Du ved, sådan noget man synger med på i bilen, men ikke nødvendigvis fortæller på første date. Men så kommer der en mand som Niclas Bendixen og minder os om, at musicals faktisk også kan være dybt politiske, visuelt vilde og tankevækkende midt i al koreografien og glitteret.

Og ja – det lyder lidt som en paradoxal cocktail, men det er præcis derfor, at Bendixen er værd at holde øje med lige nu.

Manden bag kabareten (og så meget mere)

Hvis du ikke lige genkender navnet, så er det helt okay – du har med garanti mærket ham. Niclas Bendixen har haft fingrene i et hav af danske teater- og musicalproduktioner, både som instruktør og koreograf, og hans navn er nærmest blevet synonymt med nyfortolkninger, der både respekterer det klassiske og pludselig hiver os ind i noget, der føles meget… 2024-agtigt.

Senest (og det er her, nyheden kommer ind), har Bendixen skabt en ny opsætning af klassiske Cabaret på Aarhus Teater – en iscenesættelse, der ufrivilligt rammer en samfundsnervus med sin underliggende historie om politisk polarisering, ekstremisme og den farlige charme ved at danse, synge og ignorere det hele væk.

Jo, musical kan altså mere end catchy refræner.

Hvad går det egentlig ud på?

Cabaret, i sin essens, er fortællingen om Berlin i 1930’erne – lige før det hele eksploderer. Vi er i Kit Kat Klubben, hvor drømmene danser med dekadencen, mens nazismen stille lister ind ad bagdøren. Lyder det mørkt? Det er det også. Men det er også netop dét, der har gjort forestillingen så uhyggeligt aktuel igen, takket være Bendixens opsætning.

I interviews har han selv sagt, at han ikke kunne lade være med at se paralleller til Europas nutid – og med krigen i Ukraine som kulisse, kan man godt forstå, hvorfor det rammer ekstra hårdt. Som han siger: “Menneskets frihed skal vi hylde” – og lad os være ærlige, det føles lidt rart, at nogen stadig siger det med både power og palietter.

Den selvlærte instruktør, der stadig overrasker

En del af Niclas Bendixens charme – og ja, det føles som det rigtige ord – er, at han hverken er fra en klassisk statsanerkendt teateruddannelse eller altid har gjort tingene “som man plejer”. Han er selvlært, nysgerrig og tydeligvis ikke bange for at tage chancer.

Han startede som danser, og har koreograferet alt fra X Factor til Det Kongelige Teater (!), instrueret film som “Ballerina” og arbejdet med store produktioner både i Danmark og udlandet. Og så er han i øvrigt bror til koreograf Britt Bendixen (ja, hende fra Vild med dans) og eks-kæreste til skuespiller Trine Dyrholm – hvis man er til den slags kultur-rodetråde.

Hvorfor taler alle om ham lige nu?

Udover Cabaret, der lige nu spiller og hiver anmeldelser hjem, er han også tilknyttet den kommende opsætning af Evita i Operaen i 2026. Jep, 2026. De planlægger frem i musicalverdenen.

Evita bliver sandsynligvis noget helt andet end Cabaret. Men hvis vi kender Bendixen ret, bliver det med samme snert af social bevidsthed, æstetisk elegance og den der typiske “hvad-nu-hvis-verden-faktisk-kunne-forandres-med-en-smule-kunst”-fornemmelse.

Og okay, måske også en smule dramatisk eyeliner og et heftig lysdesign.

Er det noget, man gider?

Hvis du tænker “jeg er ikke en musicalpige”, så fair. Men hvis du kan lide en fortælling, der ærligt forsøger at sige noget om, hvordan vi lever lige nu – og gør det med lidt mere ekstravagance end en DR1-dokumentar – så er Niclas Bendixens verden ikke helt dum at tjekke ud.

Det behøver ikke være med flæsetrøje og jazzhands. Du må godt komme i sneakers og med et kritisk blik. Men pas på – du risikerer at blive rørt midt i det hele, og måske endda høre dig selv nynne lidt på vej hjem.

Vi siger det bare.

Og mens regnen slår mod ruden og kaffen bliver lunken, kan man jo lige overveje, om det egentlig ikke er lidt fint, at der stadig findes kunst, der tør tage os lidt i hænderne – selv mens lyset dæmpes og trommerne går i gang.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

2026 AI - hjælp til nyheder

Se flere artikler