Er det virkelig allerede jul? En kærlig (og lidt kaotisk) genopdagelse af Den tid på året
Der er noget helt særligt ved danske julefilm. De kan noget med hygge, skæve karakterer og familieflader, der – lad os være ærlige – kradser lidt mere end de glitrer. Og intet sted mærker man det bedre end i Paprika Steens tragikomiske juleperle Den tid på året fra 2018. Jep, vi taler om netop dén film, hvor Sofie Gråbøl havner midt i en følelsesmæssig flæskesteg mellem eksmandens nye kæreste, stædige søskende og et kamera, der næsten kommer for tæt på. Men hvorfor dukker filmen pludselig op igen, og hvad er det, der gør den til et must-watch (eller rewatch) lige nu?
Hvorfor taler alle om Den tid på året igen?
Måske er det fordi, vi alle sammen har lidt mere brug for genkendelighed i en verden, hvor december føles som skærmbilleder, Black Friday-kurvkaos og et konstant minde om, at din kollega altså allerede har købt alle sine julegaver. I takt med at hyggen bliver noget, vi nærmest planlægger, er det befriende at læne sig ind i noget så dybt uperfekt som Den tid på året – hvor julelysene blinker, mens Uninvited af Alanis Morissette spiller i baggrunden af en virkelig akavet konflikt om kartoffelsalat.
Filmens plot er enkelt, men effektivt: En dansk familie samles til traditionel juleaften, men alt andet end traditionelt udspiller sig. Der bliver surmulet, overkompenseret, grinet (mest akavet), danset grimt, og så er der selvfølgelig den altid tilstedeværende følelse af, at familien nærmest kun tåler hinanden, fordi de skal.
Hvem er med – og hvorfor føles det som din egen juleaften?
Kernen i filmens succes ligger i den formidable rolleliste. Sofie Gråbøl spiller Katrine, perfektionisten, der har planlagt julemaden og stemningen minutiøst – og som langsomt ser begge dele smuldre. Lars Brygmann er hendes mand, Mads – en lettere passiv svigerfar-type, som ikke helt kan navigere al den følelsesmæssige trafik i stuen. Sidse Babett Knudsen dukker op som Søster Barbara, den fraskilte, lettere frustrerede søster, og Jacob Lohmann er deres bror – en karakter, der balancerer mellem jokes og sarkasme som om hans liv (eller i hvert fald hans mandighed) afhænger af det.
Kort sagt: Det lyder som en lidt alternativ Friends-cast, men på gløgg og opiumsalter.
Men det, der virkelig fanger én, er, hvor meget man ser sin egen familie i dem. Ikke nødvendigvis de præcise personligheder – men stemningen. Misforståelserne. Det ustoppelige behov for at genoptage gamle skænderier, lige når rødkålen serveres.
Er det en komedie eller et følelsesmæssigt bagholdsangreb?
Både og. Den tid på året er ikke bare endnu en “Haha, se hvor skøre familier er”-film. Den er faktisk lidt en trojansk hest: Den kommer ind under huden med sin varme, og før man ved af det, står man og googler, om det er for sent at melde afbud til sin egen juleaften.
Paprika Steen har både instrueret og medvirker i filmen (hun spiller Barbara), og hendes sans for timing, mættede pauser og de der bittert-elskende blikke mellem søskende – dem rammer hun med kirurgisk præcision. Hun ved godt, at det er i de små stilheder mellem samtalerne, de største eksplosioner gemmer sig.
Man griner. Man krummer tæer. Og man sender pludselig en lidt længere sms til sin søster.
Det overraskede mig (og måske dig også):
– Hvor meget man kommer til at elske karaktererne, selv når de er urimelige.
– Hvor ægte det føles, selvom det er film.
– At filmen faktisk giver én lyst til netop den der kaotiske aften – bare for at føle noget.
Det er ikke fordi, filmen er ny. Men ligesom Last Christmas eller Mariah Careys november-opstandelse, har Den tid på året fået status af noget, der er svært at komme udenom, når temperaturen falder, og der randomt står en skål dadler på sofabordet (han du ikke aner, hvem har stillet der).
Skal man se den (igen)? Altså…
Det kommer an på, hvor klar du er på et gensyn med dig selv – pakket ind i risalamande, social spænding og et drys uperfekt kærlighed. For Den tid på året er et spejl. Et stort, blinkende julehjerte-spejl. Ikke nødvendigvis flatterende, men helt umuligt at kigge væk fra.
Så måske er det tid til at trykke play igen. Ikke fordi du vil føle dig bedre tilpas – men fordi du vil føle noget.
Og hvis ikke andet, så har du noget at tale med din svoger om, når I står i køkkenet og skændes om, hvorvidt and eller flæskesteg er det mest klimavenlige valg. 🎄✨
…nå, men skal vi så ikke bare sige skål på det og lade filmen rulle, mens vi (igen) glemmer mandlen i desserten?
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: