Juletestamentet: Da DR sendte en dødelig dosis julehygge
Af alle de traditioner vi danskere nægter at give slip på – fra brunede kartofler med karamelpanik til nissehuer på kontoret fra 1. december – er DR’s julekalendere nok det mest hellige. Vi vokser op med dem, sætter dem til at optage på fjernsynets harddisk (før streaming blev hverdag), og diskuterer stadig, om det var Pyrus eller Bamses Julerejse, der sad på tronen i ens barndoms decembers. Men én julekalender skiller sig ud. Ikke fordi den var fyldt med nisser. Tværtimod. Velkommen til Juletestamentet – og det mørkeste, mærkeligste bud på julehygge, DR nogensinde har sendt.
For ja – midt i 90’ernes glitrende hygge boomede DR ud med en julekalender, der begyndte med et mord og sluttede med… tja, det kommer vi til. Juletestamentet er et næsten glemt julemirakel, der fortjener et comeback. Eller i det mindste: en god snak over gløgg og “kan du huske den?”
Hvorfor taler ingen om den?
Lad os lige sætte scenen. Året er 1995. Seertallene for DR’s julekalendere ligger gerne i millionklassen, men det kan også nemt blive lidt… vanilje. Så da den evigt eventyrlystne Mogens Kløvedal (ja, ham med de skæve pointer og sejlture til verdens ende) efterlyser en mere voksenvendt julekalender med kant, kommer manuskriptforfatter Ole Meldgaard på banen. Han pisker en idé frem, der kombinerer Leif Panduro, Monty Python og Disney (!). Resultatet? En sort-komisk julekalender med undertitlen “En dødelig dosis julehygge”.
I stedet for drillenisser og pebernødder får vi en (bogstavelig talt) død matador i en mystisk landsby, en række suspekte karakterer med endnu mere suspekte julemotiver, og et plot, der mest af alt minder om Kirkegaard møder Cluedo. Det er Twin Peaks drysset med sne. Et satirisk detektivspil med hemmelige testamenteafsløringer, dysfunktionelle dansere og en kæmpe port, der skjuler mere end bare julegaver.
Hvad gik det egentlig ud på?
Juletestamentet følger to unge journalister, Bue og Clara, der sendes til den isolerede herregårdslandsby, Gammelgård, for at dække et usædvanligt dødsfald. En rigmand – med Mads Skjern-vibes – findes død, og det er kun begyndelsen på en julefortælling, der folder sig ud som en 24-dages krimi med lag-på-lag af mørk humor og juletraumer.
Og ja, det lyder en smule som Nordisk Noir med en adventskrans – og det er det også. Men på den måde som kun 90’ernes DR kunne slippe afsted med: dramatiske teaterskuespillere på speed, absurde danseindslag og en æstetik, der skriger “lavet med kærlighed og et skrabet budget”.
DR havde faktisk kaldt den “for voksne”, og man kan godt mærke, at den var lavet med respekt for, at ikke alt behøver være sukkerknas og nissepjat. Det er muligvis den eneste danske julekalender, hvor julehyggen er både seriøst urovækkende og krammelysten på samme tid.
Er det noget, man gider i dag?
Det korte svar? Ja – måske endda mere i dag end dengang. For når alt er blevet glatpoleret og PR-sikkert, er der noget både befriende og poetisk over en julekalender, der tør være lidt modvillig med sin juleglæde. Vi er trods alt midt i en æra, hvor serier som “The Bear” og “Succession” fylder mere end feelgood-romancer, og hvor man sagtens kan se en anti-julekalender som en statement: Jeg er juletræt, men stadig til stede.
Der florerer øjeblikkeligt nostalgiske tråde på sociale medier, når nogen nævner Juletestamentet. Folk husker dansescenerne, den tungt koreograferede skævthed, og ikke mindst Milla Jovovich-parykken, som Claras karakter muligvis iklædte sig (vi sværger, det eksisterede). Men fordi den aldrig er blevet gjort tilgængelig på DR TV eller streaming siden sidst i 90’erne, er det nærmest blevet en kult-skat for de få, der optog den på VHS og nægtede at overspille den med Matador.
Det føles lidt som et kulturelt julekort fra en tid, hvor fjernsyn stadig turde eksperimentere, og hvor alle ikke nødvendigvis skulle elske det samme.
Hvor er den nu?
Godt spørgsmål. Lige nu er den strandet i DRs arkiver som en slags mytologisk skabning – lidt ligesom den der julesweater du havde i 1997, men ikke kan finde i dit loftsrum. Der er ingen planer (officielt) om en re-release, og det er ærligt talt en skam. Med alt det fokus, der har været på genudsendelser af Bamses Julerejse, Nissernes Ø og Jul i Gammelby, er det påfaldende, hvor lidt Juletestamentet figurerer.
Måske fordi man dengang ikke helt vidste, hvad man havde sendt ud. Eller fordi den stadig deler vandene – er det årets mest sære (geniale?) julekalender, eller blot en kuriøs fodnote i DRs juleskat?
Men hey, noget behøver ikke være bredt elsket for at være værd at genopdage. Nogle gange er det netop de mærkelige juletraditioner, der sætter sig allerdybest.
…
Så måske er det i år, vi skal gå all in på det mærkelige. Læse et gammelt juletestamente, gense dansescenerne via YouTube-snippets (hvis du altså kan finde dem), eller bare læne os tilbage med tanken om, at julehygge godt må være lidt retsmedicinsk indimellem.
Hvem sagde, julen skulle være forudsigelig?
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: