Forloren hare gør comeback som dansk comfort food

Forloren hare: Fra søndagssteg til søndagsfærdigret – hvorfor den klassiske mormorret hitter igen

Af alle de ting, jeg troede ville vende tilbage i 2024 – lavtaljede jeans, hårbøjler og Beyoncé med countryalbum – må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke havde forloren hare på bingo-brættet. Men her står vi så. Midt i en foodie-verden, der sværger til fermentering og “natural wine”, og alligevel har denne brun-sauce-drøm fra mormors køkken sneget sig tilbage i både supermarkedernes færdigret-shylder og foodie-Instagram.

Så hvad er det lige, der sker? Har vi bare fået nok af surdejsbagning og chia-pudding, og fundet trøst i noget, der smager af barndom og brun sovs? Det kunne godt se sådan ud.

Hvad går det egentlig ud på?

Navnet “forloren hare” lyder umiddelbart som noget, du finder på en victoriansk middagstallerken i en Agatha Christie-krimi (sandsynligvis serveret af nogen med krinoline og hemmelige motiver). Men lad os være ærlige: Der er hverken hare eller vildt involveret her. Forloren betyder som bekendt “falsk” – altså den kødfulde version af en fake-it-’til-you-make-it. Det er en ret, der opstod i en tid, hvor man gerne ville spise som overklassen, men ak – pengepungen sagde hakket gris frem for vildthare.

Vi skal tilbage til start-1900-tallet og det evigt indflydelsesrige Frøken Jensens Køkken – det danske svar på Julia Child minus det franske smør-overload. Her blev forloren hare cementeret som mormorretternes kronjuvel. En cylinderformet farsbrød – ofte halvt kalv og halvt svin – svøbt i bacon og overdænget i brun sovs. Hvis du ikke allerede føler duften af søndag eftermiddag og al for megen flødesovs, ved jeg ikke, hvad jeg kan gøre for dig.

Hvorfor taler vi om det nu?

Den største overraskelse er måske ikke, at retten stadig findes – men at den trender. Virkelig. Der findes reels på Instagram med folk, der napper forloren hare ud af ovnen og laver close-up af kartofler druknet i sovs med en Cinematic filter-effekt. I Netto og Meny ligger den færdig som take-away-middag, og i food-meme-grupper bliver retten ironisk hyldet som “brun gourmet”.

Det, der før var forbeholdt barndommens søndage hjemme hos bedsteforældre med Römertopf i skabet og Radioavis i baggrunden, har nu fået en nostalgisk renæssance. Det er comfort food uden bullshit – og det rammer bare anderledes godt, når vintermørket bider, og man har haft en uge med Excel, emails og følelsen af at være to sekunder fra at flytte til en svensk skov.

Det overraskede mig

Jeg besluttede at give det et skud – altså selve retten, ikke flytningen til Sverige. Fandt en færdiglavet version i køledisken, som jeg skeptisk slæbte hjem. Tanken var: “Det her bliver sikkert som alt andet i plastikbakke – lunkent og lidt trist.” Og ja, måske var sovsen lige rigelig glad for majsstivelse, men alligevel… Der var noget overraskende trygt over det hele. Komfortabelt. Som en madmæssig weighted blanket.

Min kæreste (der ellers tror, mad skal være dækket i koriander og lime) stirrede først mistroisk, men blev stille, da vi først skar i den baconindsvøbte farsrulle. Og efter tredje bid sagde han de magiske ord: “Det smager jo faktisk af rigtig mad.”

Er det noget, man gider?

Der er selvfølgelig en vis ironisk distance i at hype en ret, der nok ikke vinder Michelin-stjerner, men ærlig talt – det er også befriende. I en tid hvor alt skal være “clean”, “plantbased”, eller “intuitively portioned”, er en ret som forloren hare en rar reminder om, at mad godt må være lidt beskidt, lidt gammeldags og helt vildt mættende.

Det er måske derfor, den trives lige nu. Forloren hare er ikke bare mad – det er kulturarv i baconsvøb. Den slags, man nærmest kan smage barndom gennem.

Og jo, man kan absolut finde opskriften online og lave den selv (og gid du har tålmodighed til at lege med rasp og løg og fars i en lille time). Eller – og det er også OK – man kan bare nøjes med at varme en færdigret og servere den med en ironisk distance og rødvin fra pap. Til lyden af “Kvinde kend din kødret”.

Så hvem ved – måske er næste skridt tarteletternes comeback-tour? Jeg siger ikke, vi skal begynde at spise wienersalat til hverdag… men jeg siger heller ikke, at jeg ikke overvejer det.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.