Vi vil have mere vild natur, mere biodiversitet og mindre menneskelig kontrol. Lige indtil naturen selv tager os på ordet. For ulven er kommet tilbage helt af sig selv, og dét er vi tilsyneladende ikke helt enige om er en god idé.
Vi er blevet vilde med det vilde.
Græsset må gerne gro, døde træer må gerne blive liggende, og kommunale rabatter, der engang ville have fået nogen til at gribe efter buskrydderen, får nu et lille skilt med ordene:
VILD MED VILJE.
Så ved vi, at det ikke er sjusk. Det er biodiversitet.
Vi har lært, at naturen ikke nødvendigvis skal være nyklippet og trimmet som en velholdt golfbane. Den må godt rode og brede sig, og den må faktisk helst passe lidt mere sig selv.
Og så kom ulven.
Den kom ikke, fordi nogen besluttede, at der manglede et stort rovdyr i Jylland. Den kom helt af sig selv efter næsten 200 års fravær.
Og pludselig blev “vild med vilje” en hel del mere konkret.
Vildt. Men måske ikke SÅ vildt
En ny Epinion-undersøgelse foretaget for DR blandt 1.032 voksne danskere viser, at 44 procent er helt eller overvejende enige i, at der ikke er plads til ulve i Danmark. Omvendt er 33 procent helt eller overvejende uenige.
Samtidig har ulven haft et særdeles produktivt år.
Den foreløbige nationale ulveovervågning viser, at der i 2026 er registreret mindst 61 ulvehvalpe fordelt på 11 forskellige ulvefamilier i Jylland. Året før blev der registreret 45 hvalpe fordelt på syv ulvefamilier.
Det svarer foreløbigt til 35 procent flere registrerede hvalpe end året før.
Ulven er altså ikke længere den eksotiske gæst, der en sjælden gang bliver fanget på et vildtkamera klokken 03.17.
Den bor her, og den formerer sig.
Det er måske præcis dér, vores romantiske forhold til den vilde natur bliver udfordret. For det er én ting at lade mælkebøtterne stå.
Det er noget andet, når biodiversiteten har tænder.
![]()
Læs også:
Naturen skulle jo passe sig selv
I årevis har vi talt om, at naturen skal have mere plads, og at vi mennesker skal blande os mindre. Alting behøver ikke være styret, reguleret, klippet og kontrolleret.
Det er svært at være uenig, når resultatet er sommerfugle, blomsterenge og en lidt mere spændende skovbund.
Ulven er bare den irriterende påmindelse om, hvad mindre menneskelig kontrol også kan betyde.
For rigtig natur kommer uden kundeservice. Den holder sig ikke nødvendigvis på den rigtige side af hegnet, og den ved ikke, at skoven også fungerer som løberute, hundeluftningsområde og mental restitution efter otte timer foran en skærm.
Vi vil gerne give naturen plads. Problemet opstår, når den begynder at tage den.
Bekymringen er ikke grebet ud af luften
Det ville være nemt at sidde langt fra et ulverevir og konkludere, at folk bare skal slappe lidt af.
Men så enkelt er det selvfølgelig ikke.
I august mødte en motionsløber en voksen ulv og dens hvalp i Bunken Klitplantage i Nordjylland. Den voksne ulv viste tænder og rejste nakkehårene, og episoden fik i første omgang myndighederne til at fraråde færdsel i området.
Efterfølgende vurderede både danske og udenlandske eksperter, at situationen ikke havde været farlig. Ifølge vurderingen forsøgte den voksne ulv at få løberen væk fra sin hvalp og kunne derfor ikke betegnes som en problemulv.
I Vestjylland var situationen en anden.
Her havde en ulv ved Houstrup gentagne gange udvist manglende skyhed og opsøgende adfærd over for mennesker. Naturstyrelsen jagtede ulven, og den blev i august skudt inden for den reguleringszone, myndighederne havde oprettet i området.
Det er to forskellige historier, men de forklarer meget godt, hvorfor debatten ikke kun handler om biodiversitet.
For mennesker med husdyr er diskussionen heller ikke filosofisk. Hvis du har får bag et hegn, er ulven ikke primært et symbol på en rigere natur. Den er også et stort rovdyr, som kan angribe de dyr, du passer på.
Og hvis du færdes med dine børn i et område, hvor en ulv gentagne gange kommer tæt på mennesker, kan utrygheden være reel, selv om de fleste ulve forsøger at undgå os.
Tryghed betyder også noget, når pladsen skal deles.
Hvor vild må naturen egentlig blive?
Det er her, diskussionen bliver interessant.
For ulven tvinger os til at overveje, hvad vi egentlig mener, når vi siger, at vi ønsker mere vild natur.
Mener vi, at naturen skal have mere plads, også når den udvikler sig på måder, vi ikke selv har valgt?
Eller mener vi, at naturen skal have mere plads, så længe vi stadig bestemmer rammerne?
Det er to ret forskellige udgaver af vildskab.
Danmark er samtidig et lille og tæt organiseret land, hvor mennesker, husdyr, veje, marker, byer og naturområder ligger tæt på hinanden. Derfor handler spørgsmålet om ulven ikke kun om, hvorvidt der biologisk er plads til den.
Det handler også om, hvor meget ukontrolleret natur vi vil leve sammen med.
Selv den natur, vi kalder vild, er ofte natur, vi aktivt har besluttet skal have lov til at være vild.
Ulven passer dårligt ind i den logik, fordi den ikke er resultatet af vores beslutning. Den er selv vandret ind over grænsen og har fundet steder, hvor den kan leve.
Det gør den på sin vis til noget af det mest bogstaveligt vilde, vi har.
At acceptere ulven som en del af den danske natur behøver selvfølgelig ikke betyde, at enhver ulv skal accepteres overalt og under alle omstændigheder.
Ulven er beskyttet, men myndighederne kan give tilladelse til at regulere en ulv under særlige betingelser. Det kan blandt andet ske, hvis en ulv mangler sin naturlige skyhed over for mennesker, udviser farlig adfærd eller angriber husdyr under de betingelser, der er fastsat i reglerne.
Der findes altså allerede en grænse mellem den ulv, der bare er en ulv, og den ulv, myndighederne vurderer er blevet et problem.
Det svære er alt det, der ligger rundt om den grænse.
Ulven venter ikke på vores tilladelse
Mens vi diskuterer, fortsætter ulvene med at være ulve.
De finder territorier, får hvalpe og bevæger sig rundt i det landskab, de nu engang er kommet til.
De har ingen holdning til vores forestilling om, hvordan dansk natur bør se ud.
Og måske er det præcis dét, der gør dem så interessante.
Vi er blevet vant til en natur, som i meget høj grad er formet af mennesker. Selv når vi beslutter, at naturen skal være mere vild, er det stadig os, der træffer beslutningen om, hvor og hvordan det skal ske.
Ulven vendte den rækkefølge om.
Den ventede ikke på vores tilladelse. Den kom bare tilbage.
Så måske er spørgsmålet ikke kun, om der er plads til ulven i Danmark.
Måske er spørgsmålet også, om der er plads til noget i den danske natur, som vi ikke selv har planlagt.
For vi er tydeligvis blevet vilde med vilje.
Vi havde bare ikke regnet med, at naturen også havde sin egen.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: