Han vågnede efter en måned i koma – begge hænder var væk

Da Scott Martin åbnede øjnene efter 30 dage i koma, var hans liv blevet forandret for altid.

Da Scott Martin vågnede efter en måned i koma, var begge hans hænder væk.

Kort tid tidligere var han blevet sendt hjem fra hospitalet med beskeden om, at han sandsynligvis led af hedeudmattelse.

I virkeligheden var han ramt af nekrotiserende fasciitis – en sjælden og aggressiv infektion, ofte omtalt som kødædende bakterier. Da sygdommen endelig blev opdaget, var hans organer allerede begyndt at svigte.

Ifølge Unilad måtte lægerne amputere begge hænder og dele af hans fødder for at redde hans liv.

Over de næste år mistede han ikke bare sin karriere.

Han mistede også en stor del af den identitet, han havde bygget sit liv op omkring.

Alt pegede i den rigtige retning

Sommeren 1993 tegnede lyst for Scott Martin.

Den unge træner havde allerede skabt sig et navn på college-niveau, var blevet udvalgt til at tage talentfulde spillere med til Europa og deltog i nogle af de mest anerkendte scouting-arrangementer i Midtvesten.

Karrieren var på vej opad.

Men under en trænercamp uden for Chicago begyndte han pludselig at føle sig syg. Han fik voldsomme kulderystelser, kastede op og måtte trække sig fra aktiviteterne.

Næste dag blev han kørt på hospitalet.

Derefter husker han ingenting.

“Jeg troede, det var slut”

Da Martin senere vågnede efter komaen, blev han konfronteret med en virkelighed, han aldrig havde forestillet sig.

Begge hænder var væk.

Store dele af hans fremtid syntes også at være forsvundet.

“The first thing I thought was: I’m done.”

For ham handlede det ikke kun om de fysiske konsekvenser.

Fodbold havde været hans passion, hans identitet og hans plan for fremtiden. Nu føltes det, som om alt var taget fra ham på én gang.

Den tidligere træner måtte pludselig lære at navigere i et liv, som ingen kunne have forberedt ham på.

Smilet skjulte en anden virkelighed

Selvom livet var blevet vendt på hovedet, forsøgte Martin hurtigt at vende tilbage til trænergerningen.

I dag ser han det som en måde at undgå at forholde sig til det, der var sket.

Han arbejdede konstant, kastede sig over nye opgaver og forsøgte at opføre sig, som om intet havde ændret sig.

Men bag facaden voksede presset.

“I was faking it so much. In public I smiled. In private I toiled.”

Rekrutteringen af spillere blev vanskeligere. Resultaterne blev dårligere. Samtidig kæmpede han med at acceptere sit nye liv.

Til sidst valgte han at træde væk.

Da depressionen ramte

Efter sygdomsforløbet lagde Martin sag an mod den læge, der oprindeligt havde sendt ham hjem.

Han krævede 10 millioner dollar i erstatning.

Men efter en to uger lang retssag tabte han sagen.

Nederlaget ramte hårdt.

Han stod uden job, uden indkomst og uden nogen klar idé om, hvad fremtiden skulle bringe.

Depressionen tog over.

På et tidspunkt sad han alene i sin garage efter at have tabt retssagen. Mørket fyldte så meget, at han begyndte at tvivle på, hvordan han skulle komme videre.

Det blev et afgørende øjeblik.

I stedet for at give op besluttede han sig for at starte helt forfra.

“I need to break myself down in order to build myself back up.”

Det næste kapitel handlede ikke om fodbold

Martin flyttede til Washington State og begyndte forfra.

Og så tog livet en drejning, som ingen havde forudset.

En aften så han et tv-indslag om et ægtepar, der havde adopteret børn fra Haiti. Historien satte tanker i gang, som hurtigt udviklede sig til handling.

I årene efter adopterede han fem børn – to fra Rumænien og tre fra Etiopien.

Pludselig handlede livet ikke længere om resultater, tabeller og taktiske systemer.

Det handlede om familie.

Som han senere har sagt, gik han fra at træne fodboldhold til at være forælder for sit eget “basketballhold” derhjemme.

Fodbolden blev sat på pause i næsten 20 år.

Vejen tilbage begyndte med et hold, ingen ville have

Interessen for spillet forsvandt dog aldrig.

Selv mens han var væk fra trænergerningen, fortsatte han med at studere taktiske tendenser og følge sportens udvikling.

Da han vendte tilbage til klubfodbold, blev han sat til et U13-hold, som andre trænere havde sagt nej til.

Forventningerne var begrænsede.

Men Martin fik hurtigt sat sit præg på holdet.

Sæsonen endte med et ubesejret mesterskab.

I dag træner han et U19-hold og beskriver perioden som en af de mest tilfredsstillende i sin karriere.

“I’m probably having the most fun I’ve had coaching, if not ever, then in a very long time.”

Selv den sygdom, som kendes som kødædende bakterier, og som ændrede hans liv for altid, lykkedes det ikke at fjerne hans kærlighed til sporten.

Det råd, han selv ville ønske, han havde fået

Når Scott Martin ser tilbage på de mere end 30 år, der er gået siden sygdommen, er der især én ting, han har lært.

At man ikke behøver have alle svar med det samme.

At det er tilladt at være slået ud.

Og at nogle af livets hårdeste kampe tager længere tid at komme igennem, end man tror.

Hans råd til andre, der står midt i sygdom, tab eller personlige kriser, er enkelt:

“Cut yourself some slack. Give yourself some time.”

For mere end tre årtier siden vågnede Scott Martin op til et liv, han ikke længere kunne genkende.

I dag står han igen på sidelinjen.

Ikke som den træner, han troede, han skulle blive.

Men som den, han blev nødt til at blive.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.