Teenagere uten retning og voksne uten plan – det er ikke barna som feiler

Hvad nu hvis alle de steder, hvor han burde være, ikke længere eksisterer – medmindre mor og far har 1.500 kr. ekstra om måneden og energi nok til at holde styr på både skema, skærmtid og sociale medier?

For som én ekspert formulerer det råt og rigtigt:
“Staten fjernede de gratis og billige steder, hvor unge kunne være. Tilbage står gaden, gamerværelset og overpris-klubber.”

Når samfundet svigter og kalder det opdragelse

Det er nemt at skælde ud. Teenagere med attitude, unge der glider ud i digitale ekkokamre, børn der bliver “for meget” og “for lidt” på én gang.

Men hvis du ser dig omkring, så er det ikke dem, der har trukket stikket på ungdomsklubber, fritidstilbud og nysgerrige voksne med tid. Det er politikere. Nedskæringer. Budgetter. Og så får lærerne et par outdatede undervisningsplaner og forventes at redde det hele på 40 minutter en fredag eftermiddag i et fag, der prioriteres som bagkant efter idræt.

Forældre med ansvaret og ingen manual

Og forældrene? De skal bare “vide hvad de skal gøre”. Men hvad hvis de ikke gør? Hvad hvis de selv scroller, shamer og ghoster? Hvad hvis de aldrig selv har lært at forstå digitale fællesskaber, psykologisk manipulation eller TikTok’s algoritmiske trylleri?

Så ender vi med unge mennesker, der prøver at finde deres plads i en verden, hvor ingen rigtigt har givet dem en – og hvor “fællesskabet” ofte er det første, de får fra de forkerte.

Som eksperten siger:

“Vi har sårbare teenagere og børn, der prøver at finde deres plads i verden uden ordentlig støtte, uddannelse eller retning. Det efterlader dem åbne for giftige grupper, der lever af deres sårbarheder.”

En giftig loop vi selv har skabt

Det er ikke de unges skyld, at samfundet er begyndt at ligne et sted, hvor kun de voksne har adgangskort – og hvor døren til trygge fællesskaber er blevet lukket med “det er der ikke råd til”.

Vi har skabt et loop, hvor de unge bliver presset ud, misforstået og møder hårde digitale fællesskaber, som bruger deres usikkerheder til at opbygge et “os mod dem”-narrativ. Og når vi så opdager, hvor galt det er gået, bliver vi forargede – men sjældent nysgerrige på, hvorfor det skete.

Måske skal vi starte med at kigge indad

Hvis vi vil ændre noget, skal vi stoppe med at lægge hele ansvaret på børn og unge. Vi skal kigge på systemerne omkring dem – og de voksne, som burde være deres kompas, men i stedet er blevet forvirrede medpiloter i en storm af dårlig digital dømmekraft og tabt nærvær.

For det er ikke børnene, der fejler.
Det er os, der glemte at give dem et sted at være – både fysisk og mentalt.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.